Pressemeddelelse -

Deutsche Hospitality vinder prestigefyldt, nordisk hotelpris efter købet af Zleep Hotels

Torsdag middag vandt den danske hotelkæde, Zleep Hotels, og hotelkædens tyske ejer, Deutsche Hospitality, den prestigefyldte pris ’The Nordic Hotel Professional of the Year Award’.

Stor betydning for det nordiske hotelmarked
Prisen uddeles for at anerkende stærkt lederskab i hotelindustrien og gives til en aktør med stor betydning for udviklingen af det nordiske hotelmarked.

”Det er en rigtig fin anerkendelse af det store stykke arbejde, der er lagt i den handel, der er indgået mellem Deutsche Hospitality og Zleep Hotels. Vi kan alle være stolte af kollegaers interesse og påskønnelse, og jeg er personligt meget stolt og taknemmelig. Alle i Zleep har gjort en stor indsats for at få tingene til at lykkes, og Deutsche Hospitality har udvist et stort engagement”, fortæller Peter Haaber, CEO i Zleep Hotels.

Også CEO i Deutsche Hospitality Thomas Willms er glad for at have modtaget den flotte pris:

“Vi er enormt stolte over at modtage den her pris, eftersom Zleep Hotels passer ekstremt godt ind i vores portefølje. Zleep brandet og dets lokationer i Danmark og Sverige gør det muligt for os at udvide vores tilstedeværelse i Norden og dermed tilbyde vores gæster endnu flere muligheder”, fortæller Thomas Willm, CEO i Deutsche Hospitality.

Første transaktion af sin slags i Norden
Zleep Hotels og Deutsche Hospitality blev nomineret til prisen af Nordic Hotel Consulting for at udforske og udvinde det spændende potentiale, der ligger i opkøbet af Zleep som niche-virksomhed:

”Deutsche Hospitalitys køb af Zleep Hotels markerer en stor milepæl i den nordiske hotelindustri. Efter en bølge af globale konsolideringer blandt hotelvirksomheder illustrerer denne transaktion i stedet potentialet i at lade store internationale aktører udforske og opkøbe niche-virksomheder, og samtidig markeres den stigende interesse herfor. Købet af Zleep Hotels er den første transaktion af sin slags i Norden, hvor Deutsche Hospitality, som international spiller, har valgt at købe sig ind i den mindre danske hotelvirksomhed. Zleep Hotels har et stærkt vækstpotentiale i både Norden og internationalt”, oplyste Nordic Hotel Consulting ved nomineringen.

Deutsche Hospitality købte i januar 2019 51 procent af Zleep Hotels.

Blandt dette års nominerede var desuden Hines, ICON og NREP. Prisen er netop blevet overrakt ved NHC konferencen ’Leading Nordic Hotel Investment and Development Conference’ i København. 

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • hoteller
  • udvikling
  • danmark

Om Zleep Hotels

Zleep Hotels er en del af Deutsche Hospitalitys brandfamilie. Zleeps vision er altid at levere kvalitet, service og design til en god pris for de mange. I dag består hotelkæden af 10 hoteller i Danmark og et i Sverige, og fire nye hotelprojekter er allerede offentliggjort. Målet er at drive 40 hoteller i 2025. For at kunne realisere det mål, skal Zleep Hotels kunne bevise sine kompetencer for at fremstå som en attraktiv franchisegiver, samarbejdspartner og investering. Deutsche Hospitalitys investering i Zleep Hotels er et godkendelsesstempel for fremtidige ejendomsudviklere og samarbejdspartnere. Udover Zleep Hotels omfatter paraplyvirksomheden, Deutsche Hospitality, fire kendte hotelmærker: Steigenberger Hotels and Resorts, MAXX af Steigenberger, Jaz in the City og IntercityHotel. Deutsche Hospitalitys portefølje omfatter i øjeblikket over 130 hoteller på tre kontinenter. Læs mere om Zleep Hotels. Læs mere om Deutsche Hospitality.

Kontakt

Sofie Engmose

Pressekontakt Social Media Manager 23369555

Relateret materiale