Pressemeddelelse -

Ny broderikreds på Nivaagaards Malerisamling!

Brodøse Berthe Bramsen, der også stod bag museets succesfulde broderikreds omkring William Morris-udstillingen, har udviklet konceptet for efterårets broderikreds, hvor der vil blive broderet med strå fra blandt andet hvede, rug og marehalm. Berthe Bramsen introducerer deltagerne i at behandle, flette og brodere med strå og præsenterer samtidig forskellige ideer til anvendelse på små stiliserede billeder, på accessories eller boligens tekstiler.

Det er i anledning af den kommende særudstilling ’Kunstnerbrødre. L.A. Ring og H.A. Brendekilde’, at Malerisamlingen for første gang i Danmark introducerer en broderikreds i stråbroderi, inspireret af kunstnerbrødrenes mange værker med strå og marklandskaber.

Stråene, som findes i utallige nuancer, er tidligere blevet kaldt fattigmandsguld, da det reflekterer et gyldent lys, som også Brendekilde og Ring indfanger i mange af deres malerier af det danske kulturlandskab. I broderikredsen introduceres deltagerne til at flette med strå, som kombineres med broderisting som kontursting, fladsyning og franske knuder.

Berthe Bramsen har de senere år arbejdet med strå som sit foretrukne materiale og igangsætter efterårets broderikreds med tre workshops fra onsdag den 25. september, hvorefter broderikredsen mødes på museet onsdage kl. 16-18 frem til særudstillingens afslutning i det nye år.

Pris 450 kr. inkl. 3 workshops, materialer og deltagelse i broderikreds. 10% rabat til årskortholdere.

Læs mere om efterårets broderikreds på museets hjemmeside: https://www.nivaagaard.dk/broderikreds/.

___________________________________________________________________________________________

Pressefotos kan downloades her.

___________________________________________________________________________________________

For yderligere information kontakt gerne kommunikationsansvarlig Kirsten Baltzer Kahr på e-mail kbk@nivaagaard.dk eller tlf. 49 14 10 17.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Nivaagaards Malerisamling er et hyggeligt og klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst - fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder. Museet, som ligger i en smuk gammel rododendronpark, viser årligt to til tre særudstillinger med både klassisk og moderne kunst. I cafeen kan du nyde et lækkert måltid til en smuk udsigt med Øresund i det fjerne, og museumsbutikken sørger selvfølgelig for, at du kan købe et minde med hjem.

Kontakt

Kirsten Baltzer Kahr

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig +45 93 88 01 81

Relateret materiale