MENINGSFULD VIDEN VERSUS DOKUMENTATIONSTYRANNI

Vi står overfor nutidens måske største paradigmeskift inden for socialt arbejde. Fra et paradigme om, at vi ikke helt ved, hvad der kommer ud af vores sociale indsatser, til et paradigme med fokus på, at vi skal vide, hvad vi gør, hvorfor vi gør det, for hvem vi gør det og med hvilken effekt. Virkeligheden er, at vi årligt bruger 45 mia. kr. i Danmark på sociale indsatser.

Jeg er grundlæggende begejstret for denne udvikling, da jeg mener, vi skal vide, hvad vi får ud af de indsatser, vi tilbyder mennesker, der er afhængige af at få den rette hjælp på det rette tidspunkt.

Systemtænkning og dokumentationstyranni

Dér hvor jeg er skeptisk og bekymret er, når vi – med intentionen om at ”måle” på indsatser – farer vild i dokumentation og bureaukratisk registrering af processer. Jeg oplever, at man – på et administrativt niveau – sætter sig for, at nu skal vi blive klogere på, hvad der sker i praksis, og så udvikles der forstyrrende dokumentationskrav, der er fokuseret på registrering, og som ikke giver mening for dem, der arbejder i praksis.

En socialrådgiver bruger 82 % af sin tid på at dokumentere sine samtaler. Det levner meget lidt reel tid til dét, som er allervigtigst: Nemlig at lytte og forstå mennesket foran sig. Jeg bliver ikke kun bekymret, men også forarget over, at der ikke er nogen i processen, der har brugt tid på at finde ud af, hvordan der kan udvikles meningsfuld dokumentation, som kommer borgeren til gode og som kan bidrage til at kvalificere den indsats, som er helt afgørende for at borgerens udvikling.

Brug viden om og tiden på borgeren

Her er der en klar skillelinje mellem meningsfuld vidensbaseret praksis og dokumentation for dokumentationens skyld! Når vi udvikler evalueringsdesign, så skal det først og fremmest være med til at kvalificere den praksis – og den relation – som er mellem medarbejderen og borgeren, og så skal borgeren involveres i den feedback som skal videreudvikle- og kvalificere praksis. Det giver simpelthen ikke mening og nytte, at man udvikler dokumentationsdesign for at kontrollere og registrere kvalitet. Både medarbejder og borger bliver ofre for registreringspresset og den manglende tid til rådighed. Den sørgelige konsekvens bliver, at det kvalificerede relationsarbejde – som vi ved er den mest afgørende forandringsnøgle – bliver nedprioriteret, og vi risikerer en opretholdelse af status quo og at borgeren samtidig mister tillid.

Vi måler til gavn for det enkelte menneske – ikke omvendt

I AskovFonden har vi dokumenteret vores indsatser i 16 år. Sammen med Danmarks Pædagogiske Universitet har vi udviklet en model, der – via en statistisk, praksisnær og let anvendelig metode – giver mulighed for at måle og dokumentere effekten af sociale indsatser. Modellen hedder Assessment and Intervention Model (AIM). AIM giver os ikke alene muligheden for at blive klogere på de mennesker, vi skaber forandringer for, men skaber også mulighed for at måle på effekten af de indsatser, vi iværksætter for de mennesker, der står i udenforskab.

’AIM giver os ikke alene muligheden for at blive klogere på de mennesker, vi skaber forandringer for, men skaber også mulighed for at måle på effekten af de indsatser, vi iværksætter for de mennesker, der står i udenforskab’.

Det betyder, at vi hver dag bliver klogere på praksis og at vi – med den viden vi løbende får – kan korrigere eventuelle fejlantagelser og indsatser. Gennem brugen af AIM få vi samtidig en måling på den effekt/forandring, som vores indsatser skaber for de mennesker, som kommer i AskovFonden.

Det er altafgørende, at vi tager den her diskussion nu, så vi ikke risikerer at ”bypass’e” alt det gode arbejde, der bliver lavet hver eneste dag på det sociale område. Derfor handler det om at udvikle eller bruge dokumentationsmodeller, som giver mening i praksis, som gør os klogere og giver os reel viden og indsigt, og som vi kan bruge til at kvalificere og forbedre vores sociale indsatser til gavn for alle de mennesker, som har brug for støtte.

Fordi alle vinder når ingen taber

Her kan du læse mere om vores Assessment and Intervention Model

Kh Helle Øbo