Skip to main content

7 gode råd der vil forbedre dit forhold til journalisterne

Blogindlæg   •   Feb 23, 2016 09:00 CET

Forholdet mellem journalister og kommunikatører er ikke altid det bedste. Derfor har vi talt med en række journalister fra forskellige medier. Deres bedste råd har vi samlet til kommunikationsmedarbejderen, der vil nå længere ud med sin historie. Læs med og få journalisternes 7 gode råd til et bedre forhold.

1: Tag den første kontakt til journalister via mail
Alle journalisterne siger, at de foretrækker at blive briefet via mail først. Det giver dem et bedre overblik, og så er det nemmere at finde historien frem i indbakken senere.

”Når historier skal pitches til mig, foretrækker jeg at blive kontaktet via mail, fordi min hverdag er så travl, at det er svært for mig at have tid til at sætte mig rigtigt ind og vurdere en histories potentiale i en telefonsamtale. Men hvis det er historier, der skal rykkes på her og nu, så er det fint at blive ringet op.” Linette Krøger - Ekstra Bladet.

2: Send pressemeddelelser tidligt om morgenen
Nogle journalister har ikke en eller flere daglige deadlines, men de der har, foretrækker at modtage pressemeddelelser før kl. 07, så de kan planlægge deres dag. 
Er din historie klar til publicering om eftermiddagen og kan vente til dagen efter, så bør du måske vente med at sende den til morgenen efter. Nogle gange kan det endda betale sig at vente med at udsende historier til de lidt sløve nyhedsperioder såsom weekender og helligdage.

”Det bedste tidspunkt på døgnet at sende pressemeddelelser til mig er før klokken 7. Så når jeg at se den inden morgenmødet klokken 7.30. Ellers er sløve nyhedsweekender nok der, hvor der er størst chance for pressemeddelelsen.” Magnus Bjerg - nyhederne.tv2.dk.

3: Følg relevante journalister på Twitter
Nogle journalister kan ikke undvære Twitter. Andre kan se potentialet, men er endnu ikke kommet helt i gang. Og nogle få kan slet ikke se ideen i det kvitrende netværk. Men der er ingen tvivl om, at mange journalister har et ønske om at blive endnu bedre til at bruge Twitter til deres arbejde, og på Twitter kan du lære deres interesser bedre at kende og dermed også, hvornår du måske har en relevant historie til dem.

”Hvis jeg skulle give ét råd til PR- og kommunikationsmedarbejdere, så skulle det være: Vær synlige på Twitter, det kommer I meget langt med!” Margit Shabanzadeh - TV2 NEWS.

4: Kom hurtigt til sagen
Journalister har også travlt. Skal modtagerne af din pressemeddelelse gøres tilfredse, skal historien ikke pakkes ind, men derimod ”indeholde et klart budskab, præcis baggrundsinformation i form af tal, fakta m.v. og nem adgang til kilder” Thomas Gösta Svensson - Ekstra Bladet.

5: Brief kilderne på din historie
Som nævnt i punkt 4 skal der være nem adgang til relevante kilder, og disse skal selvfølgelig være klar til at tage telefonen eller besvare mails i tiden efter historien er sluppet fri. Og husk nu at brief dem om, at de figurerer som kontaktpersoner på en historie.

”Sørg for, at kontaktpersoner og andre mulige kilder i pressemeddelelsen er til rådighed samme dag eller dagen efter, at meddelelsen er sendt ud. Kan vi ikke få fat på jer, mens pressemeddelelsen er frisk, skal der meget til, før vi laver historien med sekundære kilder eller dage efter.” Heidi Cecilie Lorvik – DR.

6: Lav research på modtagerne
Bliver du irriteret, når du modtager en e-mail, der ikke har noget med dig at gøre? Det gør du formentlig, og det gør journalister i den grad også. Du rammer nok ikke altid plet, når du udsender en pressemeddelelse, men det er forbudt at skyde helt forbi målet.

”Tænk modtagerorienteret og journalistisk i omgang med og henvendelser til redaktionelle medarbejdere - dækker I ikke også deres behov, har I spildt ikke blot deres, men også jeres og jeres arbejdsgiveres tid.” Bjørn Hyldkrog - CBS OBSERVER.

7: Giv modtagerne så meget materiale som muligt
Har du baggrundsdata, video og/eller billeder til at supplere historien, så del ud af de gode sager. Modtagerne kan ikke se, du sidder og venter ved telefonen på at sende supplerende materiale.

"En god pressemeddelelse er en kort pressemeddelelse. Med relevante links, henvisninger, kontaktnumre og vedhæftede illustrationer til fri brug." Niels Berg - Helsingør Dagblad.

Hvad er dit bedste tip til at opbygge en god relation til journalister? Giv os dit tip i kommentarfeltet eller skriv til os på Twitter.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar