Skip to main content

Forenede Care udnævner ny erfaren direktør

Pressemeddelelse   •   Jan 02, 2017 19:07 CET

Forenede Care's nye administrerende direktør Stine Louise von Christierson. Foto: Jannik Preisler

Pleje- og omsorgsvirksomheden Forenede Care A/S, som blandt andet driver tre plejecentre i Danmark, starter 2017 ud med at udnævne en kyndig person til at varetage funktionen som administrerende direktør.

Det drejer sig om Stine Louise von Christierson, som afløser Thomas Nistrup på posten som øverste chef i virksomheden. Stine har siden 2015 fungeret som udbudskonsulent i Forenede Care og siden februar 2016 haft ledelsesansvar som regionschef i virksomheden. 

”Vi kender Stine som en alsidig, branchefortrolig og fagligt dygtig person. Og jeg er sikker på, at hun vil stå engageret i spidsen for driften og videreudviklingen af Forenede Cares aktiviteter,” forklarer koncerndirektør i Forenede Holding Carsten Clement. 

43-årige Stine Louise von Christierson indtager direktørposten med stor branchekendskab og ledelseserfaring i rygsækken. Før sin tiltræden i Forenede Care var hun blandt andet stifter og ejer af virksomheden ”Stabil Pleje”, som hun igennem fem år byggede op fra 0 til 40 ansatte. Tidligere har Stine Louise von Christierson også været ansat som områdeleder hos leverandøren ”Estrids hjemmepleje”, hvor hun havde ansvar for fem kommuner og 15 medarbejdere.

”En af Stines store styrker er, at hun bidrager med sin brede indsigt i og praktiske erfaring med nærmest alle driftsforhold i en pleje- og omsomsorgsvirksomhed. Ligesom hun via sine tidligere stillinger har vist sine kvaliteter i forhold til at varetage driften af en virksomhed, som opererer med forskellige overenskomster og kommuners forskellige kvalitetsstandarder. Og det er egenskaber, som givet vil gavne Forenede Care,” forklarer Carsten Clement.

Stolthed for faget 
For Stine Louise von Christierson er jobbet som administrerende direktør hos Forenede Care en velkommen mulighed for på et højere ledelsesmæssigt og strategisk plan at beskæftige sig med pleje- og omsorgsområdet hos en erfaren privat leverandør:

”Jeg brænder virkelig for branchen og for at medvirke til at sikre vores ældre medborgere den bedste pleje og omsorg i en privatdrevet, alternativ og nytænkende ramme i forhold til de kommunale tilbud. Og i miljøet i og omkring Forenede Care oplever jeg en stolthed for faget og en solid erfaring med området, også via søsterselskabet Förenade Care, der i Sverige driver over 60 plejehjem,” siger Stine Louise von Christierson.



Fakta om Stine Louise von Christierson:

Forenede Cares nye administrerende direktør
Stine Louise von Christierson, som fra den 1. januar 2017 bestrider stillingen som administrerende direktør i Forenede Care, er 43 år. Hun er uddannet fra Handelsskolen og efterfølgende som social- og sundhedsassistent og er for tiden i gang med at gennemføre en diplomuddannelse i ledelse. Hun har tidligere blandt andet arbejdet på neurointensiv afdeling på Rigshospitalet. Efterfølgende har hun været ansat som områdeleder hos ”Estrids hjemmepleje”, hvor hun havde ansvaret for fem kommuner, implementering af nyt edb-system, kontakten til kommunerne samt ansvaret for og udarbejdelse af procedurer, statistikker, kontrakter med mere.
I 2010 startede hun virksomheden ”Stabil Pleje” op og havde som ejer og direktør i virksomheden ansvaret for ansættelser, økonomi, personalesager, deltagelse i hovedforhandlingen mellem DI og FOA’s overenskomst.
Stine sidder også som bestyrelsesmedlem i Dansk Industri (brancheforeningen Sundhed og Velfærd) ligesom hun er medlem af bestyrelsen for kompetencefonden i Dansk industri, hvor hun repræsenterer arbejdsgiversiden.

Hun er gift med Carl-Johan, som hun har et barn på halvandet år sammen med. Carl-Johan er stifter og bestyrelsesformand i en finansiel virksomhed kaldet ”Omiveta”. Fra et tidligere forhold har hun to større børn på 14 og 18 år. Familien bor i Hellebæk.  

Billeder af Stine Louise von Christierson i høj opløsning kan downloades nederst på siden.

Forenede Care - mere sundhed og omsorg for pengene.
Forenede Care tilbyder mange former for pleje på vegne af private, kommuner og regioner i Danmark udfra værdierne omtanke, venlighed og service. Og vores mission er klar: At tilbyde behandling, pleje og omsorg til alle danskere, fra deres aktive arbejdsliv til deres sidste år. Forenede Care sætter mennesket i centrum og søger at sikre borgerne en hverdag, hvor der lyttes til deres behov, og hvor borgerne har en høj grad af selvstændighed, indflydelse og frihed. 

Vedhæftede filer

PDF-dokument Word-dokument