Skip to main content

Aarhus fester med NorthSide

Pressemeddelelse   •   Jun 02, 2017 08:00 CEST

Byen bugner med arrangementer under NorthSide, der bakker op om Aarhus’ største musikfestival

På fredag åbnes dørene til ottende udgave af NorthSide, og som altid betyder det udsolgte hoteller og masser af liv i byen. Men i år sker der endnu mere i Aarhus i dagene omkring NorthSide end normalt, så her er en udvalgt række tiltag og arrangementer, der kan gøre din NorthSide-weekend endnu bedre.

Forfest på HeadQuarters torsdag 8. juni
NorthSide-konferenciererne Camilla Jane Lea og Carsten Holm tyvstarter festen på HeadQuarters, hvor de vender plader og varmer op til en fremragende weekend. Der er desuden mulighed for få sit NorthSide-armbånd på fra 20-22.

MasVino
Byens hyggeligste vinbodega har sammensat et økologisk morgentilbud, der sikrer at man kommer godt i gang med sin NorthSide-weekend. MasVino har følgende på menuen:

Morgenfest menu
- Frilandsskinke fra Spanien, egen import // Gammel knas fra Arla unika // Sødmælksyoghurt med hjemmelavet granola & citrongræssirup // Smilende æg // Marmelade // Müslibar med mørk chokolade fra social foodies // Hjemmebagt surdejsbrød // Grillet chorizo af frilandsgris med sylt og grov sennep.
100,- kr. pr. person

All in menu
Økologisk morgenmad som ovenfor samt stempelkaffe, friskpresset juice, et glas lækker cava fra Penedés og en bitter morgendram i form af Fernet Branca.
250,- kr.pr. person

Morgenfesten afvikles i tidsrummet 9:30 - 13:00, fredag d. 9/6 & lørdag d. 10/6.
Pladsbestilling kan ske på 20 89 61 96 eller på <malthe@pica-pica.dk>

MasVino Vinbodega ligger i baggården til Klosterport 4b.

Efterfester
Bare fordi musikken stopper på NorthSide, er festen bestemt ikke slut. Der er nemlig fredag, lørdag og søndag nat efterfester på HeadQuartersDouble Rainbow og Sway med dj’s og god stemning til den lyse morgen.

Løb med Aarhus Motion og NorthSide
Søndag 11. juni trækker tusindvis af aarhusianere inklusive byens borgmester løbeskoene på og tager turen gennem Aarhus til Bestseller Aarhus City Halvmarathon 2017. En række friske løbe- og musikentusiaster har benyttet sig af samarbejdet mellem NorthSide og Aarhus Motion og har købt en fællesbillet, der giver adgang til begge arrangementer. Så stå tidligt op og hep på løberne i de specialdesignede NorthSide-løbetrøjer, mens de kæmper sig gennem ruten.

LeftSide
Den bedste måde at komme i gang med sin NorthSide-dag er naturligvis ved at tage gåturen ad Brabrandstien fra Carl Blochs Gade til Ringgaden – en tur på en oplevelsesrute, vi kalder Caminoen. Ved samme lejlighed kan man jo så besøge folkene fra Verner Bryders Givisme Aaase, der arrangerer LeftSide på venstre side af Aarhus Å.

ARoS
Der er 25% rabat på både entrébilletten og oprettelse af medlemskab i ARoS-klubberne hele juni måned (gælder ikke gentegning af medlemskab), hvis man viser sit NorthSide-armbånd på museet. Så lad armbåndet sidde på efter festivalen og oplev The Garden, skulpturen Boy og den ikoniske Your Rainbow Panorama på ARoS.

NorthSide 2017 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 9.-11. juni.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2017.