Skip to main content

Gadeidrætten skal med ind i varmen

Pressemeddelelse   •   Nov 26, 2013 05:00 CET

Der er brug for et alternativ til den traditionelle foreningsidræt, hvis flere danskere skal i gang med et aktivt fritidsliv. Det er udmeldingen fra over 20 organisationer, der er gået sammen om at skabe en national platform for gadeidræt.

Visionen er at udvikle og udbrede gadeidrætten i hele Danmark. Gadeidrætten kan noget særligt, men den fungerer på helt andre præmisser, end den etablerede del af idrætsverden. I gadeidrætten er de vigtigste nøgler til succes autenticitet, kvalitet og hjælp til selvorganisering. Står det til de fire initiativtagere, skal gadeidrætten gøres til vækstlag og inspirere til, at flere børn og unge kommer i gang med at bruge deres krop

En række undersøgelser peger på, at gadeidrætten allerede har et godt tag i de unge. Langt det meste af børns fysiske aktivitet foregår i dag som selvorganiseret aktivitet i skolegården, fritidshjemmet eller på gadeplan, så potentialet synes at være der.

”Vi mødes flere gange om ugen og træner sammen. Det fede er friheden til selv at bestemme hvor og hvornår. Det er et fællesskab, hvor vi alle sammen er med til at skabe rammerne. Vi er ikke bundet af en masse regler, og så kan alle være med uanset niveau eller baggrund”, fortæller den 25-årige parkourudøver Teresa Høy fra Parkour DK – en af de gadeidrætsorganisationer, som er gået med i initiativet.

Tipsmidler til gadeidrætten
Der er de senere år sket en kraftig forøgelse af tildelingen af midler til idrætten. I dag modtager idrættens hovedorganisationer over en halv milliard kroner i årlig støtte via tipsmidlerne. Desværre er der i samme periode ikke sket nogen nævneværdig vækst i antallet af medlemmer i idrætsforeningerne. Til sammenligning modtager gadeidrætten 0 kroner i fast årlig støtte fra tipsmidlerne.

”Gadeidræt som skateboarding, gadefodbold, parkour og streetbasket er blomstret op de senere år. Men aktiviteterne på asfalten har svære kår. På trods af den stigende interesse for de selvorganiserede idrætsformer er det nemlig kun den traditionelle forenings- og eliteidræt, som modtager tipsmidler. Når gadeidrætten nu har vist, at den kan samle mennesker på tværs af alder, etnicitet og baggrund, hvorfor så ikke udnytte potentialerne noget bedre?”, udfordrer Simon Prahm, direktør i GAM3.

For initiativtagerne er målet, at den nye platform for gadeidræt skal støttes med 26 millioner kroner årligt, når tipsloven revideres i starten af 2014. Udover at støtte konkrete projekter på gadeplan, vil en vigtig funktion være at opsamle og formidle viden. Både blandt gadeidrættens organisationer og til de 98 kommuner, som til tider kan have svært ved at finde ud af, hvad præcis det er, de unge gerne vil have.

”Ude i kommunerne kan vi mærke, at de unge efterspørger gadeplansaktiviteter, og det er vigtigt at vi får opsamlet erfaringer med hvordan vi bedst kan arbejde med det. Det kigger vi på i den analyse af idrættens økonomi og struktur som er i gang.”, siger Jane Findahl, formand for KL's Børne- og Kulturudvalg.

Frem mod at politikerne på Christiansborg skal beslutte, hvordan fremtidens idrætsbillede skal se ud, vil initiativtagerne via en række arrangementer og kampagner gøre deres for at gadeidrætten denne gang ikke bliver glemt.

Kontakt til initiativtagerne:
Simon Prahm, medstifter og direktør i GAM3, tlf.: 2728 8160
Morten Hansen, daglig leder og udviklingsansvarlig hos StreetDome i Haderslev, tlf.: 3141 9662
Mikkel Rugaard, medstifter af Parkour DK og direktør i Street Movement, tlf.: 2291 6020
William Frederiksen, bestyrelsesmedlem, Royal Copenhagen Skate, tlf.: 2371 2915


Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar