Pressemeddelelse -
Fra byggeaffald til facaden på Vejles nye kulturhus: Når upcycling i byggeriet lykkes
Upcycling i byggeriet kan lyde enkelt, men er i praksis fortsat en kompleks og teknisk krævende proces. Men i Vejle lykkes det! Taget fra den almene boligbebyggelse Pileparken i Gladsaxe skulle egentlig kasseres og blive til byggeaffald. Nu får tagpladerne imidlertid nyt liv som facade på Vejles kommende kulturhus.
Den aktuelle renovering af den almene boligbebyggelse Pileparken i Gladsaxe har skabt grundlag for et nyt upcycling-samarbejde i byggeriet. Her fjernes et ældre tag bestående af eternit- og aluminiumsplader som led i en omfattende asbestsanering og efterisolering.
Materialerne stod umiddelbart over for at blive bortskaffet, men takket være en opmærksom nedriver fra LH Hockerup, som så potentialet i pladerne, bliver det i stedet starten på en ny fortælling. Frem for at ende som affald får trapezpladerne nu nyt liv på den anden side af Storebælt. Lige nu monteres pladerne nemlig som facadebeklædning på Vejles nye kulturhus.
Projektet er en transformation og udvidelse af byens eksisterende bibliotek og har høje ambitioner for bæredygtighed og genbrug. Derfor glæder det også arkitekterne fra AART, som står bag både Pileparkens renovering og Vejles nye kulturhus, at upcycling-samarbejdet her er blevet en realitet:
”Det her viser, hvordan arkitekturen udvikler sig, når vi tænker cirkulært mellem projekterne – og når materialer skifter funktion og betydning. Pladerne går fra at have været en skjult, teknisk tagflade til at blive et synligt og identitetsskabende element i kulturhusets arkitektur – et eksempel på ressourcetænkning i byggeriet, der både styrker kulturhusets fortælling, æstetiske udtryk og reducerer dets miljøaftryk,” siger Sara Emilie Nilsson, arkitekt og faglig leder for Transformation og Bevaring i AART.
Cirkulær succes skabt gennem fælles indsats
Løsningen her er kun lykkedes på grund af et stærkt samarbejde på tværs af de to renoveringsprojekter, hvor både entreprenører, ingeniører, nedrivere, arkitekter og ikke mindst bygherrer har arbejdet sammen om at finde en fælles løsning.
”Som bygherre skal man arbejde med en anden uforudsigelighed og tålmodighed, når man, som her, går nye veje. Vi er eksempelvis nødt til at være fleksible i forhold til, at vi ikke nødvendigvis kan få hele vores facade monteret på samme tid – men må vente på, at materialerne er til rådighed. Vi har store ambitioner på bæredygtighed og arkitektur, og selvom det kan give mere bøvl i processen, vurderer vi, at vi vinder mere på flere bundlinjer,” siger Sofie Plenge, direktør for kultur og sundhed i Vejle Kommune.
Et stort potentiale – hvis efterspørgslen kommer
Eksemplet her er ikke hverdag i byggeriet – endnu. Branchen står over for en stor opgave, hvor flere af dens materialer skal finde nyt liv gennem genanvendelse og upcycling.
Bygge- og anlægsbranchen genererer i dag lidt over 5 mio. ton bygge- og anlægsaffald om året. Det svarer til ca. 40 % af alt affald i Danmark. I 2021 blev kun ca. 13.000 ton byggematerialer genbrugt direkte.
“Som entreprenører ser vi ofte på udfordringer og risici – især prissætningen, som bliver mere kompleks ved genbrug. Det er usikkert, hvordan vi skaffer materialerne, og hvordan de kan monteres. Vi skal have dem på hånden, da vi ikke bare kan købe fra et lager. Derfor kræver det mere systematik i arbejdet med materialerne – så vi bedre kan tænke det ind i projekterne fra start og dermed gøre det lettere at skabe en efterspørgsel. Nedriverne spiller her en nøglerolle – at de, som her, ser potentialet i noget, der ikke umiddelbart har værdi. Det er et vigtigt paradigmeskifte,” siger Christian Kemph, direktør for Byggeri og medejer af Vognsen & Co Entreprise.
Potentialerne i eksemplet her er store – både miljømæssigt og i forhold til at skabe nye og levende udtryk i vores byer og bygninger med afsæt i de ressourcer, vi allerede har. I Vejle viser de en vej.
Om Vejle Kulturhus
Vejles nye kulturhus bliver et fremsynet og imødekommende samlingspunkt for Vejles borgere. Projektet er en transformation af Vejles eksisterende bibliotek fra 1970erne, hvor en ny, ressourcebevidst æstetik præger kulturhuset både ude og inde. Blandt andet med genbrug af den eksisterende betonkonstruktion som en synlig del af identiteten i husets interiør, og med den nye facade af genbrugte tagplader. Læs mere om projektet og tankerne bag her.
For yderligere information
Laura Sofie Toftdahl, Head of Communications, AART
T: 3024 0400 E: lst@aart.dk
Vicki Vestergård Larsen
Kommunikationskonsulent og pressekontakt, Vejle Kommune
T: 2018 6925 E: vimla@vejle.dk
Emner
Kategorier
Regions
Om AART
AART er en af Nordens største arkitektvirksomheder med mere end 250 ansatte og kontorer i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland. Virksomheden arbejder med arkitekturen som redskab til at skabe positiv, helhedsorienteret forandring og står bag en lang række toneangivende transformations- og renoveringsprojekter – blandt andet Vikingtidsmuseet i Oslo, Universitetsbyen i Aarhus, Vejles nye kulturhus og renoveringen af DTU Bygning 208, som netop har modtaget prisen for Årets Byggeri 2025.