Skip to main content

Nu åbnes for tilbud i solcelleudbud

Pressemeddelelse   •   Nov 11, 2016 16:00 CET

Energistyrelsen indkalder tilbud fra virksomheder og privatpersoner i pilotudbud af støtte til 20 MW solceller. En del af udbuddet er grænseoverskridende, da 2,4 MW åbnes for solcelleprojekter i Tyskland. Samtidig afholder Tyskland et udbud af støtte til 50 MW solceller, som er åbent for danske anlæg.

Energistyrelsen afholder et pilotudbud af pristillæg for elektricitet fra 20 MW solceller, hvoraf 2,4 MW også kan placeres i Tyskland.

Energistyrelsen ønsker at indgå kontrakter om pristillæg for elektricitet fra et antal solcelleanlæg på hver højest 2,4 MW, som tilsammen udfylder rammen på 20 MW.

Udbuddet er åbent for alle typer af aktører - både privatpersoner og virksomheder - og afgøres på baggrund af de laveste tilbudte pristillæg.

Konkurrence mellem projekter i Danmark og Tyskland

Tilbud for solcelleprojekter i Danmark kan deltage i soludbuddets samlede kapacitet på 20 MW, mens tilbud for solcelleprojekter i Tyskland kan deltage i den delvise åbning af udbuddet på 2,4 MW. Det medfører, at tilbud for projekter i Danmark og Tyskland vil være i konkurrence, for så vidt angår 2,4 MW af udbuddets samlede kapacitet på 20 MW.

Energistyrelsen vil medtage det tilbud, der får den samlede kapacitet til at overstige henholdsvis 2,4 MW og 20 MW. Det betyder, at den samlede installerede effekt på baggrund af udbuddet maksimalt kan blive på 22,399 MW, og at den samlede installerede effekt for projekter i Tyskland maksimalt kan blive på 4,799 MW.

Det er tilbudsgivers eget ansvar at finde en egnet placering til solcelleanlægget og opnå alle nødvendige tilladelser. Tilladelserne behøver ikke at være opnået, før der afgives tilbud.

Udbudsmateriale

Udbudsmaterialet kan findes på udbudshjemmesiden.

Samme udbudshjemmeside skal anvendes til at stille spørgsmål til udbudsmaterialet og afgive tilbud. Tilbud skal afgives elektronisk.

Tidsplan

2. december 2016:  Frist for spørgsmål

8. december 2016 kl. 16:00: Frist for at afgive tilbud


Danske solcelleprojekter kan deltage i tysk udbud

Det tyske Bundesnetzagentur afholder lige nu et udbud af støtte til 50 MW solceller, som er åbent for anlæg i Danmark.

Frist for indsendelse af tilbud i det tyske udbud er sat til den 23. november 2016.

Information om det tyske udbud, bl.a. om hvordan man kan indsende tilbud m.v. kan findes på Bundesnetzagenturs hjemmeside.

Baggrund

  • •Solcelleudbuddet udgør den midlertidige PSO-løsning for årene 2015 og 2016.
  • •Danmark og Tyskland indgik i juli 2016 en samarbejdsaftale om gensidig åbning af solcelleudbud. Solcelleudbuddet, der delvist er åbent for anlæg i Tyskland, udgør den danske del af denne aftale, mens det tyske Bundesnetzagentur afholder et tysk udbud, som er åbent for anlæg i Danmark.
  • •Samarbejdsaftalen medfører, at solcelleprojekter i Tyskland kan deltage i den åbne del af det danske udbud i konkurrence med solcelleprojekter i Danmark, mens solcelleprojekter i Danmark kan deltage i hele det åbne tyske udbud, i konkurrence med solcelleprojekter i Tyskland.

Kontakt

Specialkonsulent Rasmus Zink Sørensen, tlf: 33 92 67 82, e-mail: rzs@ens.dk

Fuldmægtig Dijana Dmitruk, tlf: 33 92 66 37, e-mail: ddm@ens.dk

Energistyrelsen har opgaver vedrørende energiproduktion, -forsyning og -forbrug samt indsatsen for at nedbringe CO2-udledningen. Styrelsen har desuden ansvaret for at understøtte den økonomiske effektivisering af forsyningssektoren, som foruden energi omfatter vand, affald og telekommunikation.

Vi har desuden ansvaret for brugerforhold, forsyningspligt og statistik på teleområdet samt regulering af vandforsyning og håndtering af affald.

Energistyrelsen blev oprettet i 1976 og er en styrelse under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Der er ca. 400 beskæftiget i Energistyrelsen.