Pressemeddelelse —
Universitetsbyen er indviet: Tidligere kommunehospital har fået nyt liv som levende campusmiljø i Aarhus
Transformationen af det tidligere kommunehospital i Aarhus har ikke alene givet de eksisterende bygninger nyt liv som universitetscampus, men også åbnet området mod byen og skabt nye forbindelser. I tæt samarbejde med bl.a. FEAS har AART arbejdet med transformationen af området, der bygger videre på stedets helt særlige kvaliteter, historie og bymæssige potentiale.
I Aarhus er det tidligere kommunehospital på Nørrebrogade et sted, mange allerede har et forhold til.
Netop derfor har ambitionen med Universitetsbyen - der nu ligger som en ny teglrød pendant til den ikoniske gule Universitetspark - ikke været at udviske stedets historie, men i stedet at arbejde videre med den.
Torsdag d. 21. maj 2026 indviede H.M. Kong Frederik Universitetsbyen. Det markerer ikke bare en ny adresse for Aarhus Universitet, men en ny fase i udviklingen af et område, der allerede er dybt forankret i byens bevidsthed.
Gennem transformationen er området, der tidligere fremstod lukket og indadvendt, nu blevet åbnet og gjort mere tilgængeligt for studerende, ansatte - og byen som helhed.
Det fortæller Anita Bentzen, projektchef hos FEAS, der som bygherre står bag udviklingen af Universitetsbyen i samarbejde med blandt andre AART, der er arkitekterne bag projektet.
”Ambitionen har fra begyndelsen været større end de enkelte bygninger. Det har handlet om at åbne området og gøre det til en integreret del af byen på en ny måde. Hvor man tidligere mødte et lukket hospitalsområde, møder man i dag et sted med større åbenhed, flere passager og en bedre sammenhængskraft,” forklarer hun.
Et fælles afsæt for en kompleks transformation
Udviklingen af Universitetsbyen har fra begyndelsen taget afsæt i en grundig forståelse af området som et karakteristisk og vigtigtkulturmiljø samt for stedets kvaliteter, potentialer og begrænsninger.
For AART var det afgørende ikke at lægge en prædefineret løsning ned over projektet, men først at undersøge, hvilke kvaliteter bygningerne og området allerede rummede. Dét forarbejde, der hos AART går under betegnelsen fase 0, blev udgangspunktet for transformationen og for at skabe et fælles grundlag for både rådgivere og bygherre i de beslutninger, der fulgte i de næste mange år.
”Transformation lykkes først for alvor, når man holder op med at se det eksisterende som en begrænsning og begynder at se det som en ressource. I Universitetsbyen har det været afgørende først at forstå, hvad bygningerne og området allerede rummede, før vi begyndte at udvikle videre. Det er den tilgang, der gør det muligt at skabe noget nyt uden at miste dét, som giver stedet karakter,” siger Sara Emilie Nilsson, arkitekt og faglig leder for Transformation & Bevaring hos AART.
Hos FEAS har netop det tidlige forarbejde haft stor værdi. I arbejdet med helhedsplanen for Universitetsbyen formulerede man fire overordnede dogmer, som helt fra projektets tidlige faser har fungeret som pejlemærke og beslutningsgrundlag – dét har været med til at fastholde den overordnede vision gennem hele projektet.
”I et projekt som Universitetsbyen er det helt afgørende at have en tydelig retning fra start. Ellers risikerer man, at de enkelte beslutninger begynder at trække i hver sin retning. For os har det haft stor værdi at have et fælles afsæt, som vi har kunnet vende tilbage til undervejs og bruge til at holde fast i den samlede ambition for området,” siger Anita Bentzen.
At balancere bevaring og udvikling
Udviklingen af Universitetsbyen peger på en vigtig erkendelse i arbejdet med transformation og bevaring af den eksisterende bygningsmasse: At de stærkeste og klogeste løsninger opstår, når udviklingen tager afsæt i bygningernes egne præmisser – så man finder den mest meningsfulde måde at bygge bro mellem eksisterende bygninger og nye behov.
Det har blandt andet betydet, at nogle af universitetets funktioner er placeret i nye bygninger, som nænsomt og præcist er tilføjet til det samlede campusområde, mens de eksisterende bygninger bruges til formål, de er mere oplagte til at rumme. På den måde bliver transformationen en meningsfuld videreudvikling af det, der allerede er.
"En vigtig læring i Universitetsbyen har været, at vi ikke kan bede de eksisterende bygninger om at være noget, de ikke er. Hvis transformation skal lykkes, må det ske på bygningernes præmisser. Derfor har vi måttet finde en præcis balance mellem det eksisterende og det nye," afslutter Anita Bentzen.
Kort om Universitetsbyen: Fra hospital til nyt byintegreret campus
Universitetsbyen i Aarhus transformerer det tidligere kommunehospital til en byintegreret universitetscampus på 115.000 m².
De historiske røde teglstensbygninger er i vid udstrækning bevaret og givet nyt liv, så studieliv, forskning, erhverv og byliv nu smelter sammen – med bl.a. iværksættermiljøer og nye studieboliger.
Med respekt for stedets kulturarv og med fokus på genanvendelse og ressourcebevidsthed kobles området tættere til byen og udvikles til en sammenhængende campus i tæt forbindelse med den gule Universitetspark på den anden side af Nørrebrogade.
Fire dogmer for udviklingen:
- Forstærker områdets historiske potentiale
- Forbinder området med byen
- Skaber en levende by med plads til moderne livsformer og aktivitet hele dagen
- Sikrer robuste, fleksible rammer til undervisning og varieret brug - nu og i fremtiden
Projektet blev igangsat i 2018, da sygehusfunktionerne rykkede til Skejby. Bygningerne anvendes i dag af Aarhus Universitet, herunder Aarhus BSS, og udvides fremadrettet med Faculty of Arts i den sydlige del.
Related links
Emner
Kategorier
Regions
AART architects A/S er en af Skandinaviens førende, uafhængige arkitektvirksomheder med 240 ansatte på kontorer på tværs af Danmark. Norge, Sverige og Tyskland. Herfra rådgiver virksomheden bygherrer i hele Skandinavien om at udvikle organisationer og samfund med arkitekturen som katalysator – altid med målet om at skabe målbar og mærkbar effekt. Aktuelt er virksomheden engageret i udviklingen af mere end to millioner kvadratmeter på tværs af skala og sektor – fra Norges kulturelle flagskib, Vikingtidsmuseet i Oslo, transformationen af Universitetsbyen i Aarhus og Grundfos’ nye globale hovedkontor i Bjerringbro.