Skip to main content

Scandlines hjælper julehungrende danskere - her er guiden til de bedste nordtyske julemarkeder

Pressemeddelelse   •   Okt 16, 2012 13:01 CEST

Når dagene bliver kortere, og nætterne koldere, er der ikke noget som en god gang julehygge, lys, peberkager, Glühwein og røgede pølser på de nordtyske julemarkeder til at give en varmen. Træk nissehuen godt ned over ørerne og fyld bilen med familie og venner - Scandlines sejler julehungrende danskere til ægte, tysk julehygge. 

Julemarkeder i Tyskland er en tradition, der går flere århundreder tilbage. Fortællingerne siger, at det første blev afholdt i Dresden i 1434. I dag findes der cirka 2.500 tyske julemarkeder, der altid er at finde i centrum af de julepyntede byer.

Det er de senere år blevet mere og mere populært for danskere at få en forsmag på julen syd for grænsen. Product manager Brian Lindorf Hansen fra Scandlines fortæller:
”Julemarkederne i Nordtyskland har fået et godt tag i danskerne, og det er ikke kun de traditionelt meget store af slagsen i Rostock og Lübeck. Også storbyerne Hamborg og Berlin gør meget ud af julemarkederne, og det gør en miniferie til disse byer endnu mere interessant på denne årstid.”

Med Scandlines via Gedser-Rostock eller Rødby-Puttgarden er man hurtigt fremme og i gang med en hyggelig weekend i julens tegn. Her følger et udvalg af de bedste julemarkeder i Nordtyskland:

BERLIN – Grøn jul i storbyen (26/11–31/12)
Berlin, Nordeuropas ukronede mekka for shopping og kulturelle oplevelser, har over 50 forskellige julemarkeder at byde på i november og december, og markederne lever op til storbyens kulturelle variationer. Hvorfor købe en helt almindelig julenisse, når man kan finde en økologisk af slagsen? Berlin har ’grønne’ julemarkeder, jødiske, multikulturelle og mange flere. Det mest populære julemarked er dog markedet ved Gendarmenmarkt ved Unter den Linden.

De fleste markeder åbner den 26. november og slutter på forskellige dage i tidsrummet den 26. - 31. dec.

Læs mere på: www.berlin.de eller www.weihnachteninberlin.de.

HAMBORG – Fejr julen med en god gang gøgl (26/11-23/12)
Fem eventyrskibe giver julen i Hamborg et lille twist - teaterfolk, gøglere og andet godtfolk møder julen med et skævt smil. Julemarkedet i Hamborg byder på forskellige markeder og oplevelser - her er plads til det hele: Historisk julemarked, en cafe i jugendstil og en hel gade med legetøj fra hele verden er noget af det, man kan finde. Skal aftenen bruges til mere sjov, er der underholdning på Gänsemarkt.

Læs mere på: www.hamburg.de.

LÜBECK - Jul med UNESCO verdensarv (26/11-30/12)
I midten af Lübeck ligger ”øen” Altstadt (den gamle bydel), et vidunderligt, charmerende og overvejende gotisk kvarter, der nu er kommet på UNESCOs verdensarvsliste. Netop her bliver det mere end 350 år gamle julemarked afholdt. Start for eksempel på pladsen ved det 750 år gamle rådhus eller bevæg dig mod Marienkirche, hvor du finder kunsthåndværk. Smag på den varme glühwein eller forkæl dig selv med den berømte Lübeck-marcipan. Er børnene med, så smut forbi Eventyrskoven bag kirken.

Læs mere på www.luebecker-weihnachtsmarkt.de.

ROSTOCK - Tag en sviptur med Scandlines - og mød julemanden (22/11-22/12)
Efter en overfart med Scandlines på Gedser-Rostock ruten finder man et julemarked i den gamle hansestad Rostock, der emmer af historisk charme fra den smukke middelalderby. Børn og barnlige sjæle kan endda møde selveste julemanden her. Hvert år ankommer han nemlig i selskab

med den gode fe og hendes følge i et traditionelt sejlskib den 24. november. De smukke gotiske kirker og fine gamle patricierhuse danner perfekte rammer for et hyggeligt julemarked, der også er Nordtysklands største af slagsen.
Læs mere på: www.rostocker-weihnachtsmarkt.de.

STRALSUND - Find den fantasifulde gave (29/11- 23/12)
Julemarkedet på Alter Markt foran rådhuset og St. Nikolaikirche i Stralsund er ikke så stort, men festligt dekoreret. Ud over de typiske juleboder på pladsen er der ligesom i middelalderen indrettet salgsboder under hvælvingerne i kælderen under rådhuset. Her kan man finde masser af fantasifulde julegaveideer og underholdning.

Læs mere på: www.weihnachtsmarkt-stralsund.de.

ULRICHSHUSEN - Hold jul på slottet i renæssancestil (lørdage og søndage fra 1/12-16/12)

Ægte gammeldags, skøn jul i de smukkeste rammer finder man på slottet Ulrichshusen nær Waren. Slottet er et af de mest betydningsfulde renæssanceslotte i Mecklenburg-Vorpommern. I dag er slottet omdannet til blandt andet hotel, og i de tre første adventsweekender er der jul på programmet, hvor duften af pebernødder blander sig med duften af træ fra håndværksarbejdet fra de mange lokale udstillere. Ofte er priserne på de mindre markeder lavere end på markederne i de store byer, så det kan godt betale sig at finde de små og mere intime markeder rundt omkring i det nordtyske.

Se mere på www.ulrichshusen.de.

WISMAR – Klassisk julemarked med et særligt et af slagsen til poderne (26/11 – 21/12)
Omringet af det oplyste rådhus, vandkunst og billedskønne gavlhuse ligger en af de smukkeste pladser i det nordlige Tyskland. Og her afholdes det årlige julemarked, der emmer af hygge. Er man på gavejagt, kan man finde mange klassiske gaveideer inden for håndværk og håndarbejde her: Juletræspynt, legetøj, træværk, stearinlys og fåreskindsprodukter - og markedet byder også på gode ting fra Thüringen, Erzgebirge og Skandinavien.

Et særligt børnemarked giver familiens yngste mulighed for at dyrke juleriet og prøve kræfter med at bage julekager, designe træting og lære at lave stearinlys.
Læs mere på: www.germany-christmas-market.org.uk eller www.wismar.de.

Find flere julemarkeder på www.germany.travel/dk/specials/jul/jul.

Læs mere om Scandlines på www.scandlines.dk. 



Om Scandlines
Scandlines blev grundlagt i 1998 og er et af Europas største færgerederier. På tre korte færgeruter med høj frekvens og kapacitet mellem Danmark, Sverige og Tyskland leverer vi en effektiv og pålidelig transportservice til både passagerer og fragtkunder. Hovedfokus i alle Scandlines’ aktiviteter er at skabe værdi for vores kunder om bord på færgerne såvel som i vores BorderShops.

I 2011 transporterede vi 11,5 millioner passagerer, 2,6 millioner personbiler og 640.000 lastbiler på vores ruter Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Vedhæftede filer

PDF-dokument