Pressemeddelelse -

Lastbilchauffører vil sikre skoleelever i trafikken

Medlemmerne af chaufførklubben Convoy Buddy vil ikke bare sidde med hænderne på rattet, når hundredvis af skolebørn på Københavns Vestegn begiver sig ud i trafikken i forbindelse med årets skolestart. Lastbilchaufførerne vil bidrage til bedre trafiksikkerhed og uddeler derfor 500 sikkerhedsveste i børnestørrelse på Ishøj Truck Show, der afvikles i slutningen af august hos Scania i Ishøj.

- Det myldrer med nye små trafikanter på vejene i denne tid, og uden den store trafikerfaring kan de hurtigt havne i farlige situationer. Derfor gælder det om at gøre de små cyklister så synlige for os andre som muligt, forklarer lastbilchauffør Henning Verner Olsen fra Lellinge ved Køge - i chaufførkredse bedre kendt som Baloo - om initiativet.

- Økonomisk støtte fra FDE Fonden og Scania har gjort det muligt for os at få produceret 500 skriggule sikkerhedsveste i børnestørrelse. Dem uddeler vi gratis til de 500 første børn på op til 12 år, der besøger os på Ishøj Truck Show, lover Baloo.

Han kører til hverdag for vognmand Kim Ancher i Ringsted i en Scania R 500 sættevognstrækker. Oftest har han en tung containersættevogn på slæb, og en stor del af kørslen sker i Hovedstadsområdet, hvor der også færdes mange cyklister.

- Højresvingsulykker fylder meget i vores bevidsthed, og med de gule sikkerhedsveste bliver børnene mere synlige i alle trafikale situationer, døgnet rundt, fastslår Baloo.

Ishøj Truck Show arrangeres af Convoy Buddy og Scania og byder i weekenden 30-31. august på familiefest til den store guldmedalje. Ud over uddeling af de 500 sikkerhedsveste benytter chaufførerne lejligheden til at arrangere en lille sikkerhedsudstilling med fokus på lastbiler og cyklister, hvor gæster i alle aldre kan komme tæt på en stor lastbil og få en snak med chaufførerne om den mest sikre måde at færdes i trafikken på.

- Det er et fælles ansvar at forbedre trafiksikkerheden. Højresvingsulykkerne gør selvfølgelig mest ondt på cyklisterne, men det er heller ikke omkostningsfrit for en chauffør at blive involveret i en cyklistpåkørsel. Det har jeg prøvet på egen krop, og det ønsker jeg ikke for min værste fjende, tilføjer Baloo.

Stor familiefest

Ishøj Truck Show byder ud over Convoy Buddy’s trafiksikkerhedstema på masser af familieunderholdning for store og små med bare lidt diesel i blodet. Blandt de største trækplastre bliver naturligvis lastbiler i alle afskygninger inkl. blankpolerede showtrucks, veteranlastbiler, hverdagslastbiler og radiostyrede modellastbiler.

Dertil kommer masser af underholdning for hele familien, øl- og madboder samt levende musik i store mængder. Blandt de sikre navne på plakaten er bl.a. Backseat med forsanger Ivan Pedersen, Danmarks countrydronning Tamra Rosanes samt den populære duo Bibbi & Snif. Der er desuden chance for, at en af grundlæggerne af Convoy Buddy, 70-års fødselaren ”Mr. President” himself, giver et par numre i anledning af den runde dag.

Men det stopper ikke her, for Ishøj Truck Show får også besøg af flysimulatoren Dual Dogfight F16. Den avancerede simulator bruger den nyeste teknologi til at skabe den helt rigtige fornemmelse af, hvordan det er at sidde i cockpittet på et F16 jagerfly og udkæmpe luftslag med mere end lydens hastighed. Kom også og se den danske finale i Scanias internationale chaufførkonkurrence "Young European Truck Driver”, hvor dygtige danske chauffører dyster på trafiksikker og økonomisk kørsel med lastbil.

Entréen til Ishøj Truck Show koster kr. 40 for voksne og kr. 20 for børn under 12 år, mens børn under 5 år kommer gratis ind. Convoy Buddy og Scania glæder sig til at byde velkommen til et par spændende og festlige dage den 30-31. august.

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • samfund
  • cyklister
  • skolestart
  • trafiksikkerhed
  • scania
  • lastbiler
  • trafik
  • transport
  • busser
  • lastbilchauffører

Scania Danmark A/S indgår i den globale Scania-koncern, der er en af verdens førende leverandører af tunge lastbiler, busser samt industri- og marinemotorer med tilhørende serviceydelser. Den danske Scania-organisation beskæftiger ca. 900 medarbejdere på i alt 26 velplacerede lastbil- og busanlæg jævnt fordelt over hele Danmark.
Scanias integrerede produkter og serviceydelser sikrer kunderne markedets mest omkostningseffektive løsninger for gods- og passagertransport ad landevej samt maksimal uptime. Scanias forsknings- og udviklingsaktiviteter er koncentreret i Sverige, mens produktionen foregår på flere anlæg i Europa og Sydamerika med mulighed for global udveksling af produktionsteknologi, komponenter og komplette køretøjer. Scania tilbyder også finansielle tjenesteydelser og beskæftiger ca. 41.000 medarbejdere fordelt på ca. 100 markeder verden over. I 2013 omsatte Scania CV AB for SEK 86,8 mia. og opnåede et nettodriftsresultat på SEK 6,2 mia. Læs mere om Scania på www.scania.com og www.scania.dk.

 

Kontakt

Jannie Christiansen

Pressekontakt Marketing & Communications Manager Presse, marketing, intern kommunikation +45 91344038

Relateret materiale