Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Salget i Østeuropa skal tidobles

Med udgangspunkt i Polen vil Arla Foods over de næste fem år tidoble afsætningen af først og fremmest ost til Østeuropa fra 100 mio. DKK til 1 mia. DKK.

Det skal ske dels gennem opkøb af lokale mejerier, dels gennem en øget eksport af højtforædlede produkter fra Skandinavien.

Det er forventningen om, at otte nye østeuropæiske lande i 2004 vil blive en del af EU, der giver Arla Foods fornyet tro på en øget afsætning.

”Flere store detailhandelskæder, som vi i forvejen handler med, er allerede til stede på flere af markederne, og derved forventer vi at kunne få flere af vores højtforædlede produkter ind på hylderne”, siger adm. direktør Jens Bigum.

I første omgang vil Arla Foods ud over Polen sætte fokus på Tjekkiet og Ungarn. I disse to lande har de internationale kæder en andel af dagligvaremarkedet på henholdsvis 75 pct. og 57 pct., mens kæderne i Polen har en andel på 23 pct., men andelen er voksende.

EU-medlemskabet vil være med til at drive en forbrugsudvikling på disse markeder i retning af en større efterspørgsel efter mere forædlede produkter som flødeoste, skimmeloste, danablu og en række skæreoste i forbrugervenlige pakninger.



Arla Foods har allerede et mejeri i Østeuropa – i den polske by Goscino. Her produceres 5.000 tons gul ost om året. På billedet pakkes en fedtreduceret variant, som har succes i Polen. Foto: Kazimierz Ratajczyk


Ifølge det tyske statistikkontor ZMP ventes forbruget af ost i de østeuropæiske lande at stige med 1,5 kg pr. indbygger i løbet af de næste seks år fra 7,5 til 9 kg. I Polen er markedet for ost i dag på 400.000 tons i et land med 40 mio. indbyggere, svarende til et årligt forbrug af ost pr. indbygger på 10 kg.

Endvidere vil indlemmelsen i EU få betydning for mejeristrukturen i Østeuropa, da det vil kræve omfattende investeringer for en række af mejerierne at kunne leve op til EU’s krav på fødevareområdet. Det kan betyde, at flere internationale mejeriselskaber vil etablere sig på disse markeder og tage aktiv del i strukturudviklingen.

Emner

Kontakt

Arla Pressevagt

Arla Pressevagt

Pressekontakt Kun henvendelser fra pressen. +45 91 310 310
Jonas Barfoed

Jonas Barfoed

Pressekontakt Pressemedarbejder +4591311260
Susie Munk Jensen

Susie Munk Jensen

Pressekontakt PR & Communication Manager +45 24640663

Creating the future of dairy

Vi er en global mejerikoncern og et andelsselskab. Vores vision er at skabe fremtidens mejeri for at bringe sundhed og inspiration ud i verden, på naturlig vis.

Arla Foods
Sønderhøj 14
8260 Viby, Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum