Skip to main content

Scandlines fokuserede forretningen og investerede i fremtiden i 2015

Pressemeddelelse   •   Maj 20, 2016 08:00 CEST

Scandlines fokuserede forretningen på de dansk-tyske ruter og investerede betydeligt i fremtidssikringen af koncernens færgedrift samt i catering- og retail-aktiviteterne i 2015. Indsatsen for at styrke Gedser-Rostock-ruten viste resultater, og Scandlines overførte det højeste antal passagerer i fem år og skabte stærke økonomiske resultater. 

Omsætningen steg med 3,5 % til EUR 460 mio. i 2015 (2014: EUR 445 mio.), da Scandlines overførte det højeste antal passagerer i fem år. Færgerne transporterede 7,6 mio. passagerer, 1,8 mio. biler og 0,5 mio. fragtenheder i 2015. Fremgangen er drevet af en særligt stærk udvikling på Gedser-Rostock-ruten, som øgede antallet af transporterede biler med 9,6 % og antallet af passagerer med 6,3 % i løbet af året. Rødby-Puttgarden-ruten oplevede et mindre fald på 0,1 % i antallet af transporterede biler samt en moderat vækst i antallet af passagerer på 2,2 %. Udviklingen skyldtes driftsmæssige udfordringer i 2015, hvor kapaciteten var reduceret med 25 % i højsæsonen grundet skader på en færge under et planlagt værftsophold. Fragtvolumen steg med i alt 6,2 %, og Scandlines’ catering- og retail-salg inklusive BorderShop-aktiviteter viste fortsat stærke resultater som følge af væsentlige investeringer i de senere år. 

Scandlines forbedrede driftsresultatet før afskrivninger og særlige poster (recurring EBITDA) med 6,3 % til EUR 170 mio. (2014: EUR 160 mio.), svarende til en overskudsgrad på 37 % (2014: 36 %). Den positive udvikling var primært drevet af trafikvæksten på Gedser-Rostock-ruten, reducerede omkostninger og optimering af driften.

“Vi fortsatte den positive udvikling i 2015 og indfriede vores forventninger for året. Indsatsen for at styrke Gedser-Rostock-ruten viste gode resultater, og det bekræfter perspektivet i at etablere ruten som en effektiv, pålidelig og konkurrencedygtig korridor gennem Central- og Østeuropa. Selvom vi stødte på udfordringer med at færdiggøre vores to nye hybridfærger til Gedser-Rostock og måtte drive Rødby-Puttgarden med en kapacitetsreduktion på 25 % i flere måneder, øgede vi både omsætning og indtjening i løbet af året og transporterede det højeste antal passagerer i fem år,” siger CEO Søren Poulsgaard Jensen. 

Scandlines fortsatte indsatsen for at skabe en mere fokuseret og konkurrencedygtig forretning i 2015. Det er blandt andet sket ved at sælge Helsingør-Helsingborg-ruten i januar, ved at strømline gruppens administrative struktur gennem flytning af det tyske hovedkontor fra Warnemünde til Hamburg, samt ved at konsolidere driftsmæssige funktioner i havnene i Rostock og Puttgarden. Samtidig investerede Scandlines EUR 136 mio. (2014: EUR 122 mio.) i det danske værft FAYARDs færdiggørelse af to nye hybridfærger, som ventes sat i drift på Gedser-Rostock i 2016, samt i IT-systemer og salgs- og marketinginitiativer. Kundeloyalitetsprogrammet SMILE fortsatte udviklingen efter lanceringen i 2014, og antallet af medlemmer blev mere end fordoblet til over 200.000.

I løbet af 2015 forfulgte Scandlines fortsat den langsigtede ambition om at sikre emissionsfri færgedrift på Rødby-Puttgarden, og der blev skabt fremskridt, da koncernens hybridsystem blev kombineret med closed loop-scrubbere, så Scandlines overholder de nye svovlkrav, som trådte i kraft 1. januar 2015.

“Vi har fokuseret vores forretning på de dansk-tyske ruter kombineret med et stærkt catering- og retail-tilbud. Derudover har vi investeret kraftigt i en bæredygtig og langsigtet forretningsmodel, mens vi samtidig har reduceret vores gæld for at styrke vores konkurrenceevne. Dette understreger, at vi har tillid til, at vores strategi om at udbygge Gedser-Rostock-ruten og fortsætte driften på Rødby-Puttgarden vil skabe stærke resultater, uanset om en fast Femern-forbindelse engang måtte blive en realitet eller ej,” siger CEO Søren Poulsgaard Jensen. 

Scandlines forventer et mindre samlet fald i de økonomiske resultater i 2016 som følge af væsentlige charter-omkostninger for de to nye skibe, der skal i drift på Gedser-Rostock-ruten.

EUR. mio20152014         
Omsætning460445
Driftsresultat før afskrivninger og særlige poster (EBITDA, recurring)                 170                    160
Afskrivninger og amortiseringer-28-26
Overskud før renter og skat (EBIT)142134
Finansielle poster-46-51
Resultat før skat10964
Skat af årets resultat-2-4
Årets resultat10860
Aktiver i alt1.3481.446
Investeringer (kapitaludgifter)136122
Rentebærende gæld830838
Gennemsnitligt antal medarbejdere1.4881.533

Årsrapporten (på engelsk) for Scandferries ApS kan downloades her.

Om Scandlines
Scandlines blev grundlagt i 1998 og er et større europæisk færgerederi. Scandlines driver to korte færgeruter med høj kapacitet og frekvens samt en grøn vision for fremtiden.

Kerneforretningen består i at levere en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for kunderne om bord på færgerne såvel som i Scandlines’ BorderShops.

I 2015 transporterede Scandlines i alt 7,6 millioner passagerer, 1,8 millioner personbiler og 0,5 millioner fragtenheder. Scandlines havde 1.489 fuldtidsansatte medarbejdere (FTE) og en omsætning på EUR 460 mio.

Vedhæftede filer

PDF-dokument