Skip to content
Foto: Yellows / Brunner
Foto: Yellows / Brunner

Press release -

Ny møbelserie af AART Designers skal tilføre mere hjemlighed til care- og sundhedssektoren

Med ambitionen om at tilføre mere hjemlighed til professionelle miljøer indenfor care- og sundhedssektoren lanceres en ny møbelserie med navnet ’feel’. Serien er skabt i et samarbejde mellem AART Designers og den tyske møbel- og designvirksomhed Brunner.

Den nye møbelserie er skabt på baggrund af et ønske og en efterspørgsel i markedet efter møbeldesigns, som kan imødekomme de høje krav til ergonomi og funktionalitet, der gør sig gældende i care- og sundhedsmiljøer, men som samtidig har et hjemligt, imødekommende og mindre institutionelt formsprog, end man traditionelt forbinder med området.

”Møbler betyder meget for, om vi føler os hjemme, og om vi føler os tilpas. Vi oplever møbler både med øjnene og ikke mindst med kroppen. Møbler kan derfor bidrage til at skabe tryghed, tilhørsforhold og ro for den enkelte. Den demografiske udvikling betyder, at vi bliver flere ældre, og mange når en alder, hvor de får brug for mere støttende møbler. Det er generationer, som gennem livet har været vant til selv at udvælge deres møblering ud fra egne designpræferencer, og som kan finde det vanskeligt at føle sig hjemme i ofte mere institutionelle rammer. Med feel har vi ønsket at imødekomme begge behov med kombinationen af god ergonomi og skandinavisk, appellerende design,” fortæller Morten Hove Lasthein, som er partner og designchef i AART Designers.

Positive effekter af hjemlighed i indretningen
Designet af feel-serien tager afsæt i en strømning, hvor man ønsker at tilføre større hjemlighed til professionelle miljøer, fordi man ved, at det kan have en afstressende effekt på brugergrupper. Eksempelvis ved man, at afstressende miljøer kan skabe bedre muligheder for fx patienter i sundheds- og plejesektoren ift. at restituere og blive raske. Det kan helt konkret påvirke indlæggelsestiden og dermed - udover de personlige fordele for patienten - også have økonomiske fordele for institutionen og samfundet.

Feel-serien er således skabt med afsæt i care-sektoren, men er med sit imødekommende og stemningsskabende design også velegnet til andre professionelle miljøer, hvor kombinationen af god ergonomi, robusthed og æstetik ligeledes er ønsket. Det kan fx være hoteller, restauranter og kontorer, hvor man grundet den demografiske udvikling også her vil få flere brugere med et større behov for ergonomiske møbler.

”Ambitionen har været, at feel skal føles godt – både i materialevalget, kvaliteten i håndværket og med de afrundede former, som skaber en komfortabel og omfavnende oplevelse for brugeren. Samtidig er serien stabil og robust i sin konstruktion – den er designet til at blive brugt og bestå. Møblerne kan derved følge dig gennem flere af livets faser – måske anskaffer du dig stolen til dit private hjem, og bringer den med videre til seniorbofællesskabet eller plejeboligen,” fortæller Morten Hove Lasthein.

AART Designers er en integreret del af arkitektvirksomheden, AART, og har gennem en længere årrække arbejdet med møbel- og produktdesigns til bl.a. sundhedssektoren, hvor AART står bag flere store hospitals- og psykiatribyggerier på tværs af Skandinavien.

Et godt match
Samarbejdet med den tyske designproducent, Brunner, har været både interessant og lærerigt for AART Designers. Blandt andet fordi de to virksomheder har bragt forskellige kompetencer ind i designsamarbejdet.

”Brunner kombinerer industriel produktion med godt håndværk, et internationalt udsyn samt en stor markedsforståelse og indsigt i bl.a. care-sektoren. I kombination med vores skandinaviske designforståelse og brugerorienterede udviklingsprocesser har vi sammen skabt en serie, som er bredt appellerende og meget anvendelig hvad angår både form og funktion,” fortæller Morten Hove Lasthein.

Feel-serien består af en dining chair med hhv. høj og lavere ryg, en recliner med justerbar ryg og fodskammel samt spiseborde og sofaborde i forskellige dimensioner.

Læs mere om feel-serien på AARTs hjemmeside og hos Brunner.

Billedtekster:

  • Et smukt og effektivt greb. Feel seriens stole er bl.a. karakteriseret af en forfinet designdetalje, som bidrager til såvel udtryk som funktion. Det brede armlæn og overgangen herfra videre ned i benene giver stolene personlig karakter og rummer samtidigt seriens elegante sammenspil mellem flader og afrundede former. Armlænets udformning tilfører stolene flere centrale kvaliteter. Udover en komfortabel siddeoplevelse for brugeren fungerer det også som et naturligt og ergonomisk greb, når stolen skal flyttes.
  • Feel-seriens stole kan tilpasses til forskellige situationer og brugergrupper, fx er det muligt at påsætte hjul på forbenene og tilvælge forskellige polstringer og træsorter.
  • Feel-serien er på én og samme tid robust i sin konstruktion og elegant i sit formsprog.
  • Med sit skandinaviske formsprog og gennemtænkte funktionalitet er feel-serien velegnet til såvel seniorbofællesskabet og sundhedshuset som hotelloungen og restauranten.

Topics

Categories


AART architects A/S er en af Skandinaviens førende, uafhængige arkitektvirksomheder med 300 ansatte på kontorer i Aarhus, København, Roskilde, Frederikssund, Oslo og Stockholm. Herfra rådgiver virksomheden bygherrer i hele Skandinavien om at udvikle organisationer og samfund med arkitekturen som katalysator. Aktuelt er virksomheden engageret i udviklingen af mere end to millioner kvadratmeter på tværs af skala og sektor – fra Norges kulturelle flagskib, Vikingtidsmuseet i Oslo, til Sveriges største gymnasium, Hedda Anderssongymnasiet i Lund, og Danmarks nye koldkrigsmuseum, REGAN Vest, i Rold Skov.

Contacts

Anne Aksglæde Stahl

Anne Aksglæde Stahl

Press contact CMO Kommunikation og marketing +45 21 65 64 55

Udvikler organisationer og samfund med arkitekturen som katalysator

AART architects A/S er en af Skandinaviens førende, uafhængige arkitektvirksomheder med 300 ansatte på kontorer i Aarhus, København, Roskilde, Frederikssund, Oslo og Stockholm. Herfra rådgiver virksomheden bygherrer i hele Skandinavien om at udvikle organisationer og samfund med arkitekturen som katalysator. Aktuelt er virksomheden engageret i udviklingen af mere end to millioner kvadratmeter på tværs af skala og sektor – fra Norges kulturelle flagskib, Vikingtidsmuseet i Oslo, til Sveriges største gymnasium, Hedda Anderssongymnasiet i Lund, og Danmarks nye koldkrigsmuseum, REGAN Vest, i Rold Skov.

AART architects A/S
Mariane Thomsens Gade 1c
8000 Aarhus
Danmark
Visit our other newsrooms