Skip to main content

C-skibe forsinket af nye regler og udskiftninger

Pressemeddelelse   •   Okt 16, 2014 14:38 CEST

Byggeriet af to gruppe C-skibe ved ASL i Singapore forsinket knap tre måneder.

ESVAGT har gennem en årrække leveret fast omsætning for ASL Shipyard i Singapore, hvor rederiet har fået bygget 12 C-skibe. Yderligere to C-skibe, nummer 13 og 14, burde også være i charter som en del af flåden nu, men de er blevet forsinket fra værftet.

- Vi bestilte til levering den 23. april, men det første (H-1068) kom midt i juli, og det næste (H-1069) er tilsvarende forsinket, siger Kristian Ole Jakobsen, Chief Operating Officer i ESVAGT.

Det er nye love og ny fortolkning af regler i Singapore, som blandt andet er årsagen til forsinkelserne. Regeringen har eksempelvis indført love om maksimal overarbejde og ændret praksis for arbejdstilladelser til udlændinge.

- Mange af arbejderne på værfterne i Singapore er udlændinge, som primært kommer til Singapore for at arbejde mest muligt. Når de ikke længere må det i samme omfang som før, så presser det værfternes produktion. Det har forsinket en del byggerier derude, siger Kristian Ole Jakobsen.

Han tilføjer, at værftet har skiftet ud på posten som projektleder undervejs i processen, hvilket også har kostet tid. Dertil har skift af underleverandører indenfor tømrerarbejde og el-installationer også bevirket ekstra produktionstid.

ESVAGT har udover de to nævnte ASL-byggede gruppe C-skibe yderligere to på vej til forventet levering i sommeren 2015. Herefter vil 16 af rederiets 43 skibe være gruppe C-skibe bygget af ASL.

- Vi har et fint samarbejde med ASL. Alle skibene – også den sidst leverede – er af god kvalitet og meget velegnede til vores operationer, siger Kristian Ole Jakobsen.

ESVAGT har siden 1981 specialiseret sig i sikkerhed og support til søs.

Vi fokuserer på kvalitet og sikkerhed og udbyder en bred vifte af ydelser til offshore olie & gas industrien, bl.a. stand-by, ERRV nød- og redningsberedskab, overvågning og genopretning efter olieudslip, brandberedskab, bugsering, ankerhåndtering og multi-field service.

Siden 2010 har ESVAGT desuden serviceret offshore vindparker med specialdesignede Service Operation Vessels (SOV), der har plads til op til 40 teknikere og har reservedelslagre og værksteder ombord. Teknikere, reservedele og værktøj overføres til møllerne via Walk-to-Work gangvejssystemer eller Safe Transfer Boats.

ESVAGT har base i Esbjerg. Flåden består af mere end 40 moderne offshore skibe, og rederiet har mere end 900 medarbejdere on- og offshore.