Skip to main content

Ungdomspolitikere i paneldebat: Vil tænde en politisk flamme hos de unge

Nyhed   •   Maj 07, 2019 09:19 CEST

Mandag tyvstartede N. Zahles Gymnasieskole og Danmarks Private Skoler folketingsvalgkampen med en paneldebat med en lang række ungdomspartier.

Folketingsvalget er endnu ikke udskrevet, men N. Zahles Gymnasieskole har i lang tid forberedt eleverne til valgkampen og til at tage stilling til politik. Mandag var over 200 gymnasieelever samlet i skolens kantine, da der blev afholdt paneldebat med flere fremtrædende ungdomspolitikere.

Debatten var arrangeret af foreningen Danmarks Private skoler i samarbejde med Gymnasieskolen. Danmarks Private Skoler ønsker at styrke elevernes demokratiske dannelse og interesse for samfundsanliggender. At skabe politisk engagement var også argumentet for flere at ungdomspolitikernes deltagelse i arrangementet. En af de fremmødte politikere, Anders Storgaardfra Konservativ Ungdom, fortalte inden debatten:

»Jeg håber, at vi får eleverne til at blive mere interesseret i politik. Jeg vil tænde en politisk flamme i eleverne og vise dem, at politik ikke bare er gamle mænd i støvede jakkesæt. Jeg ser frem til elevernes spørgsmål. Det skaber en god debat, når der kommer input fra salen«


Engagerede elever

Elevernes nysgerrige blikke rettede sig mod ungdomspolitikerne, der sad side om side på podiet. Efter en kort introduktion af politikerne var det tid til en styret spørgsmålsrunde. De to ordstyrere – skolens elevrådsformænd Gustav Edeling Thirion og Sara Brinch Jöhncke – havde forberedt et spørgsmål til hver politiker. Derefter var der debat med spørgsmål fra eleverne i salen. Hos det unge publikum var der spørgsmål til mange forskellige emner. Eleverne stillede bl.a. spørgsmål til samtykkelovgivning, retten til ytringsfrihed og til samfundsøkonomi. Eleverne udviste også stor interesse for, hvad forskelle og ligheder er mellem ungdomspartierne og de etablerede moderpartier.

Efter debatten udtrykte ungdomspolitikerne stor begejstring for det unges publikums entusiasme og spørgsmål:

»Jeg synes, det var en rigtig god debat. Det bedste var, at spørgsmålene fra eleverne fik lov til at styre så meget. Debatten var båret af, hvad eleverne gik op i. Vi kom vidt omkring, og der var rigtig mange gode spørgsmål,« sagde landsformand for Radikal Ungdom, Sigrid Friis Proschowsky.

Næsten enslydende udtalte Signe Bøgevald Hansen, landsformand fra Liberal Alliances Ungdom:

»Platformen og måden, man gjorde det på, var lidt anderledes end andre debatter. Det, synes jeg, gjorde det rigtig spændende. Eleverne havde engageret sig og stillede nogle virkelig velformulerede spørgsmål. Man kunne mærke, at de havde en gejst for det og havde sat sig ind i en masse forskellige emner.«


Demokratisk dannelse ind i skolen

Formålet for arrangementet var netop at styrke den demokratiske dannelse og klæde de unge mennesker på til at tage stilling. Formand for Danmarks Private Skoler, Karsten Suhr, sagde efter paneldebatten:

»Det er vigtigt, at de unges viden og interesse for større samfundsanliggender fastholdes og forhåbentlig skærpes. Og samfundets udvikling afhænger også af de unges engagement i demokratiet. Det kommer ikke af sig selv. Det kommer bl.a., når elever får mulighed for at møde de mennesker, der repræsenterer det politiske niveau. Jeg synes, at ungdomspolitikerne gjorde det rigtig godt.«


Paneldeltagere: 

Sigrid Friis Proschowsky, formand for Radikal Ungdom

Frederik Vad Nielsen, formand for Danmark Socialdemokratiske Ungdom

Signe Bøgevald, formand for Liberal Alliances Ungdom

Anders Storgaard, formand for Konservativ Ungdom

Sofie Lippert, formand for SF Ungdom

Rasmus Munch Søndergaard, Dansk Folkepartis Ungdom

Oliver Milan Meinike Nielsen, uddannelses- og undervisningsordfører hos Alternativets Unge

Christian Stærmose, landskasserer hos Venstres Ungdom