Blogindlæg -

9 års venskab mellem Rebekka og hospitalsklovnene

Du kan måske genkende hende? For lige nu medvirker 13-årige Rebekka i den populære programrække ”De sjældne danskere” på TV 2. Men Rebekka er på mange måder helt almindelig og præcis som andre 13-årige piger. Hun går i 7. klasse, elsker at se YouTube, høre Rasmus Seebach og går op i, hvordan teenageværelset er indrettet med fine håndtasker og fanplakater på væggen.

Rebekka har en sjælden stofskiftesygdom, Morquio syndrom. Det betyder, at hun ikke bliver højere end en meter, bliver hurtigt træt og har svært ved at gå i længere tid. Det skyldes skeletforandringer og slappe ledbånd. Derudover har Rebekka også udfordringer med syns- og hørenedsættelse.

Ugentlige hospitalsbesøg har derfor været en fast del af hele Rebekkas liv.

Selvom Rebekka har brugt utallige timer på hospitalet, har hun aldrig været ked af at skulle afsted. Og det er der, ifølge Rebekkas mor Betina, en særlig grund til:

- Rebekka har intet imod at skulle hen på hospitalet, fordi hun gerne vil hen til hospitalsklovnene. Som forælder betyder det rigtig meget, at det ikke er en trist ting at skulle afsted, fortæller hun.

Rebekka har udover sine ugentlige, faste behandlinger, gennemgået syv operationer, hvor hun har været indlagt i længere tid. Særligt her har hospitalsklovnene haft en stor betydning:

- Hospitalsklovne er det bedste, der er sket på de danske hospitaler. Det er guld værd, når de er der, fordi de får Rebekka til at tænke på noget andet, siger Rebekkas mor.

Langvarigt venskab

Rebekka møder første gang hospitalsklovnene Ludo og Smille, da hun er 5 år gammel. Hun er til behandling på Rigshospitalet, og selvom Rebekka er lille, husker hun sit første møde med hospitalsklovnene:

- Det var bare så fedt, at de kom, fordi de fik mig til at tænke på noget andet, fortæller hun og fortætter:

- Jeg kan huske, at Ludo, Smille og jeg drillede min far. Og så tænkte jeg slet ikke på, at jeg var i gang med at få behandling, griner Rebekka.

Siden dette møde har Rebekka haft glæde af hospitalsklovnene hver gang, hun har fået sin behandling. Først på Rigshospitalet og senere på Roskilde Sygehus. Det er blevet til rigtig mange gode stunder med klovnene, og spørger man Rebekka, om hun kan huske en særlig dag, er svaret soleklart:

- Nej, for alle dage med hospitalsklovnene er gode.

En udvikling i venskabet

I takt med, at Rebekka er blevet ældre, har venskabet med hospitalsklovnene udviklet sig:

- Det er meget fascinerende, hvordan hospitalsklovnene har tilpasset sig Rebekkas alder og livssituation. Da hun var lille elskede hun at trylle med dem. I dag taler de meget sammen om sygdomsforløbet og leger sjove lege, der passer til hende, fortæller Rebekkas mor. 

Og ifølge Rebekka selv, bliver hun aldrig for gammel til at være venner med hospitalsklovnene.

En ny hverdag

For et år siden bliver Rebekkas ugentlig behandling erstattet med hjemmebehandling. Rebekka får mere tid til at gå i skole og være sammen med venner. Det betyder også, at hun ikke ser hospitalsklovnene så ofte, som hun har været vant til.

Rebekka kommer nu kun på hospitalet til tjek eller hvis hun skal opereres. Skal hun gennemgå noget smertefuldt eller være længere tid på hospitalet er der, ifølge Rebekkas mor, ingen tvivl om hvem der skal tilkaldes:

- Hvis vi ved, at Rebekka skal igennem noget svært, som hendes seneste operation, så kontakter jeg Ludo eller Zippo og beder dem komme op til Rebekka. Sidst kom Ludo og var sammen Rebekka en time inden operationen, så hun kunne slappe af. Nogle gange er hospitalsklovnene bare nødt til at være der, fortæller Betina.

Der kan i dag gå lang tid imellem, at Rebekka ser hospitalsklovnene, men hun bliver dagligt mindet om dem. På Rebekkas værelse har hun nemlig sat røde klovnenæser på sine billedrammer, sat et klovneklistermærker på sin stikkontakt og hængt en hospitalsklovnemedalje på hylden over sit skrivebord. Alt sammen ting, hun har fået af hospitalsklovene.

Rebekka har også to katte, som hun har opkaldt efter Ludo og Smille, som var de to første hospitalsklovne, hun mødte.

Overraskende besøg

I foråret 2019 til Rebekkas 13-års fødselsdag, har Rebekkas mor og far arrangeret et par helt særlige gæster. Som overraskelse dukker Ludo og Zippo op hjemme hos Rebekka til meget stor glæde:

- Det var mega fedt, fordi jeg ikke havde set dem længe, fortæller en glad Rebekka.

Til fødselsdagen er der masser af flødeboller, fordi Rebekka, Zippo og Ludo altid leger en leg, hvor de konkurrerer - og lige gyldigt hvem der taber, skal Rebekkas mor give flødeboller. Det er ikke første gang, at Rebekka bliver overrasket med besøg af hospitalsklovnene derhjemme. Tidligere på året, da hun skulle have sin ugentlig behandling, kiggede de to venner også forbi familiens hus i Viby Sjælland.

Rebekkas venskab med hospitalsklovnene er nu på sit niende år. Og alt tyder på, at venskabet varer ved i mange år endnu.

Related links

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • danske hospitalsklovne
  • hospitalsklovne
  • nærvær
  • venskab
  • desjældnedanskere
  • spred glæde
  • hospitalsklovn

Kontakt

Josefine Fischer Hüttel

Pressekontakt Kommunikationskonsulent 31 35 38 66

Relateret materiale