Gå til indhold
Kjærholms "Flitsbuestol" og Wegners "Delfinstol"
Kjærholms "Flitsbuestol" og Wegners "Delfinstol"

Pressemeddelelse -

Sjældne designikoner fra 1950’erne

Wegners ”Delfinstol”, Kjærholms ”Flitsbuestol” og Gottlobs barskab – sommerens designauktion er ud over det sædvanlige og indeholder nogle af de mest sjældne møbler fra dansk designhistories guldalder (1930-70). Alle de udbudte møbler kan ses på eftersynet i Bredgade fra torsdag den 26. maj til mandag den 30. maj. Selve auktionen afholdes torsdag den 9. juni.

”Vi har samlet en række helt unikke designikoner på sommerens store designauktion. Flere af møblerne har ikke tidligere været udbudt på auktion, så det bliver virkelig spændende at se, hvordan markedet tager imod dem. Personligt har jeg store forventninger til Wegners sjældne ”Delfinstol”, Kjærholms ”Flitsbuestol”, der kun findes i to eksemplarer, og Gottlobs ekstremt eksklusive barskab” udtaler Peter Kjelgaard, leder af afdelingen for design og kunsthåndværk fra det 20. århundrede hos Bruun Rasmussen.

En delfin på spring

Med en enestående sans for både formgivning og håndværk tog danske møbelarkitekter verden med storm i 1940’erne og 50’erne. Den lange version af Hans J. Wegners poetiske ”Delfinstol” fra 1955 er uden sammenligning det ultimative trofæ for de fleste samlere af nordisk møbelkunst. Den blev formgivet til Københavns Snedkerlaugs Udstilling i 1950 og er kun produceret i ganske få eksemplarer hos snedkermester Johannes Hansen. Liggestolen leder som mange andre af Wegners møbler tankerne hen på repræsentanter fra dyreriget – i dette tilfælde en springende delfin.

Ingen tvivl om, at stolen er bærer af en uomtvistelige skønhed, men for arkitekten selv var det perfekte møbel imidlertid en utopi. Mange af hans møbler fungerede derfor som arketyper, der senere blev videreudviklet i et utal af nye versioner. Med sine reminiscenser af den første foldestol fra 1947 er Delfinen således blevet til ud fra princippet om, at ”man ikke kan lave noget, der er endeligt”, som Wegner selv udtrykte det ved adskillige lejligheder. Hos Bruun Rasmussen er vi dog af den opfattelse, at Delfinstolen står som en af Wegners mest fuldendte bedrifter.

Håndværk eller kunst?

Med Poul Kjærholms ”Flitsbuestol” fra 1952 er der tale om lidt af en sensation – den har nemlig aldrig tidligere været udbudt på auktionsmarkedet. Prototypen er kun udført i to eksemplarer, hvoraf auktionens model har tilhørt arkitekten selv og indtil nu været i hans families eje. Hvilestolen hører til hans allertidligste eksperimenter fra året, hvor han tog sin afgangseksamen fra Kunsthåndværkerskolen i København. En tid, hvor han definerede det særegne og stilrene formsprog, der skulle vise sig at blive den gennemgående rettesnor for hans møbler. Kjærholm var dybt forankret i den danske håndværkstradition, og med den udbudte stol udfordrede han træets egenskaber til det yderste og skabte et møbel, der er lige så meget skulptur som funktionelt objekt.

Sæt din drink i scene!

Der findes ikke længere så mange uopdagede perler i dansk møbelhistorie. Det er dog tilfældet med barskabet fra 1951 af professor og arkitekt Kaj Gottlob, der ufortjent står lidt i skyggen af periodens andre betydelige arkitekter. Han satte et markant aftryk på offentlige bygningsværker i mellem- og efterkrigstiden, heriblandt Knippelsbro i København, men tegnede også interiør og samarbejdede i mange år med snedkermester A.J. Iversen. Sammen skabte de nogle få skabsmøbler af den ypperste håndværksmæssige kvalitet, som det fritstående barskab er et fint eksempel på. Gottlob har her formået at forene en stram distinkt formgivning med et dekorativ udtryk i form af intarsia i udsøgte træsorter. I lukket stand fremstår skabet som en skulptur, men når det åbnes minder det om et teater, der iscenesætter det festlige i at mixe sig en drink.

Flere designperler

Omend ikke uopdaget, så findes der mange andre designperler på sommerens auktion – heriblandt Frits Henningsens kupésofa i en sjælden variant betrukket med originalt patineret nigerskind fra 1936 og Arne Jacobsens lille unikaskrivebord, der blev formgivet omkring 1960 som en del af det originale interiør til hans kendte ”Atriumhuse” ved Bellevue.

Eftersyn & auktion

Bruun Rasmussen Kunstauktioner, Bredgade 33 i København

Eftersyn: 26.-30. maj

Auktion: Torsdag den 9. juni kl. 16

Link til designauktionen

Related links

Emner

Kategorier


Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter sælges årligt på otte traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben. 

Kontakt

Kirstine Dam Olsen

Kirstine Dam Olsen

Pressekontakt +45 8818 1064

Relateret materiale

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network

“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kunst og troværdighed er hjertet i alt, hvad vi gør. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden om kunsten og tendenserne på markedet. Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen, og i Bonhams’ netværk deler vi viden og sparrer på tværs af landegrænser med et stort antal internationale specialister. Kun på den måde kan vi give den optimale vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå de højeste hammerslag til fordel for vores kunder.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd. Hos Bruun Rasmussen er vi et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie. Omdrejningspunktet for virksomheden er de to typer auktioner – Onlineauktion og Traditionel Auktion. Hver uge sætter vi flere end tusinde genstande under hammeren på bruun-rasmussen.dk og adskillige gange om året i auktionssalen. Vi er stolte af at sælge kunst og design i stort set alle genrer og prisklasser til og for mennesker over hele verden, der er drevet af den samme passion som os.

Vi vil gerne være levende kulturhus, og siden efteråret 2023 har vi været placeret i Lyngby nord for København i vores nye, moderne hovedsæde. Her kan man ikke alene gå på opdagelse blandt alle de udstillede kunstgenstande og byde med på de spændende auktioner. Man kan også møde vores specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre spændende foredrag og deltage i kulturelle events. Vi har ligeledes en afdeling i Aarhus og Glostrup og tager løbende på vurderingsture både i Danmark og udlandet. Vores mål er altid at være tilgængelige, og at alle skal have en god oplevelse hos os.

Velkommen hos Bruun Rasmussen – vi hjælper dig til et godt køb eller salg!

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network
Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum