Skip to main content

IKEA Museum hylder hacking som kunst

Pressemeddelelse   •   Feb 27, 2018 11:30 CET

IKEA Museets nye udstilling viser, hvordan man kan bruge de klassiske IKEA designs på en ny måde, som denne lampe designet af Daniel Saakes. Foto: © Inter IKEA Systems B.V. 2018

Älmhult: Hvad sker der, når IKEAs kendte varer genskabes til helt nye møbler og designgenstande? Eller omdannes til decideret kunst? På IKEAs nye udstilling om hacking i Älmhult, som åbner den 28. april, vil du få indblik i dette, og også i hvad der sker, hvis og når IKEA-produkter anvendes på en måde, de ikke er beregnet til eller testet for.

Den nye udstilling på IKEA Museum hedder ”IKEA Hacked. Our Products. Your Ideas”. En udstillingstitel, der skal tages helt bogstaveligt, og som er værd at køre efter. For både professionelle kunstnere og almindelige mennesker har nemlig været inviteret til at ændre eller omarbejde allerede eksisterende IKEA-genstande, både for at forbedre dem men også for at skabe decideret kunst. Og det vil ydermere ske løbende, når udstillingen slår dørene op fra april. Nogle af disse publikums-hacks vil måske ovenikøbet inspirere til nye varer, som de forskellige IKEA varehuse senere kan inkludere i sortimentet.

IKEA Hacking er i dag blevet en livsstil, hvor enkeltpersoner forbedrer eller helt transformerer møbler og designgenstande med hacking-elementer som nye ben, anderledes fronter eller nye greb. Noget, der kan pifte et allerede eksisterende køkken op eller revitalisere en sofa, der derved kommer til at se ud som næsten ny. Udover fornyelsen gør denne transformationsproces, at vi mennesker skaber et følelsesmæssigt bånd til en ting, fordi vi selv har ’tænkt det videre’ og udviklet det. Mange kender det f.eks. fra at skifte ben på den kendte sofa KLIPPAN, når de første ben er slidt ned. Eller fra at skifte fronterne på et køkken, så det fremstår mere up-to-date.

"På IKEA Museum er vi nysgerrige og ønsker at udforske, hvad der sker omkring os og hvorfor. Fænomenet ’hacking af IKEA-varer’ har tiltrukket en masse interesse over hele verden med entusiaster i alle aldre, nationaliteter og med forskellige baggrunde. Vi synes, at fænomenet er uhyre interessant at indfange i en udstilling, hvor udgangspunktet er dine egne og helt personlige ideer", siger Camilla Junger, udstillingsleder på IKEA Museum.

Mere end 30 kunstnere, arkitekter og designere fra hele verden er blevet inviteret til at præsentere deres transformationsidéer af IKEA-produkter. Flere af disse kunstnere er i forvejen internationalt berømte, men de fleste af dem vises for første gang i Sverige. Udstillingen vil også omfatte besøgende kunstnere, der midlertidigt bor på museet og løbende viser, hvordan de bruger IKEA-produkter som udgangspunkt og råmateriale til deres arbejde med at undersøge fænomenet hacking.

Udstillingen viser en bred vifte af kunst- og designstykker lavet af IKEA-produkter, lige fra "blyantstolen" fremstillet af 6971 korte blyanter fra IKEA-butikken, over en skulptur af 63 TEODORES stole stablet ovenpå hinanden og videre til et interaktivt lysbord, hvor den besøgende kan oprette en et-minuts lampe ved hjælp af IKEA-genstande.

Et omfattende program af forelæsninger og workshops, der har de forskellige aspekter af hacking som omdrejningspunkt, gennemføres også i løbet af udstillingsperioden, hvorved de besøgende i alle aldre får mulighed for at forløse deres kreativitet.

Vigtigt er, at alle kan være med, også besøgende, hvorved udstillingen hylder det demokratiske i både den løbende forbedring af et møbel, men også i kunsten og genbrugstanken i at alle kan skabe noget nyt af noget gammelt.

Læs mere: https://ikeamuseum.com/sv/kalender/more/ikea-hacked-our-products-your-ideas/

Visit Sweden er en kommunikationsvirksomhed, der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. Vores vision er at skabe lyst til Sverige og inspirere flere udenlandske turister at rejse til Sverige. Vi er tilstede i 10 lande over hele verden og kombinerer lokal tilstedeværelse med markedsomfattende kommunikation. Visit Sweden ejes ligeligt mellem den svenske stat gennem Erhvervsministeriet og det svenske turisterhverv gennem Svensk Turism AB.