Pressemeddelelse -
Fabergé hos Bruun Rasmussen
I lighed med Museet på Koldinghus sætter Bruun Rasmussen Kunstauktioner fokus på kunst og antikviteter fra Rusland på sommerens internationale auktion i Bredgade. Blandt højdepunkterne er en sølvbuste af Kejserinde Dagmar af Rusland og en række enestående kunstgenstande fra den russiske hofjuveler Fabergé.
”På vores to årlige russiske temaauktioner i Bredgade har Fabergés eksklusive kunstgenstande længe været ekstremt eftertragtede. Denne gang præsenterer vi bl.a. en smuk sølvramme med et fotografi af Zar Nikolaj II og Zaritsa Alexandra Feodorovna af Rusland med parrets førstefødte i favnen. Det ultimative russiske højdepunkt er en sølvbuste af Kejserinde Dagmar af Rusland, udført af hofleverandøren Sasikov, der regnes for en af de mest eftertragtede sølvsmede i Moskva og St. Petersborg i slutningen af 1800 tallet” udtaler Martin Hans Borg, vurderingssagkyndig i russiske kulturskatte hos Bruun Rasmussen.
Med på den russiske temaauktion er tillige en række malerier, heriblandt et værk af Nikolai Petrovich Bogdanoff-Belsky, der skildrer en dreng, som spiller citar for sine kammerater i solen. To farverige kovshi med Fabergés karakteristiske cloisonné-emalje kommer også under hammeren.
Eftersyn & auktion
Bruun Rasmussen Kunstauktioner, Bredgade 33, København
Eftersyn: 26.-30. maj
Russisk temaauktion: torsdag den 2. juni kl. 14
Gallery Talk om Fabergé: Fredag den 27. maj kl. 15Museumsdirektør Thomas Thulstrup fra Koldinghus fortæller om juveleren Fabergé i anledning af vores auktion over kunst og antikviteter fra Rusland og museets aktuelle udstilling ”Fabergé – Zarens hofjuveler og forbindelsen til den danske kongefamilie”.
Pressefoto
Russisk Fabergé nyrokoko ramme af sølv og fløjl, med fotografi af Zar Nikolaj II og Zaritsa Alexandra samt deres førstefødte. Moskva 1896-1903. H. 29. B. 20. Vurdering: 30.000-40.000 kr.
Russisk buste af sølv forestillende Kejserinde Dagmar af Rusland (1847-1928). Værkmester Valentin Sasikov, sign. M. Chighov 1877. Vægt ca. 1.954 gr. H. 30. Vurdering: 250.000-300.000 kr.
Related links
Emner
Kategorier
Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.
I 2004 blev den første net-auktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter sælges årligt på otte traditionelle auktioner og daglige net-auktioner. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.