Gå til indhold
Folkeuniversitetet gør dig klogere i Kolonihaven

Pressemeddelelse -

Folkeuniversitetet gør dig klogere i Kolonihaven

Der er fordybelse, kunst og stenalderkost på programmet, når Folkeuniversitetet inviterer til debatter med forskere og kunstnere i Kolonihaven på NorthSide

Med en ambition om at udfordre gæsterne på NorthSide blev der sidste år indgået et samarbejde med Folkeuniversitetet, der sammen med komikeren Brian Mørk stod for en række arrangementer under titlen Tankebobler. De blev både afviklet på pladsen og i et andet nyt tiltag sidste år, Kolonihaven, der er et nyt ben på festivalen skabt for at give gæsterne nogle inspirerende oplevelser udover det sædvanlige.

I år vender Folkeuniversitetet tilbage til Kolonihaven med endnu flere forskere, kunstnere og eksperter, der skal diskutere emner som strækker sig fra stress og fordybelse til mad som et kulturelt fænomen. Dermed ligger arrangementerne i de nærtliggende kolonihaver tråd med ambitionen om at skabe et rum, hvor man gennem debat, smage, lyde og ny viden kan blive inspireret og udfordret.

- Folkeuniversitetet er for alle, som er nysgerrige på livet og sultne efter ny viden og inspiration. Dem er der mange af på NorthSide. Derfor glæder vi os til at være med igen i år. Vi elsker det gode selskab, siger Sten Tiedemann fra Folkeuniversitetet.

Så har du eksempelvis set ”Historien om Danmark” på DR, kan du i en samtale mellem komiker Brian Mørk og museumsinspektør Jeanette Varberg lære mere om den rigtige stenalderkost og vaskeægte jernaldermænd, når der sættes spørgsmålstegn ved nutidens fortolkning af fortiden.

Der er også mulighed for at bruge Kolonihaven som et åndehul fra festivalpladsens puls og tempo, når Lone Overby Fjorback, ph.d. og Centerchef ved Dansk Center for Mindfulness, vil fortælle og guide dig gennem meditationsøvelser, bodyscan og stresshåndtering.

Der kommer et internationalt perspektiv i spil, når den costaricanske kunstner Leo Sagastuy sammen med antropolog Jens Sejer vil diskutere mad som et kulturelt fænomen og vise, hvordan kunst kan fungere som en analogi for forståelse af smag.

- Det er uhyre vigtigt for os at kunne alliere os med stærke lokale samarbejdspartnere, der kan hjælpe os med at udleve vores ambition om at være et hyggeligt, ubesværet, men også udfordrende åndehul i Aarhus. Folkeuniversitetet i Aarhus har gennem de seneste år opbygget vidensfestivaler og folkeuniversitetsprogrammer, der rammer bredt, og samtidig er garant for et virkelig højt niveau. Så vi er virkelig glade for, at de endnu engang vil hjælpe os med at løfte overliggeren i Kolonihaven.

Det siger talsmand for NorthSide, John Fogde, der desuden kan afsløre, at Folkeuniversitet har endnu en interessant samtale planlagt, der vil blive afsløret nærmere starten på festivalen.

Besøg NorthSide.dk for at se det samlede program for Kolonihaven, hvor der fortsat er enkelte arrangementer med ledige billetter.

Related links

Emner

Kategorier


NorthSide 2017 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 9.-11. juni.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2017.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt +45 48 88 00 81

Lars Esmarch

Pressekontakt PR Manager Presse & Kommunikation 48888811 northside.dk/presse

Relateret materiale

NorthSide afholdes i Eskelunden, Aarhus

NorthSide har på ti år udviklet sig fra en juni-dag på Tangkrogen med fem danske navne i 2010 og to udsolgte dage i Ådalen ved Aarhus med internationale topnavne i 2011 til en prisvindende festival i verdensklasse med 35.000 gæster og gennem tiden navne som Radiohead, Frank Ocean, Björk og Nick Cave på plakaten.

Både 2014 og 2015 var udsolgt med 35.000 gæster, og i 2017 var den tidligst udsolgte i festivalens historie og største med 40.000 gæster. NorthSide kunne i 2019 fejre 10-års jubilæum sammen med blandt andre New Order, Major Lazer, Khalid, Migos og Bon Iver.

NorthSide har et højt ambitionsniveau, der ikke kun reflekteres i et stort musikbudget og et ønske om at bringe endnu flere internationale topnavne til Aarhus, men også i et konstant arbejde for at stille de bedst mulige faciliteter til rådighed, når det kommer til lyd, lys og sceneopbygning, så både musikere og publikum vil få en fantastisk oplevelse på festivalen. Musikken vil altid være det vigtigste på NorthSide, og når kernepublikummet er kvalitetsbevidste musikelskere, skal dette naturligvis reflekteres både i programmet og i omgivelserne.

NorthSide har slået sig op på kerneværdierne Innovation, Bæredygtighed og Musik, og de tre punkter er fortsat i fokus både i det forberedende arbejde, på selve festivalpladsen, og når der skal vælges samarbejdspartnere. Eksempelvis er alt materiale til NorthSide trykt på stenpapir, som er den mest bæredygtige papirløsning, og man har eksperimenteret med ølkrus, der var lavet af mælkesukker fra majs og gulerødder, der nedbrydes i jorden efter et par måneder. I 2017 kunne man desuden præsentere et udvalg af mad, der som den første festival i Danmark var 100% økologisk på tværs af alle madboder samt artist- og crewcatering.

Fra festivalens side er man desuden interesseret i at aktivere det aarhusianske erhvervsliv samt trække på de enorme ressourcer, byen har at tilbyde både på uddannelsesinstitutionerne og i de forskellige foreninger og organisationer, der gennem året forsøger at sætte sit præg på byen. Dette er indtil videre blandt andet sket gennem workshops på Aarhus Universitet, oprettelse af en camino på Brabrandstien, forskellige barer på festivalpladsen, diverse kunstprojekter samt udviklingen af en bæredygtigheds- og innovationsstrategi.

Festivalen har gennem årene samarbejdet med Tuborg, AROS, Mejlgade For Mangfoldighed, Aarhus Kommune, GAFFA, Innovation Lab, WorldPerfect, SPOT Festival, Kaospiloterne, AU Center for Entreprenørskab og Innovation. Kunstakademiet, Arkitektskolen, Oppenheimer og mange andre for at skabe en innovativ festival, hvor det primære fokus naturligvis er på musikken, men hvor der er også plads til kreativitet, udsving, opfindsomhed, skævheder og samhørighed.

På særdeles kort tid er NorthSide blevet en aarhusiansk succeshistorie, der samtidig har udviklet sig til at være en af landets mest interessante kulturbegivenheder.