Nyhed -

Årets Lillebror Pris går til headspace


Tidligere i dag blev Børnehjælpsdagens Lillebror Pris uddelt – og i år er prisen gået til headspace Danmark.

Lillebror Prisen uddeles hvert år til en eller flere personer, en organisation, en forening, en virksomhed eller et projekt, som i det forgangne år har ydet en særlig indsats over for børn og unge i Danmark, og med prisen følger en check på 50.000 kroner.

Det Sociale Netværk/headspaces direktør Trine Hammershøy, Rasmus Stage, frivillig i headspace København, Josephine Holm Aagaard og Jette Jensen, begge frivillige i headspace Rødovre, modtog prisen ved prisuddelingen i festsalen på Københavns Rådhus.

Prisen betyder meget
Det Sociale Netværk og headspace er utrolig glade for prisen - at vores arbejde med at forbedre børn og unges trivsel bliver anerkendt, og vi er stolte af at komme i selskab med blandt andre Stop Volden, Dansk Flygtningehjælp, TUBA og ADHD-foreningen, der er tidligere modtagere af Lillebror Prisen.

"Det er et stort skulderklap, at vi modtager Lillebror Prisen og dermed indskriver os i den række af seriøse tilbud, som har gjort og gør en stor forskel for landets børn og unge. Det giver os blod på tanden for at få udbredt headspace endnu mere,” fortæller Trine Hammershøy.

Øget indsats overfor udsatte børn og unge
Checken med de 50.000 kroner skal bruges på en specialiseret indsats overfor anbragte børn og unge, som har brug for et sted som headspace, der ikke er kommunen eller en anden institution, men som er nogen at tale med og et sted, hvor man bliver mødt i øjenhøjde og på egne præmisser.

”De skal gå til at styrke vores indsats i forhold til nogen af de mest udsatte i vores samfund – nemlig anbragte børn og unge. En endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra SFI viser, at hver fjerde 18-årige, der har været anbragt uden for hjemmet, har forsøgt selvmord, mens næsten halvdelen har udøvet eller har overvejet at udøve skade på sig selv. De har brug for hjælp, og systemet har vist, at det ikke kan løfte den opgave. Derfor vil se på, hvordan vi kan hjælpe de børn og unge,” sagde Trine Hammershøy efter prisuddelingen.

Udbredelsen af headspace er gået stærk i foråret 2017, hvor fire nye centre er kommet til og headspace er nu repræsenteret i 15 danske byer fordelt ud over landet. Vi håber, at prisen kan medvirke til, at vi kan åbne flere headspace-centre, så vi kan møde, hjælpe og støtte endnu flere børn og unge i Danmark.

Fakta om Lillebror Prisen
Børnehjælpsdagen er en landsdækkende hjælpeorganisation, der har uddelt Lillebror Prisen siden 1993. Prisen uddeles til en person, en organisation eller en forening, der i det forgangne år har ydet en bemærkelsesværdig indsats for børn og unge i Danmark. Med prisen følger en check på 50.000 kroner samt en Lillebror-statuette, der er skabt af kunstneren Hanne Varming.

Fakta om Børnehjælpsdagen
Børnehjælpsdagen arbejder med at styrke anbragte børn og udsatte unge i Danmark, så de får bedre mulighed for et selvstændigt voksenliv. Hjælpeorganisationen har særligt fokus på at styrke målgruppens mentale samt fysiske robusthed gennem en lang række tilbud, der finder sted over hele landet.

Sidste år fik 8727 anbragte børn og udsatte unge - i plejefamilie, på børnehjem og i efterværn - glæde af Børnehjælpsdagens arbejde.

Læs mere om Børnehjælpsdagen

Læs mere om headspace

Emner

  • Uddannelse

Kontakt

Jakob Risom

Pressekontakt Presse- og kommunikationschef i Det Sociale Netværk/headspace Danmark +45 61 65 65 40

Relateret materiale