Skip to main content

Norwegian har modtaget sin første 787-9 Dreamliner

Pressemeddelelse   •   Feb 24, 2016 08:47 CET

Norwegians første af i alt 30 Boeing 787-9 Dreamliner-fly ankom i morges til Oslo Lufthavn direkte fra Boeing-fabrikken i Seattle. ”Vores globale vækst fortsætter og rejsende over hele verden kan se frem til nye destinationer og lave priser," siger administrerende direktør Bjørn Kjos.

Norwegian har i dag otte 787-8 Dreamlinere i flåden, som bruges på flyvninger mellem Europa og USA og Skandinavien og Thailand. Den større 787-9 skal bruges på nye ruter til USA, Sydamerika og Sydøstasien. Den nye Dreamliner-model er seks meter længere og har plads til 53 flere passagerer end ”lillesøsteren”. Flyet har 20 procent mindre udslip end andre fly af samme størrelse.

”Leveringen af den første 787-9 er en vigtig milepæl i Norwegians globale ekspansion. Flere langdistancefly skaber tusindvis af nye arbejdspladser og gør, at rejsende over hele verden kan se frem til nye destinationer til lave priser. Derudover bidrager nye fly til lavere omkostninger for selskabet og mindre miljøpåvirkning,” siger administrerende direktør Bjørn Kjos.

Det er den svenske skuespiller Greta Garbo, der pryder halen på den nye Dreamliner. Den første kommercielle flyvning går fra Oslo til Orlando i Florida d. 27. februar. Norwegian leaser flyet fra det New York-baserede leasingselskab MG Aviation. 

Norwegian har i dag otte 787-8 Dreamlinere i langdistanceflåden. Selskabet har 30 787-9 Dreamliner-fly i bestilling udover 100 Boeing 737MAX, 100 Airbus A320neo og 34 Boeing 737-800. Norwegians flyflåde er blandt verdens mest moderne og blev i 2015 kåret til det mest miljøvenlige flyselskab over Atlanten af The International Council on Clean Transportation.

Fra Danmark opererer Norwegian otte langdistanceruter. Selskabet flyver fra Københavns Lufthavn til New York, Los Angeles, Las Vegas, Fort Lauderdale, Orlando, Puerto Rico, St. Croix og Bangkok. Til foråret åbner selskabet en ny rute til Boston.

Norwegian har også dansk islæt på en af sine nuværende 787-8 Dreamlinere. På flyet EI-LNH pryder den danske digter og forfatter H.C. Andersen haleroret.

Pressekontakt:
Informationschef Daniel Kirchhoff, tlf. 26 57 07 67

Norwegian
Norwegian er Skandinaviens næststørste flyselskab og det tredjestørste lavprisselskab i Europa. I dag opererer Norwegian 439 ruter til 130 destinationer i Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Thailand og USA. Norwegian fløj næsten 26 millioner passagerer i 2015. Selskabet er børsnoteret (2003) og har omkring 6000 ansatte. Norwegian har over 100 fly i flåden med en gennemsnitsalder på 3,6 år. Norwegian indfaser løbende nye, mere miljøvenlige fly og har en af de mest moderne flyflåder i Europa. Både i 2013, 2014 og 2015 blev Norwegian kåret til Europas bedste lavprisselskab af anerkendte SkyTrax Airline Awards. I 2015 blev Norwegian også kåret til verdens bedste lavprisselskab på langdistanceruter. Det er flypassagererne selv, der bedømmer over 200 flyselskaber over hele verden i det, der er betegnet som den mest prestigefyldte prisuddeling i flybranchen. For mere information besøg www.norwegian.com   

Følg Norwegian på Facebook her.

Følg Norwegian på YouTube her.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar