Skip to main content

Stor succes med buslærlinge

Pressemeddelelse   •   Nov 05, 2019 10:01 CET

Benny Fuglsang Petersen, Vejle Turisttrafik

Hos Vejle Turisttrafik har de ca. 40 fastansatte. Knap en fjerdedel af dem er tidligere lærlinge. Lige nu har de deres tiende lærling, den 24-årige Maher Yousef, som går på erhvervsuddannelsen ”Buschauffør i kollektiv trafik” hos DEKRA Erhvervsskole i Vejen.

”Det var DEKRA, der anbefalede ham, fordi han ønskede at arbejde hos os. Og det viste sig at være et godt match,” siger direktør i Vejle Turisttrafik Benny Fuglsang Petersen. Hos Vejle Turisttrafik har de altid kun en lærling af gangen, så de kan koncentrere sig om den enkelte, og hans/hendes styrker og svagheder. Der skal være tid til, at lærlingen kan prøve lidt af hvert, og derfor kommer de i deres læretid ud og køre alt fra busser til minibusser og lærer om service i praksis.

Benny Fuglsang Petersen er mere end tilfreds med at have lærlinge og beskriver det således: ”Vi får nogle medarbejdere, som bliver en del af vores DNA. Vores opgave er at finde ud af, hvad de er gode til og udnytte deres kompetencer.”

Og det må man sige, at de har formået at lykkedes med. Ud af i alt 9 lærlinge de sidste 16 år er de 8 i dag ansat i virksomheden. Den sidste valgte efter 2 år hos Vejle Turisttrafik at gå helt andre veje i en anden branche.

Taget i mod med åbne arme

En af dem der har været lærling hos Vejle Turisttrafik og som stadig er ansat er 49-årige Heidi Nielsen. Hun startede som lærling for 10 år siden. Heidi troede faktisk ikke, at det var noget for hende at blive buschauffør, men da en dårlig ryg satte en stopper for hendes oprindelig plan som SOSU-medhjælper, kiggede hun andre veje.

”Vejle Turisttrafik tog i mod mig med åbne arme. De er gode til at hjælpe og tage hensyn, da jeg var nervøs i starten,” fortæller Heidi og kalder forløbet ”fantastisk” og ”en succesoplevelse”.

Ifølge Heidi har noget af det bedste ved lærlingeforløbet været, at hun har fået lov til at prøve en masse forskelligt. Tidligere har hun blandt andet kørt handicapkørsel og rutekørsel, men da hun efterspurgte en mere fast rute og arbejdsopgave, imødekom Vejle Turisttrafik hendes ønsker. Nu kører Heidi skolekørsel med døve børn på fuld tid.

Lærlinge er en fællesopgave for virksomheden

Da læretiden nærmede sig sin afslutning, spurgte Heidi sin chef, hvad der så skulle ske. Hun skulle selvfølgelig blive. ”De tog det nærmest som en selvfølge, at jeg skulle ansættes der efterfølgende,” fortæller Heidi og understreger, hvor lettet hun var over, at hun kunne blive på arbejdspladsen, som hun var blevet rigtig glad for.

Nu er Heidi på den anden side af bordet, når hun viser nye lærlinge rundt. Her kan hun drage nytte af sin egen erfaring som lærling og sætte sig i deres sko. Men det er ikke Heidi alene, der tager i mod nye lærlinge.

”Alle ansatte i virksomheden løfter opgaven. Det er en fællesopgave, når der kommer en ny lærling hos os,” understreger direktør Benny Fuglsang Petersen. Han forklarer, at lærlingen i starten er afhængig af at følge en eller flere medarbejdere, men ret hurtigt bliver selvkørende.

Heidis bedste råd til nye lærlinge er at gøre ting uopfordret f.eks. at gøre busser rene uden at blive bedt om det. ”Så viser man, at man er interesseret i arbejdet,” forklarer hun.

Tre fordomme skræmmer busbranchen

Der er i øjeblikket stor interesse for erhvervsuddannelsen, Buschauffør i kollektiv trafik, som blandt andet kan tages på DEKRA Erhvervsskole i Vejen. Her uddanner de 90 % af alle faglærte buschauffører i Danmark. Men der er brug for flere busvognmænd, der vil være med til at færdiggøre deres uddannelse.

”Jeg forstår ikke, hvorfor vognmændene ikke vil tage lærlinge,” siger direktør i Vejle Turisttrafik Benny Fuglsang Petersen, som selv er yderst begejstret for at have lærlinge.

Han tror, at det skyldes tre fordomme hos busvognmændene: at det tager meget tid at oplære en lærling, at det er besværligt, og at det koster mange penge. Men det er ifølge Benny Fuglsang ikke helt korrekt.

Han synes ikke, at en lærling tager specielt meget længere tid at oplære end en ordinær medarbejder, som skal starte i en virksomhed. Og så synes han, at udbyttet er langt større, og det er svært at gøre op i penge.

En løftet pegefinger

Benny Fuglsang Petersen forsøger at sprede budskabet og fortælle de gode lærlingehistorier til kollegaer i branchen. For der er brug for en forgangsmand i busbranchen, som i modsætning til godsbranchen ikke er vant til lærlinge.

Frank Sandgreen er uddannelsesleder hos DEKRA Erhvervsskole i Vejen, og han har et helt klart budskab til vognmændene:

”Vi har brug for jer busvognmænd, som vil være med til at investere i mennesker, der drømmer om at køre bus og leve af det. I skal sikre chauffører til fremtidens drift.”

Det er sagt med en løftet pegefinger, for Frank Sandgreen mener, at vognmændene har et ansvar for at hjælpe lærlingene med at færdiggøre deres uddannelse. Han tror, at et godt samarbejde mellem erhvervsskolerne og vognmændene er opskriften på at komme i mål med lærepladserne.

Hos DEKRA Erhvervsskole i Vejen vægter de samarbejdet og dialogen med vognmændene og virksomhederne særdeles højt.

”Vi vil være den bedste partner for virksomhederne. Derfor hjælper vi dem med rekrutteringen, hvor de kommer ud på skolen og møder elever, der snart skal i praktik,” uddyber Jan Brochdorf, der er chefkonsulent ved DEKRA Erhvervsskole.

Benny Fuglsang Petersen er mere end tilfreds med samarbejdet med DEKRA Erhvervsskole, hvor Vejle Turisttrafik udelukkende får lærlinge fra. Han ser det som et stærkt samspil om at finde den bedst mulige lærling til deres virksomhed.

Mange fordele ved at have lærlinge

Ifølge uddannelsesleder Frank Sandgreen er der kun fordele ved at have lærlinge. Han mener først og fremmest, at virksomhederne og vognmændene får en lærling, der virkelig brænder for faget. Det kan godt være, at de måske ikke har relevant erhvervserfaring fra busbranchen, men de kommer til gengæld med en rygsæk fyldt med kompetencer, viden og gå-op-mod. ”De går motiverede til opgaven,” understreger Frank Sandgreen om lærlinge, der har fundet deres rette hylde.

Ud over at en lærling kan styrke det faglige og sociale på arbejdspladsen, er der også en økonomisk grund til at tage lærlinge. Virksomhederne bliver hvert år stillet til ansvar for, om de overholder trepartsaftalen om praktikpladser fra 2016. Hvert forår modtager alle virksomheder en forskudsopgørelse over, hvor mange elever de skal ansætte det kommende år. Hvis virksomheden ikke opfylder minimumskravet, venter der en bøde på 27.000 kr. pr. manglende elev.

Hvis virksomheden er villig til at gøre en ekstra indsats, venter der til gengæld en økonomisk gulerod. Virksomheden kan nemlig få en bonus på op til 25.000 kr. pr. elev, som de øger deres indsats med i forhold til det foregående år. Det betyder, at hvis en virksomhed i gennemsnit har haft en elev, kan de få en praktikbonus på 25.000 kr., hvis de tager i alt to elever.

Lytter man til Benny Fuglsang Petersen og Heidi Nielsen, er der ingen grund til ikke at have lærlinge. De mener, at det er en succesoplevelse for begge parter – også 10 år efter.

Om DEKRA

DEKRA blev grundlagt i 1925 i Berlin og er oprindelig en forkortelse for Deutscher Kraftfahrzeug-Überwachungs-Verein (Brancheorganisation for tyske bilproducenter). DEKRA startede altså som en uafhængig organisation med det formål at højne sikkerheden i køretøjer og dermed på vejene. Over årene har DEKRA udviklet sig til at være en af verdens førende virksomheder inden for sikkerhed – ikke alene på vejene, men også på arbejdspladser og i hjemmet. I dag omfatter DEKRAs ydelser bl.a. køretøjsinspektion, ekspertvurderinger ifm. forsikringsskader, rådgivning, industri- og bygningsinspektion, sikkerhedskontrol, test og certificering af produkter og systemer, vikarservices og uddannelse.

DEKRA har kontorer i mere end 50 lande og beskæftiger over 39.000 medarbejdere. Når vi fylder 100 år i 2025, er det vores vision, at DEKRA er Global Partner for en Sikker Verden.

I Danmark har DEKRA især fokus på at hjælpe mennesker sikkert på vej gennem uddannelse og jobrettede indsatser. Vi tror på, at målrettet uddannelse er vejen til beskæftigelse og har med mod og nytænkning hjulpet tusinder af ledige danskere tilbage på arbejdsmarkedet. Mere end 300 kolleger skaber dagligt værdi, sammen med vores kunder, kursister og borgere. Vi lægger vægt på at være en inspirerende og dynamisk virksomhed med højt til loftet og let til smil.

DEKRA dækker hele Danmark.