Skip to main content

Scandlines CEO mødes med Slesvig-Holstens ministerpræsident

Pressemeddelelse   •   Sep 26, 2017 18:42 CEST

Slesvig-Holstens nyudnævnte ministerpræsident, Daniel Günther, indledte sit første officielle udlandsbesøg med et møde med Scandlines CEO Søren Poulsgaard Jensen om bord på hybridfærgen Schleswig-Holstein.

I juni 2017 blev Daniel Günther fra det borgerlige kanslerparti CDU udnævnt til ministerpræsident for den tyske delstat Slesvig-Holsten. I dag den 26. september 2017 indledte han sin første officielle udlandsrejse med et møde med Scandlines CEO Søren Poulsgaard Jensen.

Om bord på hybridfærgen Schleswig-Holstein, der sejler på ruten Rødby-Puttgarden, præsenterede Søren Poulsgaard Jensen Scandlines’ grønne agenda og slog fast, at rederiet fortsætter færgedriften på Rødby-Puttgarden også efter, at en fast forbindelse under Femern Bælt måtte åbne.

Efter mødet sagde Søren Poulsgaard Jensen: ”Jeg glæder mig over, at Daniel Günther havde lyst til at lægge vejen forbi Scandlines og ser frem til samarbejdet med ministerpræsidenten”.

Daniel Günthers officielle besøg i Danmark byder herefter blandt på et møde med statsminister Lars Løkke Rasmussen, ligesom han skal i audiens hos dronning Margrethe på Amalienborg.

Om Scandlines

Scandlines står som symbolet på et historisk og tæt samarbejde mellem Danmark, Tyskland og Sverige siden 1872. Under navnene Scandlines og Scandlines Helsingør-Helsingborg markedsføres i dag tre korte færgeruter med høj kapacitet og frekvens samt en grøn vision for fremtiden. Kerneforretningen består i at levere en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for kunderne om bord på færgerne såvel som i Scandlines’ butikker.

Fordelt på over 90.000 afgange på 12 færger transporterede Scandlines i 2016 i alt 15 millioner passagerer, 3,2 millioner personbiler, 1 million fragtenheder og 64.000 busser på ruterne Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Vedhæftede filer

PDF-dokument