Nyhed -

Børn klarer smerter lettere sammen med hospitalsklovne

En ny ph.d. viser, at børn har lettere ved at håndtere en smertefuld hospitalsprocedure med en hospitalsklovn ved deres side.

”Vi kan konkludere, at hospitalsklovne gør en forskel. Vi kan se, at børn får lettere ved at håndtere en smerte eller en smertefuld procedure, når de er sammen med en hospitalsklovn,” siger sygeplejerske Helle Nygård Kristensen.

I sin ph.d. har Helle Nygård Kristensen undersøgt 4-15-årige børns smerteoplevelse i forbindelse med, at de skal have taget blodprøve. Desuden har hun undersøgt samspillet mellem hospitalsklovn og barn – før, under og efter en smertefuld procedure som fx en blodprøvetagning og kræftbehandling. Helt overordnet viser resultaterne, at indlagte børn lettere kan håndtere en hospitalsprocedure eller en smerte, de oplever, når de har en hospitalsklovn ved siden af sig igennem hele forløbet.

Som tidligere ledende sygeplejerske af børneafdelingen på Aalborg Universitetshospital har Helle Nygård Kristensen igennem flere år arbejdet tæt sammen med hospitalsklovne og derigennem fået interesse for at undersøge effekten af hospitalsklovnenes tilstedeværelse.

”Hospitalsklovne er gode til at skabe kontakt til børnene. Ofte fanger hospitalsklovnen barnets opmærksomhed ved at lave noget sjovt eller magisk, og når den første kontakt er skabt, er der åbnet op for en mere alvorlig snak i forhold til den smerte eller behandling barnet er bange for,” siger Helle Nygård Kristensen.

Netop relationen mellem hospitalsklovn og barn er essentiel i Helle Nygård Kristensens Ph.d.-afhandling.

”Der opstår et ’VI’ mellem hospitalsklovn og barn, der sammen laver klare aftaler for det, der skal ske, fx en blodprøve eller en behandling. Efterfølgende taler de sammen om forløbet, så barnet kan blive i stand til at klare en tilsvarende smertefuld procedure en anden gang,” siger Helle Nygård Kristensen og fremhæver, at den nye viden kan bidrage til at styrke pleje og behandling af børn, der gennemgår smertefulde procedurer.

Hos foreningen Danske Hospitalsklovene er direktør Kenneth Øhrberg glad for, at der kommer evidens for effekten af hospitalsklovnene på indlagte børns oplevelse af smerter og evne til at klare smertefulde procedurer.

”Vi har aldrig været i tvivl om, at hospitalsklovnene har en positiv virkning på børn, der er indlagte på hospitalet. Vi er utrolig glade for, at det nu også er videnskabeligt bevist, at det har en virkning. Det viser blot, at hospitalsklovnenes tilstedeværelse på børneafdelinger er uundværlig, siger Kenneth Øhrberg.

Helle Nygård Kristensen forsvarede sin ph.d.-afhandling ”Children’s Experience of Pain” fredag den 26. april på Aalborg Universitetshospital.

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kontakt

Relateret materiale

  • Danske Hospitalsklovne siger godnat og putter indlagte børn

    I denne og næste uge vil Danske Hospitalsklovne give indlagte børn en særlig og magisk aften, som de kan huske tilbage på længe. Hospitalsklovnene besøger børnene ved sengetid og sørger for, at de og deres yndlingsbamser lander trygt og godt i drømmeland.

  • Spred Glæde kampagne: Rød klovnenæse gør en forskel for indlagte børn og familier

    Køb en rød klovnenæse, og hjælp børn lettere gennem hospitalsophold. Det er budskabet i Danske Hospitalsklovnes årlige Spred Glæde-kampagne. Støtten er vigtig, mener sygeplejerske og ph.d. Helle Nygård Kristensen, der i sin ph.d.-afhandling har dokumenteret, at børn har nemmere ved at håndtere smerte, når de har en hospitalsklovn ved deres side.

  • Børn overraskes af deres hospitalsklovnevenner

    Mange indlagte børn har måtte undvære deres hospitalsklovnevenner i flere måneder pga. coronakrisen. I anledningen af Danske Hospitalsklovnes årlige Spred Glæde-kampagne tager hospitalsklovnene i disse uger på overraskelsesbesøg hjemme hos nogle af børnene fra hospitalet – og gensynsglæden er stor.

  • Hospitalsklovnene skaber glæde i hele familien

    ​”Mormor, tror du, hospitalsklovnene kommer i dag?” Det spørgsmål har Jeanette Elniff Petersen hørt mere end en gang. Hun er mormor til 7-årige Emilia, der har været indlagt tre gange på Herlev sygehus med nyrebækkenbetændelse. Tre lange indlæggelser, som hver gang har været hårdt for hele familien. Og ikke mindst for Emilias et år ældre storesøster, Frederikke.

  • 9 års venskab mellem Rebekka og hospitalsklovnene

    Rebekka har en sjælden stofskiftesygdom, Morquio syndrom. Det betyder, at hun ikke bliver højere end en meter, bliver hurtigt træt og har svært ved at gå i længere tid. Det skyldes skeletforandringer og slappe ledbånd. Derudover har Rebekka også udfordringer med syns- og hørenedsættelse. Ugentlige hospitalsbesøg har derfor været en fast del af hele Rebekkas liv.