Nyhed -

Trekantområdet til tops i erhvervsklimaundersøgelse

Tre af landets fire mest erhvervsvenlige kommuner ligger i Trekantområdet. Det viser en netop offentliggjort analyse fra Dansk Byggeri.

Vejen er landets mest erhvervsvenlige kommune ifølge Dansk Byggeris erhvervsklimaundersøgelse for 2016.

Kommunen har dermed forbedret sidste års fjerdeplads. Og Vejen er ikke den eneste kommune i Trekantområdet, der klarer sig godt i analysen, som er baseret på tal fra Danmarks Statistik, de kommunale regnskaber samt resultaterne af et spørgeskema sendt til alle landets kommunaldirektører.

Billund ligger således på en andenplads, mens Middelfart har taget springet fra en plads som nummer 32 sidste år til en flot 4. plads i år.

Det er et spring, der glæder Middelfarts borgmester Steen Dahlstrøm.

– Det er overordentligt tilfredsstillende. En placering som nr. 4 er meget flot, og bekræfter at vi er på rette vej. I Middelfart Kommune har vi arbejdet benhårdt og fokuseret med den service, kommunen yder. Vi ved, at dialogen er afgørende. Vi har fjernet dækningsafgiften, sagsbehandlingstiden på byggesager er lav, de ledige kommer hurtigt i job, og der bliver skabt mange nye virksomheder, siger Steen Dahlstrøm.

Også Kolding har taget et betydeligt skridt op ad listen med en 18. plads mod sidste års placering som nummer 64.

Trekantområdet Danmarks direktør Morten Rettig er overbevist om, at det ikke er en tilfældighed, at der er så mange Trekantkommuner med i toppen af listen.

– Netop gode rammebetingelser for vores erhvervsliv er en af de helt centrale elementer i samarbejdet mellem Trekantområdets kommuner. Vi er kontinuerligt i dialog med erhvervslivet for at skabe de bedst mulige rammer for at vores virksomheder kan trives og vækste. Det er en stor styrke, at vi har samme strategiske retning og vision, som vi står sammen om at opfylde, siger Morten Rettig, direktør for Trekantområdet Danmark.

Kommunerne i Trekantområdet har haft et formaliseret samarbejde siden 1990’erne og er dermed landets ældste business region. De syv kommuner laver blandt andet som de eneste i Danmark fælles kommuneplan, der er med til at skabe ensartede attraktive vilkår for erhvervslivet på tværs af kommunegrænserne.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • erhvervsklimaundersøgelse
  • erhvervsvenlige kommuner
  • dansk byggeri
  • vejen kommune
  • billund kommune
  • middelfart kommune
  • steen dahlstrøm
  • morten rettig
  • trekantområdet

Kontakt

Bjørn Voldbjerg Sørensen

Pressekontakt PR konsulent 26192891

Relateret materiale