Pressemeddelelse -

Scania Fjerndiagnose – mindre stilstand, færre forsinkelser

Tekniske problemer og uforudset stilstand kan virkelig ødelægge dagen for en transportvirksomhed. Med det avancerede trådløse diagnoseværktøj Scania Fjerndiagnose minimeres risikoen for forsinkelser - både i forbindelse med planlagt vedligeholdelse og service, og hvis en teknisk defekt undervejs truer med at stoppe transporten.

Ved hjælp af Scania Fjerndiagnose kan Scanias teknikere koble sig på lastbilens elektroniske syste-mer og downloade en komplet statusrapport på køretøjet, uanset hvor i Europa det befinder sig. Dermed kan et eventuelt værkstedsbesøg forberedes ved at have de nødvendige reservedele klar, når lastbilen ruller ind på værkstedet, eller en servicevogn sendes ud til lastbilen på landevejen.

Det var præcis, hvad chauffør René Eilertsen fra BN Transport i Hjørring oplevede på en tur i Norge for nylig.

- Jeg kørte ved Ålesund på den norske vestkyst, da jeg pludselig fik en fejlkode på gearskiftet på min Scania R 500, fortæller René Eilertsen, der i chaufførkredse er bedre kendt som 'Stingo'.

- Jeg ringede til Stiholt i Hjørring, som leverede bilen fra ny sidste efterår. De instruerede mig i at nulstille gearskiftesystemet, og så forsvandt fejlkoden. Kort efter var den dog gal igen, så jeg ringede igen, for jeg ville jo nødig ødelægge gearkassen. De kunne berolige mig med, at jeg kunne køre hjem til Danmark uden problemer. Dagen efter kom jeg til værkstedet i Hjørring, og her stod de klar med reservedele og det hele, siger Stingo.

Fjerndiagnose under kørslen

Hvad Stingo ikke vidste, var at mekaniker Lasse Jensen i Hjørring havde downloadet en komplet statusrapport for lastbilen under kørslen hjem fra Norge. Den viste, at en elektronisk sensor på gearkassens skiftesystem var defekt, så Stiholts medarbejdere sikrede sig, at den rigtige reservedel var på lager og stod klar, da lastbilen ankom til værkstedet.

- Jeg blev noget overrasket over, at Lasse ikke behøvede at undersøge bilen for at finde ud af, præcis hvad der var galt. Det vidste han allerede, da jeg kom, så efter en halv time var jeg på farten igen. Der blev jeg godt nok noget imponeret, siger Stingo, der med mere end 35 års erfaring som chauffør ellers er svær at imponere.

- Var det sket i ”gamle dage”, havde jeg været tvunget til at køre til nærmeste værksted for at få undersøgt bilen. Derefter skulle jeg måske have ventet på reservedele til næste dag, og så havde jeg været forsinket i 24 timer. Nu tog det hele max. ½ time, fastslår René 'Stingo' Eilertsen.

Fakta om Scania Fjerndiagnose

Samtlige autoriserede Scania-værksteder kan kommunikere trådløst med alle Scania-lastbiler, der er udstyret med en Communicator kommunikationsenhed. Scania Communicator har siden 1/7-2013 været standard på alle Scania leveret i Danmark og er i alt monteret på godt 2.000 danske Scania leveret siden 2009.

Fjerndiagnose udføres ved, at værkstedet downloader en statusrapport på køretøjet trådløst via mobilnetværket. Det tager mellem 15 og 45 min. og kan ske, både når lastbilen holder parkeret og mens den kører. Statusrapporten danner grundlag for fejlfinding, bestilling af reservedele og forberedelse af mekaniker og værktøj, inden lastbilen kommer til værkstedet eller før udkørsel med servicevogn til lastbilen på landevejen. Scania Fjerndiagnose gør det desuden muligt at følge op på udført vedligeholdelse og reparation, så kontrolbesøg på værkstedet kan undværes.

Scania Fjerndiagnose udføres uden beregning i forbindelse med efterfølgende reparation på et aut. Scania-værksted.

Emner

  • Motor

Kategorier

  • lastbilservice
  • remote diagnostic
  • fjernbetjent teknologi
  • fjerndiagnose
  • værksted
  • scania
  • scania r 500
  • bn transport
  • busser
  • lastbiler
  • communicator

Scania Danmark A/S indgår i den globale Scania-koncern, der er en af verdens førende leverandører af tunge lastbiler, busser samt industri- og marinemotorer med tilhørende serviceydelser. Den danske Scania-organisation beskæftiger ca. 900 medarbejdere på i alt 26 velplacerede lastbil- og busanlæg jævnt fordelt over hele Danmark.
Scanias integrerede produkter og serviceydelser sikrer kunderne markedets mest omkostningseffektive løsninger for gods- og passagertransport ad landevej samt maksimal uptime. Scanias forsknings- og udviklingsaktiviteter er koncentreret i Sverige, mens produktionen foregår på flere anlæg i Europa og Sydamerika med mulighed for global udveksling af produktionsteknologi, komponenter og komplette køretøjer. Scania tilbyder også finansielle tjenesteydelser og beskæftiger ca. 41.000 medarbejdere fordelt på ca. 100 markeder verden over. I 2013 omsatte Scania CV AB for SEK 86,8 mia. og opnåede et nettodriftsresultat på SEK 6,2 mia. Læs mere om Scania på www.scania.com og www.scania.dk.

 

Kontakt

Jannie Christiansen

Pressekontakt Marketing & Communications Manager Presse, marketing, intern kommunikation +45 91344038

Relateret materiale