Skip to main content

Lad os mødes om bålet på NorthSide

Pressemeddelelse   •   Maj 12, 2016 11:00 CEST

VIA University College har sammen med Gourmensch udviklet et Social Dining-koncept til NorthSide, hvor mennesker mødes omkring et bål

Jakob Nusbaum fra Gourmensch (www.gourmensch.dk) har siden 2015 lavet Outdoor Teamcooking-kurser for virksomheder og uddannelsesinstitutioner, hvor der er fokus på at skabe fællesskab og sammenhold, mens man laver gourmetmad over bål. I samarbejde med VIA University College har Jakob nu udviklet et nyt koncept, hvor bæredygtighed og lokale økologiske råvarer kombineres med muligheden for at møde nye mennesker omkring et bål.
Lektor Sara Juul Østergaard fra Ernæring og Sundhedsuddannelsen hos VIA University College har sammen med seks studerende samarbejdet med Jakob Nusbaum om at udvikle konceptet, som de vil stå for at afvikle under NorthSide med et håb om at skabe både gode smags- og sociale oplevelser.

- Igennem et casebaseret undervisningsforløb i projektledelse har vores studerende udviklet dette koncept netop fordi de besidder de kompetencer, der skal til for at skabe en oplevelse, hvor de økologiske råvares næringsværdi og vigtigheden ved bæredygtighed for fremtidens produktion kan gå hånd i hånd med en sammenskabende madoplevelse. Konceptet kan give deltagerne en unik mulighed for både at smage dejlig bålmad og igennem tilberedningen at opleve, hvordan sammenværd og nærvær kan berige og løfte et måltid, siger Sara Juul Østergaard

Projektet passer dermed perfekt ind i NorthSides strategi om at skabe oaser og små rum, hvor folk kan mødes væk fra musikken og samtidig få en unik mad- og fællesskabsoplevelse.

Du kan opleve projektet #PancakeOnFire i Gourmensch Camp som ligger i området OutSide på NorthSide 2016.

NorthSide 2016 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 17.-19. juni, og billetter kan købes via NorthSide.dk.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2016.