Gå til indhold
Medarbejderne bruger tegninger i undervisningen
Medarbejderne bruger tegninger i undervisningen

Pressemeddelelse -

Succes med særlige tilbud til sårbare kronikere

”Fra kroniker til kriger” er navnet på et projekt, som henvender sig specielt til sårbare kronikere – patienter med kroniske sygdomme, der ikke melder sig på Rebild Kommunes almindelige kronikerhold. En evaluering viser, at den målrettede indsats har givet resultater. Antallet af sårbare kronikere, der starter på et kursus, er steget med 84 %.

Det gode resultat skyldes især, at mange kræfter arbejder sammen for at opspore potentielle deltagere.

Tovholder, sygeplejerske Mette Thomsen fortæller, at flere at kommunens centre hjælper hinanden i opsporingen af sårbare kronikere:

- I samarbejde med Center Arbejdsmarked finder vi for eksempel frem til kronikere, der ikke selv melder sig til vores kurser. Vi samarbejder også med praktiserende læger, ældreplejens sygeplejeklinikker og hjemmesygeplejersker, og vi har markedsført vores kurser på apotekerne i Støvring og Skørping.

Kurser tilpasset deltagerne

Projektet er tilrettelagt, så kurserne er skræddersyet til deltagerens behov.

Transport kan ifølge Mette Thomsen være en særlig udfordring. Derfor er der oprettet lokale hold tættere på borgerne, for eksempel i Rørbæk, Bælum og Støvring. Der er også gode erfaringer med rene mande- og kvindehold.

- Før dette projekt havde vi overhovedet ingen mænd. Det har vi nu, hvor vi gør meget ud af det sociale. Det tiltaler mange mænd at komme ud i naturen med bål, hygge og kaffe. Holdstørrelserne har også betydning, og holdene er for det meste små. Men vi kan også gå den anden vej og invitere alle hold sammen. Så kan vi snakke om overordnede temaer som betydningen af gode vaner og sund kost. Flere hold sammen giver en særlig energi.

Formidling er vigtig

Mette Thomsen fortæller, at projektets medarbejdere gør meget ud af kommunikationen. De er blevet efteruddannet i grafisk facilitering, hvor man understøtter budskaberne ved hjælp af tegninger. Medarbejderne laver nu undervisningsmateriale, der er baseret på grafisk facilitering. Mette Thomsen supplerer:

- Vi er blevet mere opmærksomme på måden, vi taler på, og ordene, vi bruger. Det må endelig ikke blive indforstået eller fagligt kompliceret. Vi gør en dyd ud af at sikre, at kursusdeltagerne er med, når vi giver vores sundhedsråd.

Godt samarbejde med læger

Maibritt Henriksen er på kontanthjælp og lider af slidgigt og KOL. Det var Maibritts egen læge, der foreslog hende at starte på et hold på Sundhedscentret i Støvring. Efter ca. fem måneder kan Maibritt konstatere, at træningen hjælper:

- Jeg er blevet mere mobil i leddene. Det går også bedre med lungerne nu. Jeg er glad for at gå på et hold, hvor vi ikke er så mange. Træningen er varieret. I den kolde sæson træner vi indendørs, og når vejret er til det, kommer vi udendørs.

Senere på året får holddeltagerne mulighed for – mod betaling – at gå til vandgymnastik, hvis de bliver tilstrækkeligt mange. Til efteråret venter en udslusning, hvor projektets ansatte hjælper deltagerne med at finde et passende tilbud på et almindeligt fitnesscenter.

Fakta

Sundhedsstyrelsen har ydet støtte til projektet og finansieret en opsøgende sygeplejerske og timer til en ergo- og fysioterapeut, der tager sig af de individuelt tilpassede forløb.

Projektet startede i 2018, og der er midler til at fortsætte resten af 2019.

Emner

Regions


---------------------

Du er som journalist eller borger altid velkommen til at kontakte os for en udtalelse, baggrundsviden eller andet, du måtte have brug for. Vi har samlet kontaktoplysninger, vores sociale medier og nyttige links til blandt andet dagsordner og høringer.

Kontakt

Janne Kristine Møller Olesen

Janne Kristine Møller Olesen

Funktionsleder for sundhedsfremme og forebyggelse +45 40 22 84 48

Om os

Med lidt over 30.000 indbyggere er Rebild Kommune en af de mindre kommuner i Danmark. Vi er placeret i hjertet af Himmerland midt i en enestående smuk natur og tæt på det nye regionscenter i Aalborg. Via motorvejen og tognettet med nærbane og lyntog er der gode forbindelser til både regionscentret og til resten af Danmark, så det er nemt at pendle både til og fra.

Rebild Kommune har cirka 12.000 arbejdspladser. Blandt andet i kraft af et driftigt erhvervsliv, moderne innovations-virksomheder, landbrug og en veludbygget turistindustri. Området oplever desuden en stor efterspørgsel på grunde til både boliger og erhverv.

Rebild Kommune er karakteriseret ved stærke og levende by- og landsbysamfund med kulturel mangfoldighed og et aktivt foreningsliv. Der er blandt borgerne en stor lyst og vilje til at engagere sig i forskellige fritidsaktiviteter og til at benytte kultur- og idrætstilbud Her er særdeles gode handelsmuligheder med et bredt udbud af specialbutikker. Det kuperede terræn, unik natur og Danmarks største sammenhængende (Rold) skov, gør området (#Triatland) til et valfartsted for outdoor sportsturisme og der afholdes årligt mere end 30 outdoor sportsevents på tværs af kommunen: https://www.facebook.com/triatlandrebild