Pressemeddelelse -

Misbrugsfamilien skal lære at rejse sig igen - sammen

Behandlingstilbuddet ’De små Skuldre’ inkluderer også de afhængige voksne i behandlingstilbuddet til børn og unge fra misbrugsfamilier

Hele familien bliver mærket, når enten far eller mor er afhængig af alkohol. Som oftest mærket for livet.

Derfor arbejdes der også med at lære hele familien at rejse sig igen i det tilbud, Behandlingscenter Tjele har til børn og unge fra misbrugsfamilier. Projektet hedder ’De små Skuldre’ og henvender sig til børn og unge i aldersgrupperne 8-12 år, 13-17 år og 18-24 år.

”Hele familien bliver syg, når én af de voksne har et misbrug. Derfor er det også hele familien, der sammen skal lære at leve, når f.eks. den afhængige har været i behandling for sit misbrug og familien kan begynde at fungere igen”, siger psykolog Radha Vijayarankan, der er projektleder af ’De små Skuldre’.

Bag behandlingstilbuddet står Behandlingscenter Tjele, som har mere end 25 års erfaring i at behandle afhængighed af alkohol, hash- og medicinmisbrug. Behandlingscenter Tjele var det første center, der indførte et behandlingstilbud til de pårørende, og det er bl.a. erfaringer herfra, der danner grundlag for de forløb, der nu indgår i det særlige tilbud til børn og unge.

Forældre-kompetencen styrkes

”Som andre tilbud til børn og unge fra misbrugsfamilier har vi fokus på barnet eller den unge. De små Skuldre stræber efter at involvere forældrene, så de hjælpes til at deres kompetencer styrkes til gavn for barnet og hele familien. Det sker i forbindelse med et weekendkursus for både barn og forældre”, siger Radha Vijayarankan.

Blandt andet giver ’De små Skuldre’ børn og unge tilbud om et gruppeforløb over 10 uger, hvor de gennemgår nogle af de typiske problematikker, som børn af misbrugende forældre har inde på livet. Det kan være negative følelser, manglende selvværd m.v. Som et supplement til de aldersinddelte gruppetilbud er det også muligt at få individuelle samtaler som et supplement til gruppeforløbet eller som et selvstændigt tilbud.

Børn-forældre-kursus

Som noget unikt arrangerer ’De små Skuldre’ weekendkurser for forældre og børn, hvor barn og forældre sammen og hver for sig lærer at arbejde med at genrejse den mere eller mindre ødelagte familie.

”Også her er opmærksomheden rettet mod at hjælpe børnene til et godt liv på trods af de skader, de erfaringsmæssigt har fået. Det er vigtigt at give de voksne deres forældrerolle tilbage – af hensyn til børnene. Og det skal ofte ske ved, at forældrene styrker deres viden og får indsigt i børnenes udfordringer, så de kan hjælpe barnet og familien på fode igen”, siger Radha Vijayarankan.

Projektet er støttet af Socialministeriet. 83% af de børn, der foreløbig har taget imod tilbuddet, er over 12 år og fordeler sig med 76% piger og 24% drenge. En tredjedel af børnene har en mor, der er afhængig, mens det for resten af gruppen er faderen, der er afhængig.

Related links

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • behandlingcenter tjele
  • kurser for børn og voksne
  • livskvalitet
  • børn og unge fra misbrugsfamilier
  • far drikker
  • mor drikker
  • hjælp til børn fra misbrugsfamilier

Tjele - Dansk Misbrugsbehandling er i dag Danmarks største private center for behandling af misbrug. Centret er landsdækkende og har siden 1990 tilbudt behandling af alkohol-medicin -og stofmisbrug med afsæt i 12-trins programmet, også kendt som Minnesotabehandling. I København og Aarhus tilbydes gratis behandling af ludomani.

Der tilbydes både døgn-og ambulant behandling samt et omfattende program for de pårørende.

Kontakt

Jan Meincke

Pressekontakt Centerleder Tjele-Dansk Misbrugsbehandling 70204080

Relateret materiale

Relaterede events