Skip to main content

I dag udkommer Ærø Guide 2017

Blogindlæg   •   Jan 24, 2017 16:59 CET

TRYKT MEDIE I EN DIGITAL TIDSALDER

Verden af i dag domineres af skærme. Læsning bliver mere og mere digital!

Så hvorfor udkommer turistguiden stadig analog?

af Bjørg Kiær - Brand Manager, Ærø Turist & Erhverv

Det er jo selvfølgelig på grund af publikum, som forventer, at de får tilsendt et fysisk blad, når de skal hente inspiration og planlægge ferien.

Printmediet tillader nemlig hjernen mentalt at tage på ferie, at fordybe sig i drømme og nyde Ærø allerede i planlægningen af ferien.

FORDYBELSE

Da man forudså, at e-bøger helt ville få overtaget, så havde man nok ikke taget hygge-aspektet med i sine betragtninger.

Mens de digitale læsevaner handler om aktiv søgen af personligt udvalgte emner, så handler printmedier om at skabe relationer og fællesskaber og inviterer til hyggelæsning og fordybelse.

De digitale medier får læseren til at engagere sig, men hjernen har en gang imellem brug for en pause fra alt det digitale.

Rygter om det trykte magasins død er altså overdrevne. I nogle tilfælde giver det nemlig rigtig god mening at udgive indhold i trykt form.

HVEM ER MÅLGRUPPEN?

Men hvorfor vælge print? Hvorfor ikke nøjes med at udgive turistguiden online?

Når vi vælger at trykke vores Ærø Guide, så er det fordi vi har undersøgt, hvad der virker og hvordan vores målgruppe gerne vil have materiale fra os.

Når man også tager i betragtning, at man husker det trykte stof bedre end det digitale, så giver det endnu mere mening. Når noget er på tryk, har det en særlig evne til at fastholde indtryk og informationer.

I dag findes et utal af digitale tidsskrifter og magasiner. Men nogle af de trykte blade, der har overlevet i vores digitaliserede verden, er fagblade og turistmagasiner.

Inspiration og positivt vinklede historier har nemlig som regel mange læsere.

De trykte medier giver indgang til vores målgruppe på en måde, som andre medietyper ikke kan levere.

ET MIX AF KANALER

Selv om vi ser alle vores platforme som en helhed, der kommunikerer i samspil, så skal de forskellige platforme bedømmes på deres egne præmisser.

Der er ikke nogle entydige svar på, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, da det for os mere drejer sig om et mix af kommunikationskanaler, der møder vores målgruppe der, hvor de er og hvor vi forsøger at leve op til de målsætninger, vi som turistorganisation har i den sammenhæng.

Det er vigtigt at vi hele tiden kigger kritisk på, hvilke løsninger der findes til at forene analog og digital publicering. Det kræver også, at vi undervejs tager det interne workflow under lup.

Så hvorfor var det nu, at Ærø Guiden stadig udkommer som trykt magasin?

Det er jo selvfølgelig på grund af publikum, som forventer, at de får tilsendt et fysisk blad, når de skal hente inspiration og planlægge ferien. 

Ærø Guiden tillader nemlig hjernen mentalt at tage på ferie, at fordybe sig i drømme og nyde planlægningen af årets Ærø-ferie.

____________________________________________________________