Pressemeddelelse -

Stor succes med Scania Oversigtsrapport

Den 1. november forbedrer Scania vilkårene for flere serviceydelser til gavn for kunderne. Det hidtidige 4-årige abonnement på Oversigtsrapport på køretøjernes brændstofdata mv. forlænges til 10 år uden beregning. Desuden kan Scanias kunder fremover få udført trådløs fjerndiagnose på deres køretøjer uden beregning ved hjælp af den standardmonterede Scania Communicator ved efterfølgende servicering og reparation hos Scania.

Scania har siden sommeren 2013 monteret en Scania Communicator kommunikationsenhed som standard på samtlige nye Scania til det danske marked. Den gør det bl.a. muligt trådløst at overføre lastbilens vigtigste driftsdata som bl.a. brændstofforbrug, hastighedsoverskridelser, kilometerstand mv. pr. e-mail til kundens computer på kontoret for efterfølgende analyse og forbedring af chaufførens kørestil. Hidtil har den såkaldte Oversigtsrapport med de vigtigste driftsdata været inkluderet i lastbilens pris i fire år, men Scania forlænger nu abonnementet på Oversigtsrapport til 10 år uden merpris.

- Vi har det seneste år set en voldsom stigning i antallet af abonnementer på Scania Oversigtsrapport. Det eneste kunden skal gøre for at få glæde af de værdifulde data er at få Communicator’en aktiveret ved hjælp af et abonnement uden beregning, fortæller FMS-manager Lene Glitten fra Scania Danmark.

Hun er bl.a. ansvarlig for Scanias Fleet Management Systemer i Danmark og glæder sig over den store accept af Oversigtsrapporten på markedet.

- Alene siden nytår har vi firedoblet antallet af abonnementer på Scania Oversigtsrapport, og det ser ud til, at stigningen fortsætter. Gør den det, vil mere end 90 % af de leverede nye Scania siden sommeren 2013 være online sidst på året, fastslår Lene Glitten.

Flere fordele

Som abonnent på Scania Oversigtsrapport følger der flere markante fordele for kunden end automatisk udlæsning af køretøjets brændstofdata.

- Ved hjælp af Scania Communicator’en kan vores værksteder trådløst kommunikere med lastbilen både under kørslen og når den holder parkeret. I tilfælde af eventuelle tekniske problemer eller ved planlægning af service kan Scanias mekanikere udføre fjerndiagnose på køretøjet, allerede inden det ruller ind på værkstedet, fortæller Lene Glitten.

- Dermed kan værkstedet forberede værkstedsbesøget med de korrekte reservedele og reparationsprocedurer, hvilket sparer tid og resulterer i højere uptime, tilføjer hun og understreger, at Scania Fjerndiagnose udføres uden beregning for kunderne, når de efterfølgende lader et aut. Scania-værksted udføre arbejdet på køretøjet.

Fakta om Scania Oversigtsrapport:

  • Kunden modtager hver uge en Oversigtsrapport pr. e-mail med data om bl.a. brændstofforbrug og CO2-udledning, samt tegn på hård kørsel for hvert af sine køretøjer.
  • Kunden modtager hver måned og en gang årligt et resumé for hvert køretøj med de vigtigste driftsdata for hvert af sine køretøjer.
  • Kunden kan via Serviceplanlægningen på Scanias FMP-portal lægge serviceintervaller ind for sine køretøjer, så systemet automatisk giver besked pr. e-mail, når det er tid til at booke service.

Fakta om Scania Fjerndiagnose:

  • Samtlige aut. Scania-værksteder kan kommunikere trådløst med alle Scania-lastbiler, der er udstyret med en Communicator kommunikationsenhed.
  • Ved Scania Fjerndiagnose downloader værkstedet en statusrapport på køretøjet via mobilnetværket. Det tager 15-45 min. og kan både ske under kørslen, og når lastbilen er parkeret.
  • Statusrapporten danner grundlag for evt. fejlfinding, serviceplanlægning, bestilling af reservedele mv. inden værkstedbesøget eller før udkørsel med servicevogn til lastbilen på landevejen.
  • Scania Fjerndiagnose udføres uden beregning i forbindelse med efterfølgende servicering eller reparation på et aut. Scania-værksted.

Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kategorier

  • it
  • diagnose
  • uptime
  • effektivisering
  • miljø
  • serviceydelser
  • fjerndiagnose
  • scania
  • lastbiler
  • communicator
  • busser

Scania Danmark A/S indgår i den globale Scania-koncern, der er en af verdens førende leverandører af tunge lastbiler, busser samt industri- og marinemotorer med tilhørende serviceydelser. Den danske Scania-organisation beskæftiger ca. 900 medarbejdere på i alt 26 velplacerede lastbil- og busanlæg jævnt fordelt over hele Danmark.
Scanias integrerede produkter og serviceydelser sikrer kunderne markedets mest omkostningseffektive løsninger for gods- og passagertransport ad landevej samt maksimal uptime. Scanias forsknings- og udviklingsaktiviteter er koncentreret i Sverige, mens produktionen foregår på flere anlæg i Europa og Sydamerika med mulighed for global udveksling af produktionsteknologi, komponenter og komplette køretøjer. Scania tilbyder også finansielle tjenesteydelser og beskæftiger ca. 41.000 medarbejdere fordelt på ca. 100 markeder verden over. I 2013 omsatte Scania CV AB for SEK 86,8 mia. og opnåede et nettodriftsresultat på SEK 6,2 mia. Læs mere om Scania på www.scania.com og www.scania.dk.

Kontakt

Jannie Christiansen

Pressekontakt Marketing & Communications Manager Presse, marketing, intern kommunikation +45 91344038

Relateret materiale