Gå til indhold
Rødovres skoler er kommet flot fra start med den nye skolereform

Pressemeddelelse -

Rødovres skoler er kommet flot fra start med den nye skolereform

Ved at være på forkant og målrette indsatsen fra starten har Rødovre Kommunes skoler været med til at sikre, at den nye skolereform er kommet flot fra start. En evaluering af skolereformens første år viser nu, at mange af de nye tiltag allerede fungerer rigtig godt ude på skolerne.

“Selv om det har været en stor udfordring for skolerne, så synes jeg, vi kan være stolte af, at vi er nået så langt. Det skyldes i høj grad, at lærere, pædagoger, ledere og skolebestyrelser har spillet konstruktivt med fra begyndelsen,” siger formanden for Børne- og Skoleudvalget, Flemming Lunde Østergaard Hansen (A).

Han understreger, at implementeringen er en proces, der stadig er i gang, og at der stadig er en del arbejde forude. Imidlertid har Rødovre Kommune kunnet høste en særlig fordel ved at have været forud på flere områder. I evalueringen, der bygger på feedback fra skolerne, har man især fået positive tilbagemeldinger omkring kontaktlærerordningen. Den sikrer, at hver elev er tilknyttet en lærer eller pædagog, der jævnligt taler med dem om deres fremskridt.

“Kontaktlærerordningen startede vi op i de ældste klasser allerede året før skolereformen trådte i kraft. Allerede dengang kunne vi se, at det var nødvendigt for at løfte niveauet, og det har været en stor fordel for os, at vi på den måde har været på forkant med udviklingen,” siger Flemming Lunde Østergaard Hansen.

Også Rødovre Kommunes store indsats omkring efteruddannelse af lærerne til de nye undervisningsmetoder skinner tydeligt igennem i evalueringen. Her udtrykker skolernes personale bred tilfredshed med at være så godt rustet til at arbejde med målstyret læring, der er et af grundprincipperne i den nye skolereform.

“Det har været meget vigtigt for os at sikre, at lærerne er klædt godt på til reformen, og derfor prioriterer vi også, at de får den nødvendige efteruddannelse. Det gør arbejdet mere meningsfuldt for lærerne, og det skaber både kvalitet og tryghed i undervisningen,” siger Flemming Lunde Østergaard Hansen.

Det viser evalueringen:

  • Kontaktlærerordningen er nu udbredt til alle klasser, og synes generelt at have en bred positiv effekt på elevernes læring og trivsel.
  • Skolerne meddeler, at de føler sig godt klædt på til at arbejde ud fra de nye pædagogiske principper målstyret læring og formativ evaluering. Hele personalegruppen på Valhøj Skole og cirka halvdelen af lærerne på de øvrige skoler er i den forbindelse blevet efteruddannet. Resten vil følge efter inden for det næste år.
  • Samtlige Rødovres skoler har formået at få integreret princippet om mere bevægelse i undervisningen. Pædagogerne spiller mange steder en vigtig rolle i denne proces.

For yderligere kommentarer:

Formand for Børne- og Skoleudvalget, Flemming Lunde Østergaard Hansen: 23 63 74 24

Relateret materiale

Rødovre Kommune
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Danmark