Pressemeddelelse -

Danskerne om mobilsikkerhed: Mobilen er uundværlig, ikke uerstattelig

Vi bruger vores smartphone til alt fra fortrolige arbejdsmails til intime beskeder og pengeoverførsler – alligevel er vi ikke nervøse for, at mobilen skal blive hacket eller stjålet. Det viser en rundspørge blandt 1.014 danskere, som Telia og YouGov har gennemført.

Hvad ville det være værst for dig at miste? Din pengepung eller dine nøgler, dine betalingskort eller mobiltelefonen? Danskerne er ikke i tvivl; pengepungen og betalingskortene vil være det mest frustrerende at miste – skarpt forfulgt af nøglerne til hjemmet. Mobiltelefonen med alle de personlige beskeder, billeder, apps, mobile pay og kontakter ligger helt nede på en fjerdeplads. Men det har måske sine naturlige årsager:

”Vores smartphone er i dag et helt essentielt og meget privat hverdagsredskab for de fleste af os. Derfor er det følsomme indhold på mobilen ofte godt beskyttet mod, at andre skal få adgang til det, eller at vi på den ene eller anden måde skulle miste telefonen. Vi sikkerhedskopierer vores smartphones, vi lægger vores feriefotos i en cloud-tjeneste, og vi sikrer indholdet med fx tastelås og ’remote wipe’-funktioner. Derfor opfatter mange danskere det ikke længere som et uoverstigeligt problem, hvis mobilen skulle tabes på fortovet eller glemmes på stranden. For adgangen til vores indhold er beskyttet, og vi kan gendanne opsætningen på en ny telefon,” siger Christoph Nørgaard, privatkundedirektør i Telia.

At danskerne stadig er påpasselige med den digitale adgang til deres smartphones, viser andre tal fra den nye analyse. Således har 7 ud af 10 danskere installeret en tastelås på deres mobiltelefon, hvilket er en simpel og meget effektiv måde at blokere for adgang til indholdet. Over halvdelen af os (56 pct.) åbner kun tilsendte filer, hvis vi kender afsenderen, og næsten lige så mange (55 pct.) bruger ikke offentlige trådløse netværk, hvis vi fx skal bruge netbank eller NemID.

Til gengæld har kun godt hver femte dansker installeret et antivirus på sin smartphone – og blandt de 18-34 årige er det kun 15 pct. Denne afslappede holdning i forhold til virus og spyware hænger sammen med, at hele 70 pct. af os ikke er det mindste bekymrede for, at vores mobiltelefon skal blive hacket. Ifølge undersøgelsen er det da også kun 1 pct., som har oplevet, at deres smartphone er blevet misbrugt i forbindelse med tyveri eller hacking.

Læs mere om mobilsikkerhed på www.telia.dk/sikkerhed

Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kategorier

  • yougov
  • mobil
  • smartphone
  • sikkerhed

Telia i Danmark er en del af TeliaSonera-koncernen, som er den førende telekommunikationsvirksomhed i de nordiske og baltiske lande. Ved udgangen af 2014 havde TeliaSonera en omsætning på 101,1 milliarder svenske kroner og ca. 73 mio. abonnementer. TeliaSonera er noteret på børserne i Stockholm og i Helsinki. Telia i Danmark udbyder mobil og fastnettelefoni til både privat- og erhvervskunder samt bredbåndsforbindelser og data-services samt tv-produkter. Telia havde i 2014 en omsætning på 5,8 milliarder svenske kroner, 1,8 mio. abonnementer og ca. 1000 medarbejdere. Enkelthed og service er essentielt for, at vi kan skabe profitabel vækst og værdi for vores kunder og ejere. Læs mere på www.telia.dk

Relateret materiale