Skip to main content

Hillerød får nyt hotel på Markedspladsen i 2019

Pressemeddelelse   •   Aug 16, 2017 10:00 CEST

(Read in English)

I efteråret 2019 åbner et nyt hotel på Markedspladsen, helt centralt i Hillerød. I PFA's 200 mio. kr. nybyggeri flytter Zleep Hotels ind med cirka 100 værelser, der skal tilbyde erhvervslivet og turisterne en trestjernet overnatning, hvor der er fokus på helhedsoplevelsen. For Zleep Hotels er der tale om en god beliggenhed i Hillerød, der styrker deres position i Danmark yderligere.

God kvalitet og god pris

Hotellet bliver del af et 10.200 kvm stort projekt, der også skal inkludere en dagligvareforretning, et fitnesscenter, en parkeringskælder og 50 lejligheder. Hotellets næsten 3.000 kvm skal huse cirka 100 værelser, et lobbyområde og en morgenmadsrestaurant. Med sin nylige kvalificering som trestjernet hotelkæde kan Zleep Hotels tilbyde et prisvenligt produkt, hvor der er stor fokus på værelsernes kvalitet, en sund og økologisk morgenmadsbuffet samt hyggelige loungeomgivelser. Dermed vil hotellets fremtidige gæster opleve en helt anden standard, end de er vant til i Hillerød.

"Det er et rigtig spændende projekt at være med til at bygge på Markedspladsen, og vi er glade for, at kunne øge vores tilstedeværelse i Hillerød. Det er en by, der er inde i en rigtig god udvikling og et attraktivt sted at bo og opholde sig. Derfor ser vi frem til bl.a. at være med til at anlægge et nyt hotel og tilbyde en række seniorvenlige boliger, som samtidig vil være med til at give vores mange pensionskunder et attraktivt afkast", siger Michael Bruhn, direktør i PFA Ejendomme.

Central beliggenhed i Hillerød

Hillerød er en helt ideel beliggenhed for Zleep Hotels. Med vartegn som Frederiksborg Slot, en UNESCO verdensarv og Danmarks næststørste skov kan Hillerød tilbyde en god kombination af kultur og naturoplevelser. Som det industrielle centrum i Nordsjælland har Hillerød samtidig et stærkt erhvervsliv, der bl.a. vokser på grund af en god infrastruktur til København og resten af Nordsjælland. Zleep Hotels' entré på markedet tilfører derfor øget værdi til både turister og erhvervsrejsende, som i 2019 får mulighed for at få en god overnatning til attraktive priser.

"Det er rigtig interessant, at PFA nu har valgt at bygge både seniorboliger og et hotel i Hillerød. Det understreger den gode udvikling, vi er inde i, hvor der sker en masse rundt omkring i kommunen. Og med den centrale placering i Hillerød, kan jeg sagtens forestille mig, at der kommer masser af gæster til hotellet og til Hillerød", siger borgmester Dorte Meldgaard.

Zleep Hotels vokser

Pensionsselskabet PFA's investering i Zleep Hotel Hillerød er en blåstempling til hotelbranchen som et attraktivt investeringsobjekt. Offentliggørelsen af projektet i Hillerød er det tredje i hotelkædens pipeline for 2019, hvor der også planlægges åbninger i Aalborg og nær Stockholm. Zleep Hotels har allerede bevist, at de kan drive hoteller i sekundære markeder, hvor andre operatører har svært ved at finde fodfæste. Hillerød bliver derfor en stærk tilføjelse til kæden, der er i stort vækst.

"Vi har gennem længere tid set på muligheden for at komme ind på hotelmarkedet i Nordsjælland. Denne centrale placering i en af de vigtigste erhvervs- og turistbyer nord for København er en kæmpe mulighed for Zleep Hotels. Vi glæder os til at komme i gang med byggeriet, men ikke mindst at få åbnet hotellet for vores og Hillerøds gæster. Det bliver en fantastisk tilføjelse til vores kæde og er med til at vise, at udviklingen i branchen ikke kun foregår i København", fortæller Peter Haaber, CEO i Zleep Hotels.

Fakta

  • Projektet har et samlet boligareal på 10.200 kvm
  • 3.000 kvm skal være hotel
  • Hotellet vil bestå af cirka 100 værelser
  • De resterende kvadratmeter vil gå til bl.a. parkeringsfaciliteter, dagligvareforretning, 50 seniorboliger og en sundhedsklinik
  • Projektets samlede anlægssum forventes at være omkring 200 mio. kr.
  • Projektet udvikles i samarbejde med Momentum+
  • Byggeriet påbegyndes 2018 og forventes færdigt i 3. kvartal 2019

Om Zleep Hotels
Zleep Hotels er en innovativ virksomhed, der er i stor fremgang. Det er en virksomhed med noget på hjertet. Visionen er netop at tilbyde et prisvenligt kvalitetsprodukt. Hotelkæden består i dag af 9 hoteller i Danmark. Yderligere 3 hotelprojekter er allerede offentliggjort i alt. Målet er at operere 20 hoteller i 2020. For at kunne realisere det mål, skal Zleep Hotels kunne bevise sine kompetencer for at fremstå som en attraktiv franchisegiver, samarbejdspartner og investering. Læs mere om Zleep Hotels.