Pressemeddelelse -

Skibet er ladet med julestemning

Hold juleaften til søs med DFDS Seaways

Drømmer du om en jul, hvor du ikke skal stresse på indkøb, stå i køkkenet hele dagen og skure fedtede gryder næste dag? En juleaften, hvor du ikke skal røre en finger, hvor man har tid til hinanden, og hvor børnene nyder ventetiden. DFDS Seaways gør din drøm til virkelighed, når skibet sejler på Juleaften Cruise til Oslo den 23. til den 25. december.

Det handler om at nyde den søde juletid sammen med sine kære. Men ofte bliver det også en hektisk og stresset tid, hvor indkøb, madlavning og opvask fylder alt for meget og sparker hyggen til hjørne. Så hvorfor ikke glemme alt om stres og jag, stikke til søs og nyde årets mest traditionelle højtid i maritime omgivelser.

Oslobåden stævner ud fra København den 23. december, og skibet er ladet med julestemning, julemad, juletræ og alt, hvad der hører den traditionsrige aften til. Lillejuleaften kan du gå om bord i den lækre julebuffet, der bugner af skandinaviske julelækkerier, lige fra sild, laks og den norske julespecialitet Fenalår til alt det lune med flæskesteg, medisterpølse og grønlangkål. Måltidet fuldendes af et overvældende dessertbord, og efter middagen spiller live bandet god dansemusik i natklubben.

Skibet ankommer til Oslo den 24. december, hvor der er fire timer til at opleve Oslo. Brug måske et par timer på en sightseeingtur, der tager dig både til den fantastiske skulpturpark Vigelandsparken, Holmenkollen og Kongeslottet eller tag en slentretur på Aker Brygge, en skøjtetur eller en rask spadseretur i det julepyntede Oslo.

Vel om bord igen serveres der æbleskiver og gløgg, hvorefter der er tid til at shoppe lidt i den taxfree Sea Shop, iføre sig julekjolen eller bare nyde sejlturen ud af Oslofjorden.

Julemiddagen lever op til alle traditioner med både and, flæskesteg og ris a la mande som vor mor lavede den. Efter kaffen tændes træet, dansen trædes, og julemanden deler gaver ud til alle børn. Derefter er der underholdning for børnene og deres familier, og live bandet spiller op til en julesjæler og en Rock Around the Christmas Tree.

Tag forskud på julen

Har du lyst til at opleve julestemningen til søs, men bare ikke lige juleaften, kan du forkæle dig selv med et Jule MiniCruise til Oslo før jul. Hele november og december måned cruiser det julepyntede skib op gennem Kattegat og Oslofjorden, mens du kan nyde den store julebuffet, shoppe julegaver til favorable priser i Sea Shop eller få tips til julevinen i Red & White Winebar.

Næste dag ligger Oslo for dine fødder, hvor julehyggen måske understreges med dalende snefnug. Julestemning er der helt sikkert på byens mange julemarkeder, hvor du også kan nyde velduftende norsk julebag og varme drikke.

Læs mere om DFDS Seaways’ Juleaften Cruise på www.dfdsseaways.dk/minicruise/ekstra/juleaften

eller om Jule MiniCruise på

www.dfdsseaways.dk/minicruise/oslo/jule-minicruise



Related links

Emner

  • Fragt, transport

Kategorier

  • københavn - oslo
  • julemarked
  • dfds
  • oslo
  • oslobåden
  • jul

DFDS er Nordeuropas største kombinerede rederi- og logistikvirksomhed.

DFDS Seaways driver et netværk af 25 ruter med 50 fragt- og passagerskibe, mens DFDS Logistics tilbyder transportløsninger i Europa med trailere, containere og jernbane.

DFDS har 5.100 medarbejdere i 20 lande og en omsætning på 12 mia.kr. Selskabet blev grundlagt i 1866, har hovedkvarter i København og er noteret på NASDAQ OMX København.

Kontakt

Gert Jakobsen

Pressekontakt Informationschef +45 2440 0043

Rikke Rothstein

Pressekontakt PR & Communication Editor Kommerciel pressehåndtering 28113353

Relateret materiale