Pressemeddelelse -

Danske vind-erfaringer sikrer grøn vækst og udvikling i Etiopien

Danmark og Energistyrelsen bidrager til en bæredygtig energiudbygning i Etiopien med underskrivelsen af ny samarbejdsaftale om vindenergi.

Den danske ambassadør i Etiopien Mette Thygesen og State Minister Ato Admasu Nebebe fra det etiopiske Finans- og Økonomisk Samarbejdsministerium har underskrevet en strategisk samarbejdsaftale mellem Danmark og Etiopien, der skal sikre en bæredygtig udvikling af Etiopiens el-forsyning. Det nye dansk/etiopiske energiprogram ”Accelerated Wind Power Generation in Ethiopia” (AWPGE) har til formål at understøtte Etiopiens ambitiøse mål om at udbygge vindenergi fra de nuværende 324 MW til ca. 5.200 MW inden 2020.

Det etiopiske mål for de næste 3 år, der er en del af Etiopiens bidrag til den internationale klimaaftale fra Paris sidste år, svarer til lidt mere end den samlede, danske vindudbygning gennem de seneste 30 år. Med en befolkning på næsten 100 mio. mennesker og årlig økonomisk vækst på ca. 10 pct. er Etiopien et afrikansk land i rivende udvikling.

Vindkraftudbygning for 50 mia. kroner

Energistyrelsen skal samarbejde med de etiopiske myndigheder om at udvikle et nyt udbudssystem for store landvindsprojekter. Med udgangspunkt i Energistyrelsens erfaringer i at lede store udbud på havvind, der har sikret rekordlave priser de seneste par år, skal Energistyrelsen hjælpe med at udforme procedurer og rammevilkår for en omkostningseffektiv udbygning af vindenergi i Etiopien. Det skal samtidigt sikre et stort bidrag fra private aktører. Den planlagte, massive udbygning af Etiopiens vindkapacitet vil kræve mobilisering af næsten 50 mia. kr. - et beløb, der kræver tilgang af internationale investorer og banker. Energistyrelsens bidrag vil dels bestå af brug af styrelsens eksperter på området, samt udsendelse af en dansk energirådgiver til det etiopiske vand-, kunstvandings- og elektricitetsministerium i lighed med andre af Energistyrelsens landesamarbejder.

Samtidigt skal den danske systemoperatør Energinet.dk arbejde sammen med deres etiopiske kollegaer om indarbejdelse af vindenergi i stor skala i Etiopiens el-system. Her kan Etiopien drage nytte af Energinet.dk’s store erfaring fra Danmark, hvor over 40 pct. af Danmark el-forbrug sidste år baserede sig på vindenergi. I lighed med det nordiske el-system har Etiopiens store vandkraftsressourcer, der kan bruges til at balancere det etiopiske el-system.

Mulighed for dansk eksport

Samarbejdet med Etiopien om støtte til at udvikle et så stort vindmøllemarked vil også åbne mulighed for øget dansk eksport. Moderne og effektive danske vindmølleløsninger kan være med til at tiltrække internationale investorer og banker baseret på høj grad af teknologisk effektivitet og holdbarhed.

Læs Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets pressemeddelelse om samarbejdsaftalen med Etiopien.


Fakta om det nye dansk/etiopiske energiprogram

  • Accelerated Wind Power Generation in Ethiopia (AWPGE) skal understøtte udbredelsen af vindenergi i Etiopien som et vigtigt supplement til landets store vandkraftreserver og sikre en position i regionen som nettoeksportør af vedvarende energi til nabolande som Sudan og Kenya.
  • AWPGE skal mobilisere privatsektoren i den etiopiske energiforsyning og understøtte finansieringen af den nødvendige udbygning for at understøtte fortsat vækst og udvikling i landet såvel som regionen.
  • Med udnyttelse af danske erfaringer på myndighedsområdet skal AWPGE sikre en hurtig og omkostningseffektiv behandling af store vindprojekter i Etiopien til gavn for de etiopiske el-forbrugere og den etiopiske økonomi.
  • Med fornuftige og stabile rammevilkår for vindenergi i Etiopien vil der være mulighed for betydelig dansk eksport af teknologi og knowhow til en af de hurtigst voksende økonomier syd for Sahara.

Kontakt

Specialkonsulent Henrik Breum, Energistyrelsen, tlf. 3392 7812 eller hebr@ens.dk

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • vedvarende energi
  • internationalt
  • klima og co2

Energistyrelsen har opgaver vedrørende energiproduktion, -forsyning og -forbrug samt indsatsen for at nedbringe CO2-udledningen. Styrelsen har desuden ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation.

Vi har desuden ansvaret for brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Der er 360 beskæftiget i Energistyrelsen.


Kontakt

Relateret materiale

  • Nyt værktøj analyserer fordele og omkostninger ved omstilling til vedvarende energi

    Som led i Energistyrelsens internationale samarbejde lanceres Balmorel Lite værktøjet, der belyser værdien af vedvarende energi i forskellige energisystemer. Med udgangspunkt i eksisterende kraftværker beregner modellen de systemmæssige effekter af alternativ udbygning af vedvarende energikilder som sol og vind.

  • Rapport viser vejen mod mere vindkraft i Etiopien

    Energistyrelsen udgiver i samarbejde med Energinet og etiopiske partnere en ”roadmap” rapport om, hvordan der bedst muligt kan udbygges med vindkraft i Etiopien. Fokus i rapporten er på udvikling af udbud, som kan tiltrække private investeringer og medvirke til, at Etiopien kan udvikle sig til en mellemindkomstøkonomi i det næste årti.

  • Energistyrelsen deler myndighedserfaringer om havvind med USA

    Det amerikanske energiministerium forventer investeringer i havvindmøller på flere hundrede milliarder dollars frem mod 2050. Et dansk fremstød i New York fortalte i går amerikanerne om de danske erfaringer med havvindmølleparker og den danske vindmølleindustris kompetencer.

  • Mexico lærer af danske energi-erfaringer

    En mexicansk delegation er i Danmark for at lære om energiledelse og frivillige aftaler i industrien ud fra både et politisk og industrielt perspektiv.

  • Danske virksomheder præsenterer energiløsninger i Mexico

    En række store danske virksomheder deltager 29. september sammen med politikere og leverandører i en high-level konference i Mexico City, som har fokus på at dele danske og mexicanske erfaringer med energieffektivisering i industrien og danske teknologier og løsninger, der kan realisere energisparepotentialet.

  • Danske energieksperter hjælper Sydafrika med grøn omstilling

    Tre danske rådgivere med ekspertise i vedvarende energi er i Sydafrika for at hjælpe med omstillingen af deres energisektor. Arbejdet skal blandt andet bidrage til det fremadrettede scenarie- og planlægningsarbejde og videreudvikle tilslutningsbetingelserne for vedvarende energi i Sydafrika.