Mere nuanceret debat om inklusion - tak!

Kilde: Charlotte Holm og Marie Hjortdal, Politiken d. 16. juni 2014Direkte link til artiklen, der er gengivet herunder: http://pol.dk/2318049

Formand om inklusion: Tonen er blevet meget skinger

Inklusion handler om mere end urolige børn, siger formanden for Rådet for Børns Læring.

Inklusion handler om, at nogle umulige børn skal undervises sammen med nogle velfungerende børn. Og inklusion fører næsten ikke andet end konflikter og problemer med sig. Sådan er indtrykket af inklusion formentlig hos mange, hvis de har fulgt med i den seneste tids debat om området. Men der er mere i billedet end det, siger formanden for Rådet for Børns Læring, Agi Csonka.

»Debatten om inklusion er meget ensidig. Tonen er blevet meget skinger, og debatten bygger på mange misforståelser om inklusion«, siger hun.

Rådet for Børns Læring er nedsat af undervisningsministeren og har netop udgivet sin første rapport, der handler om, hvad inklusion er, og hvordan det kan lykkes. For der er god grund til at få ryddet ud i misforståelserne, mener Agi Csonka:

Debatten om inklusion er meget ensidig. Tonen er blevet meget skinger, og debatten bygger på mange misforståelser om inklusion

»Inklusion drejer sig jo ikke kun om at få placeret nogle børn med specielle behov i nogle klasser. Det er jo det, der har udgjort hele diskussionen. Inklusion er derimod en tilgang, der handler om, at hvis man skal skabe gode læringsmiljøer for alle børn, så bliver man nødt til at få alle børn til at føle sig som fuldgyldige medlemmer af et fællesskab«, siger Agi Csonka.

»Det med at reducere det til, at nogle enkelte børn, der har været ekskluderet ude i nogle specielle tilbud, skal tilbage i skolen, det er jo bare en del af problemstillingen. Og det bliver jo endnu værre, når det så kommer til at handle om børn, der larmer. Alle børn med specielle behov er blevet sat lig med sådan nogle, der hænger i gardinerne, det er virkelig en reduktion af problemstillingen«, siger hun.

Ifølge rapporten fra Rådet for Børns Læring har også inklusionen af de særligt begavede børn i folkeskolen svigtet. I stedet underviser mange lærere i øjeblikket mest den såkaldte midtergruppe, mens både de ressourcesvage og de ressourcestærke børn ofte bliver overset i undervisningen.

»Inklusion handler også om, at de stærke elever skal opleve, at de bliver taget alvorligt, og at der bliver skabt nogle læringsmiljøer, der passer dem«, fastslår Agi Csonka.                        

Lærerne mangler redskaber
Hvad vil du sige er den største udfordring, man står over for lige nu i folkeskolen med det her inklusionsprojekt?

»Lige nu er det, at der er den her massive usikkerhed hos både lærere og ledere om, hvordan de skal håndtere opgaven. Og der er helt sikkert nogle børn med specielle behov, der kommer i klemme. Nogle, som måske ikke skal flyttes over i en almindelig klasse. Men disse ulykkelige enkeltsager kommer til at dominere debatten. Inklusion handler om et fokus på at alle disse børn til at opleve sig som en del af fællesskabet. Hvis ikke lærerne accepterer og tager inklusionstankegangen til sig, virker det nærmest kontraproduktivt i forhold til inklusionen«.

»Jeg mener ikke, at man kan overvurdere behovet for, at lærerne skal føle sig trygge ved opgaven, og det skal prioriteres«.

Hvordan kan det være, at de ikke føler sig trygge ved det?

»Det kan både være den måde, det har været italesat på. Og måske den måde, det har været organiseret på, at der måske ikke har været den her fælles debat på skolerne om, hvad inklusion er, og hvordan skolen skal arbejde med det«.

Inklusionen blev for alvor indført i folkeskolen, da regeringen og Kommunernes Landsforening i 2012 aftalte, at 96 procent af eleverne i 2015 skal være inkluderet i normalundervisningen.

Det betyder ifølge Undervisningsministeriet, at der i 2015 i snit vil være 8 børn per skole, der er blevet inkluderet i normalundervisningen.

»Det vigtige er jo, at det ikke er nok, at lederne bakker op, de skal jo også virkelig sætte rammerne for diskussionerne på skolerne. Og det er generelt noget, lederne har svært ved, altså at sætte rammerne for de her store problemstillinger, hvilket også fører tilbage til forvaltningerne. Altså at skoleforvaltningerne også får sat nogle klare mål for skolerne, om at det her vil vi i vores kommune. Så der er en værdikæde med mange aktører, der skal få det her på plads«.

Er der meget, der skal ændres på skolerne?

»Det vil jeg sige ja til. Jeg tror, det er en større kulturforandring, end man måske lige tror. Det er noget, der skal arbejdes meget med«.

Det lyder som en stor opgave?

»Det er det også, men der er ingen vej udenom«.