Skip to main content

Energistyrelsen offentliggør opdateret fremskrivning af elpris og omkostninger til PSO

Pressemeddelelse   •   Maj 12, 2016 23:54 CEST

Energistyrelsen har opdateret fremskrivningen over de kommende års PSO-udgifter. Opdateringen er sket som led i et interministerielt samarbejde om den fremtidige elpris. Arbejdsgruppen har skønnet, at elpriserne bliver lavere end forventet i Basisfremskrivning 2015. Det øger PSO-udgifterne.

I den opdaterede PSO-fremskrivning forventes PSO-udgifterne at ligge på ca. 7,0 mia. kr. årligt i gennemsnit i perioden 2017-2025 i 2016-priser. I Energistyrelsens tidligere fremskrivning fra marts 2016 blev udgifterne til sammenligning skønnet til ca. 6,8 mia. kr. i det såkaldte FM-forløb. Det højere niveau skyldes hovedsageligt lavere forventninger til den fremtidige elpris. Elprisen har især betydning for PSO-omkostninger knyttet til vindkraft på havet efter udbud, der modtager en fast afregningspris for produktionen i de første 11-12 år. Den faste afregningspris betyder, at når elprisen falder, så vokser PSO-udgifterne og omvendt.

Lavere forventninger til elprisen:

Den opdaterede PSO-fremskrivning bygger på resultaterne fra en interministeriel arbejdsgruppe bestående af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, Finansministeriet og Skatteministeriet, som har haft til formål at udarbejde en konsolideret elprisfremskrivning. Arbejdet har taget udgangspunkt i FM-forløbet i Basisfremskrivning 2015. Arbejdsgruppen har udarbejdet to opdaterede skøn for udviklingen i elprisen, hvoraf ”Centralt forløb vægtet” anses som hovedscenariet:

Centralt forløb Vægtet: Vægtning mellem forwardpriser og IEA-priser for kul, olie og naturgas frem til 2020, hvorefter IEA’s vækstrater anvendes. CO2-kvoteprisen fremskrives fra dagens niveau pr. 1. marts 2016 med en approximeret diskonteringsrente for virksomhederne.

Centralt forløb Forward: Rene forwardpriser pr. 1. marts 2016 for kul og naturgas. Samme oliepris og CO2-kvotepris som i det vægtede forløb.

Den opdaterede elprisfremskrivning resulterer i lavere elpriser sammenlignet med Basisfremskrivning 2015, jf. figuren herunder.

Energistyrelsen har ansvaret for hele kæden af opgaver knyttet til energiproduktion og forsyning, transport og forbrug af energi, herunder energieffektivisering og -besparelser samt nationale CO2-mål og indsats til begrænsning af udledningen af drivhusgasser.

Vi har desuden ansvaret for brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Vi er ca. 400 beskæftiget i Energistyrelsen.