Pressemeddelelse -

Kunst og folkesundhed: Fremsynet corona-lysværk giver håb under Festugen 2021

Designere, forskere og sundhedseksperter fra hele verden har i fællesskab arbejdet på at skabe værket Urban Sun, som kombinerer kunst og folkesundhed. Værket kan opleves under Festugen 2021.

I halvandet år har coronavirus indtaget vores liv, vores by og skabt afstand imellem mennesker. Men pandemien har også sat tankerne i gang. For hvordan er vi sikkert sammen? Hvordan bruger vi vores fælles rum, imens vi samtidig holder virus i skak og passer på hinanden?

Som en del af Lysfesten under Festugen 2021 kan Festugens gæster opleve værket Urban Sun af Hollandske Studio Roosegaarde. Værket kombinerer kunst, teknologisk fremsynethed og folkesundhed. I fællesskab har designere, forskere og sundhedseksperter fra hele verden bidraget med viden og udvikling af værket, som oplyser en stor cirkel af far-UVC-lys med en bølgelængde på 222 nanometer i det offentlige rum og på sikker vis er med til at reducere mængden af vira i luften.

Arbejdet på værket blev allerede igangsat i 2019 og fik dermed endnu større betydning, da coronavirus spredte sig over kloden.

Og hos Aarhus Festuge er man helt utrolig glade for, at det er lykkedes at bringe Urban Sun til Aarhus, fortæller direktør hos Aarhus Festuge, Rikke Øxner:

- Studio Roosegaardes projekter er eminente eksempler på, hvordan kunst og arkitektur kan gøre en forskel. Hvordan det udover at sætte tankerne og debatten i gang også kan finde frem til løsningerne. Deres værker er både æstetisk smukke, men også nyskabende, håbefulde og modige – og så har Urban Sun fået enorm ros med på vejen fra både sundhedseksperter og kunstkritikere. Så vi glæder os meget til at vise aarhusianerne endnu et eksempel på, hvad kunsten også kan, siger hun.

Værket viser, hvordan man på tværs af områder – sundhed, kunst og teknologi – kan stå sammen om at skabe en bedre og sikrere fremtid for hinanden og vores helbred. Værket er lovprist af eksperter fra hele verden og indgyder håb og bekæmper social isolation ved at komme med inspiration til løsninger for sikrere rammer for kultur- og sportsbegivenheder, skolegårde og offentlige pladser.

Ifølge Daan Roosegaarde, som er designeren bag projektet, så handler værket om, at vi alle kan tage aktiv del i løsningen på de udfordringer, vi oplever i vores verden.

- Vi er stolte af, at Urban Sun kan skinne med sit nye lys i Danmark. Det er op til os at være arkitekterne af vores egen fremtid, siger han.

Projektet var finalist i kampen om mediet Fast Companys pris som ’World Changing Idea 2021’.

Den hollandske designer bag værket, Daan Roosegaarde, stiller gerne op til telefoninterview og fortæller mere om værket, teknologien og ambitionerne bag. Kontakt Helena Holmenlund på hhc@aarhusfestuge.dk, hvis I ønsker et interview.

Læs mere om værket og kunstnerne bag på deres hjemmeside

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • lysfest 2021
  • aarhus festuge 2021

Regions

  • Midtjylland

I 56 år har Aarhus Festuge fascineret, inspireret og udfordret. Med internationale kunstnere, lokale artister og oplevelser for både børn og voksne inviterer Aarhus Festuge hvert år til ti forunderlige dage.

Her kan man opleve kunst og kultur på højeste niveau, når hele byen summer af musik, teater, arkitektur, gastronomi, kunst, debatter og alt derimellem.

Kontakt

Helena Holmenlund Christensen

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig 53831385

Relateret materiale