Skip to main content

Energistyrelsen deler myndighedserfaringer om havvind med USA

Pressemeddelelse   •   Jan 24, 2018 07:58 CET

Det amerikanske energiministerium forventer investeringer i havvindmøller på flere hundrede milliarder dollars frem mod 2050. Et dansk fremstød i New York fortalte i går amerikanerne om de danske erfaringer med havvindmølleparker og den danske vindmølleindustris kompetencer.

Potentialet for havvindmølleparker langs de amerikanske kyster er enormt, men foreløbigt er der kun opstillet fem havvindmøller med en samlet kapacitet på 30 MW ud for Rhode Island på USA’s østkyst. Det ønsker amerikanerne nu at ændre på, og New York’s Guvernør Cuomo har annonceret, at der skal opstilles 2,4 GW havvind ud for delstatens kyster inden 2030. Derfor har de amerikanske myndigheder netop nu travlt med at planlægge den enorme udbygning af havvindmølleparker og hente inspiration til at skabe de helt rigtige rammevilkår for at få konkurrencedygtige elpriser fra havvinden.

Danmark er verdensførende, når det kommer til regulering og rammevilkår for havvind, og derfor er Energistyrelsen i USA i denne uge for at mødes med amerikanske myndigheder og repræsentanter fra den amerikanske vind-industri, der ønsker at høre om de danske myndighedserfaringer om planlægning og udbud af havvind.

Fremstød i New York om danske vinderfaringer

Energistyrelsen afholdt i går et arrangement i New York i samarbejde med den danske ambassade, Eksportrådet og Danish Cleantech Hub for at fortælle om de danske erfaringer og drøfte med amerikanerne, hvordan erfaringerne fra Danmark kan inspirere til at udvikle det store havvindspotentiale i USA. Det drejer sig især om den særlige danske udbudsmodel for havvindmølleparker, hvor en meget strømlinet myndighedsbehandling sammen med en tæt dialog med industrien har betydet rekordlave priser på strøm fra havvindmølleparker. Det har senest været tilfældet på Kriegers Flak, som med en elpris på 37,2 øre/kWh har tiltrukket stor international opmærksomhed.

Danmark er et lille land, men på havvind er vi en supermagt

Danmark var det første land i verden, der opstillede vindmøller på havet for over 25 år siden i 1991, og siden da har danske energivirksomheder drevet udviklingen mod mere omkostningseffektive og stabile havvindmølleparker. Der er derfor stor interesse for at høre om danske erfaringer med planlægning, opstilling og drift af havvindmølleparker og om vores erfaringer med nedtagning og dekommisionerering af havvindmøller. Den danske vindmølleindustri har her helt særlige indsigter i hele levetiden af en vindmøllepark, der er af stor værdi for amerikanerne. Derfor deltager en række danske virksomheder også i arrangementet i New York, da netop den tætte dialog mellem myndigheder, industri og tekniske eksperter er særligt kendetegnende for den danske havvindsmodel.

I sidste uge besøgte indenrigsminister Ryan Zinke’s særlige rådgiver for energi, Vincent DeVito, Danmark for at mødes med medarbejdere fra Energistyrelsen og Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet og lære om dansk regulering og rammevilkår, ligesom han besøgte Fyn og Jylland for at se nærmere på værdikæden for fremstilling og opsætning af vindmøller.

Der er et stort potentiale for danske energivirksomheder i USA ved at styrke samarbejdet mellem Danmark og USA om havvind. Dermed kan der banes vej for yderligere investeringer i vedvarende energi i USA samt flere arbejdsplader og samhandel på begge sider af Atlanten. Det amerikanske energiministerium har bebudet investeringer på flere hundrede mia. dollars i havvindmøller fra mod 2050.

Fakta:

  • Vindenergi på land har i en årrække været den hurtigst voksende energikilde i USA, primært fordi markedsprisen for landvind er faldet med 66 pct. siden 2009.
  • Til trods for det hastigt voksende marked for landvindmøller er der til dato blot opført én enkelt mindre offshore havvindmøllepark på 30 MW i amerikansk farvand. Department of Energy har vurderet, at 35 procent af USA’s elektricitet vil blive produceret af vindenergi i 2050. Heraf ventes 1/5 at komme fra offshore vindkraft, hvilket kan kræve investeringer for op mod 400 mia. USD.
  • Danmark eksporterede for 4,4 mia. kroner energiteknologi til USA i 2016. USA er hermed det fjerdestørste marked for dansk eksport af energiteknologi.
  • Samarbejdet om havvind med USA er en del af ”Eksportstrategi for energiteknologi” der blev lanceret af Energi- Forsynings- og Klimaminister, Lars Chr. Lilleholt og en række andre ministre i foråret 2017.
  • Danish Cleantech Hub er et offentligt-privat partnerskab, der fungerer som udstillingsvindue i New York for information om danske kompetencer indenfor grøn teknologi. Mere information findes her: https://cleantech-hub.dk
  • Ambassadens og Eksportrådets Offshore Wind Energy Advisory tilbyder en samlet platform i det amerikanske marked for danske havvind-virksomheder, der ønsker fodfæste i USA og lokale partnerskaber med amerikanske virksomheder og vind-udviklere. Mere information findes her: www.offshorewindadvisory.com.

Energistyrelsen arbejder for at sikre danske borgere og virksomheder en omkostningseffektiv, god og stabil forsyning af el, gas, varme, vand og telekommunikation samt håndtering af affald.

Energistyrelsen har ansvaret for hele energisektorens værdikæde fra energiproduktion, herunder efterforskning og indvinding, energiforsyning til energiforbrug, energieffektivisering og besparelser samt energiøkonomi og teknologiovervågning. Vi har også ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation, herunder brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen er ansvarlig for, at den danske energi- og forsyningslovgivning understøtter den ønskede udvikling og gennemfører til brug herfor løbende analyser og vurderinger af udviklingen nationalt og internationalt.

Energistyrelsen varetager Danmarks interesser på energi-, og forsyningsområdet i EU og søger gennem målrettet samarbejde med enkeltlande og internationale institutioner at udbrede de danske erfaringer med energiomstillingen til gavn for danske eksportvirksomheder.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.