Nyhed -

DM forventes at trække op mod 50.000 besøgende på tre dage

Den 4. til 6. februar er Trekantområdet vært for DM i Skills, hvor landets dygtigste erhvervsskoleelever over 3 dage dyster i forskellige discipliner indenfor deres fag. Håbet er, at værtsskabet kan være med til at få flere unge til at vælge en fremtid indenfor et af de fag, hvor områdets virksomheder mangler arbejdskraft.

Det er Messe C i Fredericia, der lægger haller til årets DM for erhvervsskoler med 300 deltagere og op mod 50.000 besøgende. Et stort arrangement med stor betydning for værtskommunerne i Trekantområdet.

Ud over at skabe de bedste rammer for mesterskaberne, er ambitionen med værtsskabet nemlig at fremme antallet af unge på områdets erhvervsuddannelser. Et fokus, som Trekantområdets kommuner tager alvorligt.

“I Trekantområdet er vi blandt andet rigtig stærke på produktion. Vores mere end 500 produktionsvirksomheder klarer sig bedre end virksomheder andre steder. Men mange af dem oplever allerede nu mangel på for eksempel industriteknikere. Derfor er det afgørende for vores virksomheder, at de unge får øjnene op for de mange muligheder, der er med en erhvervsuddannelse,” siger formand for Trekantområdet Danmark og Koldings borgmester, Jørn Pedersen.

DM i Skills er en oplagt mulighed for at vise de unge, hvilke muligheder, der er med en erhvervsuddannelse. Derfor kommer stort set alle områdets elever i 8., 9. og 10. klasser også på udflugt til Messe C for at opleve mesterskaberne.

Værterne har desuden lagt ekstra vægt på, at årets event har fokus på karriererådgivning. Et helt unikt samarbejde mellem erhvervsskolerne og UU-centrene i Trekantområdet har således skabt både anderledes vejledning på introdage i løbet af efteråret – og på selve messen. Under DM vil de unge møde 70 UU-vejledere, der har deres egen stand på messen med film om erhvervsuddannelser, uddannelsesspil samt en vejledningszone med plads til individuel snak.

Vicedirektør Gitte Lykkehus fra Hansenberg i Kolding håber, at initiativet kan være med til at vende antallet af ansøgere til områdets erhvervsuddannelser.

“Skills viser det ypperste inden for erhvervsuddannelserne – et meget højt fagligt niveau. Den passion, som ligger bag, oplever vi også i hverdagen på erhvervsuddannelserne. Det er den, virksomhederne efterspørger. Vi har de seneste år oplevet, at færre vælger erhvervsuddannelser. Måske fordi de ikke ved, at de f.eks. kan få en tømreruddannelse og samtidig opnå et gymnasialt niveau via EUX. Det giver langt flere karriereveje,” siger hun.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • skills2016
  • erhvervsskoler
  • lærlinge
  • elever
  • trekantområdet
  • arbejdskraft
  • produktion
  • industri
  • erhvervsuddannelse

Kontakt

Bjørn Voldbjerg Sørensen

Pressekontakt PR konsulent 26192891

Relateret materiale

25 deltagere fra Trekantområdet klar til DM i Skills

Når unge fra hele landet samles den 4.-6. februar for at kæmpe om at blive de bedste inden for deres fag, kommer 25 deltagere fra Trekantområdet til at dyste på hjemmebane i ikke mindre end 13 forskellige fag.

Trekantområdet i spil som VM vært

Tirsdag var en repræsentant fra Det Internationale Cykelforbund (UCI) på besøg i Haderslev for at kigge nærmere på den mountainbike-rute, hvor der måske skal køre VM i 2021.