Nyhed -

25 deltagere fra Trekantområdet klar til DM i Skills

Når unge fra hele landet samles den 4.-6. februar for at kæmpe om at blive de bedste inden for deres fag, kommer 25 deltagere fra Trekantområdet til at dyste på hjemmebane i ikke mindre end 13 forskellige fag.

Torsdag den 4. februar lyder startskuddet til DM i Skills i Fredericia, hvor unge fra landets erhvervsskoler dyster om at blive de bedste inden for deres fag. 25 af deltagerne kommer fra Trekantområdet, hvor både Syddansk Erhvervsskole, Campus Vejle, IBC, Hansensberg, EUC Lillebælt og Social- og Sundhedsskolen i Fredericia er repræsenteret.

Trekantområdet er stærkt repræsenteret ved bl.a. detailuddannelsen, hvor hele otte deltagere fra området har kvalificeret sig til DM. Til konkurrencen skal de unge vise, hvordan de arbejder med salg og salgsplanlægning, indkøb og logistik og overbevise dommerne om, at de er både serviceminded og udviser godt købmandsskab.

Udover detailuddannelsen er Trekantområdet i år desuden godt repræsenteret ved produktionsfokuserede uddannelser som procesoperatør og industritekniker, hvor fem lærlinge har kvalificeret sig i kontrast til sidste år, hvor ingen havde kvalificeret sig. En udvikling, der lover godt for landets vigtigste industriregion, hvor der er efterspørgsel på nyuddannede inden for netop disse områder.

“Vi oplever, at produktionsvirksomhederne i Trekantområdet i stigende grad efterspørger kvalificeret arbejdskraft inden for særlige områder – herunder også nyuddannede. Det har derfor stor værdi, at Trekantområdet i år er vært for DM i Skills, som er med til at sætte fokus på erhvervsuddannelserne. Og at vi i år har 44 % flere lokale finaledeltagere lover godt for fremtiden,” udtaler formand for Danish International Manufacturing Academy og direktør i TRESU Group, Søren Maarssø.

Det er forskelligt for de enkelte fag, hvordan eleverne kvalificerer sig til DM. Typisk foregår det først og fremmest med et lokalt skolemesterskab, hvor de bedste elever og lærlinge går videre til regionsmesterskaberne. Her dyster deltagerne om at kvalificere sig til DM. Vinderne af DM kvalificerer sig derefter til hhv. EM og VM i Skills.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • skills2016
  • trekantområdet
  • erhvervsuddannelser
  • produktion
  • elever
  • industri
  • erhvervsskoler
  • lærlinge

Kontakt

Bjørn Voldbjerg Sørensen

Pressekontakt PR konsulent 26192891

Relateret materiale