Skip to main content

To biomassestøtteordninger lukkes

Nyhed   •   Jan 17, 2017 09:56 CET

To støtteordninger til særlige elproduktionsanlæg, der anvender biomasse som energikilde, lukkes med virkning fra årsskiftet. Ordningerne er ulovlige efter de eksisterende EU retningslinjer for statsstøtte.

VE-loven indeholder to støtteordninger til særlige el-produktionsanlæg, der anvender biomasse som energikilde enten alene eller sammen med andre brændsler (§ 44 stk. 2 og 3). Støtteordningerne er ikke blevet anmeldt til og godkendt af Europa-Kommissionen, inden de blev sat i kraft. Dermed er støtteordningerne ulovlige.

Ordningerne kan ikke i sin nuværende form lovliggøres efter de eksisterende retningslinjer for statsstøtte. Energi-, forsynings- og klimaministeren har bl.a. på den baggrund oplyst energiforligskredsen, at støtteordningerne lukkes. Lukningen sker med virkning fra 1. januar 2017. Ordningerne omfattede bl.a. anlæg af typen organic rankine cycle (ORC-anlæg) og stirlingmotorer, der anvender biomasse som energikilde.

Støtteordningerne har kun været anvendt i begrænset omfang.Der er allerede to støtteordninger i VE-loven for elektricitet fra anlæg, der anvender biomasse, som i stedet kan søges hos Energinet.dk. Den ene er den generelle støtteordning for biomasseanlæg efter § 45, hvor statsstøttegodkendelsen udløber 31. marts 2019, og den anden er støtteordningen for særlige anlæg på 6 kW eller derunder efter § 44, stk. 5, hvor statsstøttegodkendelsen vil udløbe den 31. december 2020.

Kontakt:

Kontorchef Jane Glindvad Kristensen, jgk@ens.dk, tlf. 4128 4676

Pressechef Ture Falbe-Hansen, tfh@ens.dk, tlf. 2513 7846