Pressemeddelelse -

Fra pizzaovn til OL: Dansk designer omsmelter plastik til populært interiør

Andreas Zacho har med virksomheden A Circular Design Studio for alvor bevist, at virksomheder godt kan være bæredygtige helt ind til benet. Zacho, der startede design-forsøgene i en pizzaovn fra DBA, blev sidste år inviteret til OL i Tokyo for at vise sine særlige metoder frem

Det var med et brændende ønske om at gøre noget ved verdens plastudfordringer- og forbrug, at Andreas Zacho startede A Circular Design Studio tilbage i 2019. Drømmen var at skabe et tobenet designstudie, som både skulle bevise, at det er muligt at bygge en bæredygtig forretning, samtidig med at han gerne ville undervise andre i, hvordan de kan gøre en positiv forskel med deres virksomheder på plastfronten. Drømmen, der blev til på mærkværdig vis, er nu blevet til virkelighed:
“A Circular Design Studio er faktisk blevet bygget på en gammel pizzaovn, jeg købte på Den Blå Avis til 300 kroner og et par hjemmelavede støbeforme. Så det er ret vildt at opleve, at vi nu har fået skabt et brand, som folk begynder at kende. Og så er det bare lige præcis den bæredygtige forretning, jeg ønskede at skabe,” fortæller Andreas Zacho, der efter syv år i Søværnet, besluttede sig for at uddanne sig som arkitekt på Det Kongelige Danske Kunstakademi for derefter at starte sin egen virksomhed.

I designstudiet indsamler og opkøber de plastaffald fra blandt andet virksomheder og caféer, men også fra strandene langs Vestkysten, som de derefter kværner og omsmelter til fade, bordplader og køkkengreb i forskellige, marmorerede farver.
“Plastikken kommer fx fra shampooflasker og kabelrør, og så er den er indsamlet lokalt i Danmark, ligesom produktionen også sker her i landet,” forklarer Andreas Zacho, der vil gøre produkterne så bæredygtige som muligt, og derfor er det ifølge ham ikke nok blot at arbejde med genbrugsmaterialer.

Knuste OL-drømme
Andreas Zacho fortæller, at der har været stigende efterspørgsel på trods af corona-udfordringer, men at pandemien desværre kostede en tur til OL. Han og A Circular Design Studio blev ellers inviteret til Tokyo af VisitDenmark for at vise deres metoder og produkter frem til gæsterne, som selv skulle prøve at omsmelte fx kapsler fra deres vandflasker til nyt design. Og selvom Andreas Zacho uden tvivl kvalificerer sig til en guldmedalje i genbrug, så er mange af disse arrangementer altså blevet aflyst i lyset af corona-situationen.

“Det havde været meget spændende at få lov at komme Tokyo og skabe en øget bevidsthed om genbrug af plastik til det publikum,” indrømmer Andreas Zacho. Han tilføjer: ”Men vi er også klar næste gang. Jeg tager det bare som et stor cadeau at blive inviteret med til en begivenhed af den størrelse og på en eller anden måde repræsentere Danmark ved OL.”

Iværksætter, men menneske først
Hvis man mailer med Andreas Zacho, så opdager man hurtigt et af hans principper. For under hans signatur, bliver man mødt af en venlig påmindelse om, at man skal undlade at kontakte ham uden for arbejdstid, for der har han nemlig fri.
“Jamen, det har jeg skrevet, fordi jeg har fundet ud af, at det er nødvendigt. Jeg elsker at arbejde - særligt når det nu også er min hobby - men jeg elsker også at have fri. Så på den måde er det selvfølgelig også en reminder til mig selv,” forklarer han og fortæller, at A Circular Design Studio ikke at skabt for at gøre ham rig:

“Det kan godt være, det lyder lidt frelst, men A Circular Design Studio er et meget personligt projekt, der handler om at gøre en forskel og hjælpe andre med at skabe en forandring også. Jeg har fx en medarbejder, der arbejder to dage om ugen, som tjener mere end mig, så jeg skal have hjertet med, hvis vi skal fortsætte. Og det har jeg,” understreger iværksætteren.

A Circular Design Studio har produktionslokaler i Skovlunde i Storkøbenhavn, og man kan opleve nogle af de forskellige produkter i butikken på ikoniske Jægerborgsgade på Nørrebro.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Regions

  • Hovedstaden

Kontakt

Andreas Zacho

CEO +45 6024 7964

Relateret materiale