Skip to main content

Telia skriver historie i nat

Pressemeddelelse   •   Maj 19, 2014 12:17 CEST

Natten til tirsdag går Telias og Telenors netværkssammenlægning ind i sidste etape, når selskabernes 2G-netværk slås sammen på Sydsjælland. Dermed indledes den afsluttende fase af det historiske projekt, hvor to mobilnetværk for første gang i verden lægges sammen på tværs af alle teknologier.

De to selskabers 4G-netværk blev lagt sammen allerede i slutningen af 2012, og i april i år afsluttedes arbejdet med at slå de to selskabers 3G-netværk sammen. Tilbage er nu kun det sidste skridt på vejen mod en historisk konsolidering af netværkene, sammenlægningen af 2G-nettene.

”Vi glæder os meget til denne afsluttende fase i udviklingen af Danmarks bedste mobilnetværk. Netværkene er slået sammen én teknologi ad gangen, og efterhånden, som alle teknologier er lagt sammen i et område, kan vi tænke det ind i designet af netværket, så hver enkelt teknologi udnyttes bedst muligt. Det betyder, at vi mere intelligent kan indstille netværket til kundernes forbrug og fx opprioritere 4G-dækning i områder, hvor kunderne bruger meget data,” siger Heine Wieben Rasmussen, netværksspecialist i Telia.

Netværkssammenlægningen giver kunderne en bedre oplevelse med det mobile netværk, idet både dækning, kapacitet og kvalitet forbedres. Det nye samlede netværk vil dække 99,9 % af danskerne med 2G og 3G, mens ca. 95 % vil være dækket af 4G.

Foruden et bedre netværk skaber netværkssammenlægningen også andre fordele for de to selskaber. Fx sænker projektet omkostninger forbundet med masterne i netværket. Det handler fx om lavere udgifter til leje af jord til masterne, mindre omkostninger til energi og optimal udnyttelse af ressourcer i forbindelse med opsætning af nye master. Desuden kan Telia og Telenor i fremtiden byde på frekvenser i fællesskab.

Nokia er valgt som eneleverandør på det historiske projekt og på trods af deres omfattende globale erfaring med netværksdeling, så er dette også en milepæl for virksomheden, fordi det for første gang i verdenshistorien handler om en sammenlægning af netværk og frekvenser på tværs af alle teknologier – 2G (GSM), 3G (UMTS) og 4G (LTE).

”Vores løsning til netværkssammenlægninger har sammen med vores globale services bevist vores evne til at imødekomme den massive efterspørgsel af kapacitet samtidig med, at vi leverer en forbedret oplevelse for Telias og Telenors danske kunder. Vi er stolte af at være en del af dette historiske projekt,” siger Louise Suhr, Head of TTN Customer Team i Nokia.

Læs mere om projektet på www.telia.dk/netvaerk

Telia i Danmark er en del af TeliaSonera koncernen, som er den førende telekommunikationsvirksomhed i de nordiske og baltiske lande, med virksomheder i Spanien samt i en række lande i Eurasien, inklusiv Rusland og Tyrkiet. Ved udgangen af 2013 havde TeliaSonera en omsætning på 101,7 milliarder svenske kroner, og 189 mio. kunder (72,5 mio. på hjemmemarkederne og 116,5 mio. igennem delvist ejede selskaber). TeliaSonera er noteret på børserne i Stockholm og i Helsinki. Telia i Danmark udbyder mobil og fastnettelefoni til både privat- og erhvervskunder samt bredbåndsforbindelser og data-services. Telia havde i 2013 en omsætning på 4,6 milliarder danske kroner. Enkelthed og service er vigtigt for at vi kan skabe profitabel vækst og værdi for vores kunder og ejere. Læs mere på www.telia.dk