Skip to main content

Fremtidens havvindteknologi skal afprøves i Nissum Bredning

Pressemeddelelse   •   Feb 10, 2016 00:00 CET

Nissum Bredning Vindmøllelaug bliver vinder af Energistyrelsens udbud i den særlige forsøgsordning for ny havvindteknologi. Projektet vil bidrage til besparelser på fremtidens el produceret af havvindmøller, og bekræfter dermed Danmarks førerposition inden for vindenergi.

Vinderen af støtten for forsøgsordningens for ny havvindteknologi er Nissum Bredning Vindmøllelaug I/S med deres 28 MW projekt ”Testbed for nye teknologier og integreret design”.

Projektet indeholder vigtige forsøgselementer for fremtidens havvindteknologi med både højt udviklingspotentiale og kommercielt perspektiv. Forsøgsprojektet inkluderer blandt andet test af fire nye 7.0 MW Siemens vindmøller (SWT-7.0-154) og et nyt bøttefundamentskoncept (jacket). Denne mølletype er i øjeblikket testet på Østerild teststation, men er endnu ikke blevet testet offshore.

Forsøgsordningen giver muligheden for at afprøve disse teknologielementer i storskala i forhold, som ligner Nordsøen, hvor teknologien forventes at blive anvendt først. Projektet indeholder også et nyt kabel- og koblingsanlægskoncept med 66 kV spænding, som forventes at være standardspænding for fremtidens havvindmølleparker.

Forsøgselementerne, som skal testes i Nissum Bredning, forventes at bidrage med betydelige besparelser på fremtidens havvindmølleprojekter. Ansøgeren vurderer, at forsøgsprojektet vil kunne medføre besparelser på ca. 12,5 % af både anlægsomkostninger og driftsomkostninger.

Projektet støttes gennem en garanteret afregningspris for den producerede strøm på 70 øre/kWh i 10-11 år. Den samlede støtte til projektet vurderes at udgøre ca. 300 mio. kr., som finansiereres via PSO-ordningen.

Denne type testanlæg er det første i Danmark og et af de første i Europa, og projektet bidrager derfor til at fastholde Danmarks førerposition inden for udvikling og test af fremtidens havvindteknologi.

Fakta om 50 MW-forsøgsordning for ny havvindteknologi

  • Tilsagnet tildeles til Nissum Bredning Vindmøllelaug
  • Støtteperioden svarer til ca. 10 år
  • Anslået PSO-omkostninger er på 300 mio. kr.
  • Nettilslutningen forventes i løbet af 2017
  • Forventede fremtidige besparelser på havvindmølleparker på op til 12,5 % i både kapital- og driftsomkostninger.

50 MW forsøgsordning for ny havvindteknologi, Energi- Forsynings- og Klimaministeriets pressemeddelelse: Nye forsøgsmøller skal fastholde Danmarks førerposition