Pressemeddelelse -
MOSKE I EN DOMKIRKEBY
Som det første museum i Danmark har ROMU indsamlet interiør og genstande fra en moske i Danmark. Dét er afsættet, når Roskilde Museum den 6. juni kl. 19 inviterer til en Roskilde-lektion om, hvad det betyder at være moske i en domkirkeby.
I løbet af 2015 indsamlede ROMU som det første museum interiør og genstande fra en moske i Danmark, nemlig fra de nu nedrevne bygninger, der husede Ayasofya Moskéen. Moskeen rykkede for første gang ind i de gamle autoværkstedsbygninger i Allehelgensgade i 1990. I dag er de gamle bygninger erstattet af nye, der er opført til med det formål at huse Ayasofya Moskéen.
En del af de indsamlede genstande indgår i den nye permanente udstilling på Roskilde Museum under navnet ”Roskilde – Magt og mennesker”. Men hvilken betydning har det for moskeen, at den netop ligger i en domkirkeby? Det er et af de mange spørgsmål, som Laura Maria Schütze, museumsinspektør i nyere tid, ROMU, vil søge at besvare, når Roskilde Museum inviterer til juni måneds Roskilde-lektion.
Domkirkens rolle
For domkirken har stor betydning i en by som Roskilde, forklarer hun:
- Roskilde er på mange måder en utrolig spændende by at arbejde med som museumsinspektør og religionssociolog. Siden grundlæggelsen af Roskilde har domkirken spillet en helt central rolle. Gennem tiden har rollen ændret sig, men domkirken er stadig ikke til at komme uden om. Museets nye udstilling er med til at tydeliggøre en udviklingshistorie, der både på lokalt og nationalt plan er værd at udforske og sætte i perspektiv.
Laura Maria Schütze er ph.d. i religionssociologi og museologi og har beskæftiget indgående med religion, migration og kulturarv. Hendes ph.d. fra 2014 undersøgte sted, materialitet og religion i udstillinger om indvandring. Derudover er hun redaktør på bogen ”Civilreligion i Danmark – ritualer, myter og steder” (2013), hvortil hun skrev kapitlet: ”Myten om Danmarks dåbsattest: Civilreligion i Kongernes Jelling”.
Roskildelektioner - nye vinkler på historien
Hver måned inviterer Roskilde Museum til en lektion med fokus på byens fascinerende og stadigt udforskede historie. Med fingeren på pulsen præsenterer varierende oplægsholdere nye opdagelser, anderledes vinkler og genfortolkede forståelser af historien – med efterfølgende spørgerunde. Museet sørger hver gang for en sanselig oplevelse undervejs.
Tid, pris og sted
6. juni, kl. 19-21
75 kr. pr. billet, inkl. entré til museet.
Købes i museumsbutikken eller på billetto.
Roskilde Museum, Skt. Ols Stræde 3, 4000 Roskilde
Related links
Emner
- Kunst, kultur, underholdning
Kategorier
- roskilde-lektion
- domkirke
- roskilde museum
- moske
- allehelgensgade
- ayasofya
- roskildelektion
Museumskoncernen ROMU blev etableret i 2015 og udgøres i dag af besøgsstederne Roskilde Museum, Frederikssund Museum, Lejre Museum, RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, Lützhøfts Købmandsgård, Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Gl. Kongsgård, Tadre Mølle og Domkirkemuseet.